Vi tilgiver igennem hjertet

For længe siden, mødte jeg en kvinde for første gang, som jeg var forventningsfuld om, skulle være en del af min familie. Jeg mødte hende i tillid, med et åbent hjerte og tog hjem fra besøget, med en indre glæde over, hvor hyggeligt, det havde været.

Der gik et godt stykke tid, inden jeg opdagede, at hun bagefter havde smidt sig på sengen, grædt og følt sig fuldkommen kørt over. Og hun skabte en historie om, at jeg havde været efter hende med mine kløer – at jeg havde sagt onde, kritiske ting til hende. Det kunne ikke have været længere væk fra sandheden.

Det interessante er, at i tiden derefter, hvor jeg mødte hende et par gange, blev hun mere og mere spydig og kritisk og prøvede at skubbe mig ud af fællesskabet. Så meget, at det menneske, jeg var sammen med, tydeligt kunne se hendes ubehagelige opførsel. Det tog mig et stykke tid, at forstå, hvor hun kom fra. Men jeg startede med at sætte en meget skarp nej-grænse, da det hele ligesom kom for lyset. Hun ville først have, at jeg skulle sidde overfor hende og hendes mand, og sige undskyld og stå skoleret. Hun var tydeligvis ikke klar over, at det, hun ikke kunne tåle at mærke fra mig, var mit lys og selvværd og at jeg ikke er en usikker kvinde, som hun kunne kontrollere og spille skuespil, sammen med. Så hun endte med selv at trække sig.

Der gik så en tid, hvor jeg var virkelig vred og ked af det, fordi hendes adfærd kom til at gå ud over børn og andre. Jeg var personligt selv fri – jeg har ikke længere noget problem med at slippe mennesker, der lever i en anden verden, end min. Men jeg kunne ikke helt begribe hendes adfærd og hvor hun kom fra. Ikke før jeg tilgav hende.

Nogle gange, skal vi lære, at kunne slippe en sorg over, at det ikke altid bliver, som vi havde håbet. Men vi kan altid bruge det som en læreproces, og deri er der flere gaver til os, end hvis vi altid får, hvad vi tror, vi ønsker os. For de store ønsker, som vi har på sjæleplan, de kræver nogle gange, at vi må give afkald på de små ønsker, og som vi bagefter vil kunne opdage, ikke var en del af vores sande vej. Og vi kan ikke være sammen med mennesker, som eksisterer i en helt anden verden, end vi selv gør; Hverken vibrationsmæssigt eller fysisk.

Da jeg tilgav og slap, fik jeg et par dage efter en klar indsigt i, hvordan det havde været for hende, at møde mig. Hun havde følt sig dybt utilstrækkelig og det uanset, hvor meget jeg ville have prøvet, at imødekomme hendes usikkerhed. Vi kan ikke spille små, for at andre skal føle sig store. Ligesom vi ikke kan heale andre, ved at vi selv bliver syge.

Vi kan åbne os for at forstå, hvilken lidelse, andre kæmper med og finder medfølelsen. Ingen af os, kan sige os fri for, ikke at have haft alle slags følelser. Og det var, da jeg forleden selv følte usikkerhed, at jeg pludselig fik kontakt til hendes. Og dernæst kom den fulde medfølelse med hende. For hun havde ikke kunnet møde mig, fra det sted, hvor hun var. Ligesom jeg ikke havde kunnet møde hende, hvor jeg var.

Men nu mødte jeg hende på sjæleplan, fordi jeg åbnede mig for tilgivelsen og kærlighedens kraft. Og det er for mig, langt mere værd, end hvis vi fortsat havde mødtes – “som man nu bør” – men hvor ingen af os, havde været frie, til at være os selv. Fordi den ene, ikke ønsker at vise sit sande selv og den anden, ikke kan andet.

Men med tilgivelse og medfølelse, kan vi – ubegrænset tid og sted – altid møde et menneskes sjæl. I kærlighed, fri af vores sårede ego.

❤️ Cecilia