Sådan er Kærlighed!

Jeg har en ret vidunderlig kæreste, og vi elsker hinanden så højt. Han ser ud, ligesom jeg ønskede mig, at min drømmefyr skulle gøre, da jeg som 13-årig beskrev ham for min veninde – nøddebrunt hår, lækker hud og store mørkeblå øjne.

Han er umådelig skarp, umådelig kærlig, og han gør min verden til det bedre igennem sit væsen og sit sind, som er så dybt og fantasifuldt, som hvis tusind sommerfugles vinger rørte mig med deres begejstring og glæde.

Han ved helt sikkert, at det er mig, han vil giftes med, men han er også klar over, at han skal være atten år, før det kan lade sig gøre, for det spurgte han sin far om. Og han ville vide, hvor gammel, jeg så var, når han var gammel nok.

Jeg fortalte ham, at på det tidspunkt er jeg halvtreds år. Han spurgte mig sødt, om jeg så ville være, som jeg er nu, eller om jeg ville være meget gammel? Jeg lovede ham sandfærdigt, at jeg ville gøre alt, hvad jeg kunne, for at blive ved med at holde mig smuk, sund og rask, og måtte stikke ham en hvid løgn og sige, at jeg ville være, som jeg er nu.

Jeg er ikke bleg for at sige, selvom jeg allerede har en dejlig mand, at min kæreste er den bedste kæreste, jeg nogensinde har haft. Han ved nemlig lige præcis, hvordan jeg føler mig elsket, når han hver nat insisterer på, at vi skal putte tæt, hud mod hud, når han ofte fortæller mig, at jeg er smuk og en lækkermås. Når han giver mig blomster og tegninger, og når han vil kysse med mig og kræver mig og mit nærvær.

Men det her skal altså ikke kun handle om at min seks-årige søn, helt sikkert bliver en fantastisk kæreste for den pige, han en dag vil dele sit hjerte med. Selvom han protesterer, når jeg fortæller ham, at han en dag vil synes, at en anden speciel pige er særlig sød, og at det er helt okay for mig, at han lukker hende ind i sit hjerte til den tid.

Det skal handle om, at når han bliver vred på mig, så slår han op med mig, og det gør han jævnligt. I forgårs var vi på kærestetur sammen, på café, hvilket længe havde stået i kalenderen, og han nåede derfor at strege det ud et par gange, når han slog op med mig – men altid med blyant, for så kunne han viske stregerne ud igen, når de stormfulde følelser var draget forbi.

Det skal handle om, at vi forældre er dem, der skal lære vores børn omkring kærlighed. Det er dig og det er mig, og hvis vi ikke har det på plads, at vi skal være den trygge mur, som vores drenge og piger skal kunne spille deres had/kærlighedsfølelser op ad, så er der ikke andre, før de bliver teenagere, og er meget usikre på sig selv og livet. Og så skal de selv til at finde ud af alle deres følelser med hinanden, inden de bliver voksne og skal kunne klare at have et voksent forhold, og måske sætte børn ind i det.

Når Mikkel bliver vred og slår op med mig, så fortæller jeg ham, at det er jeg ked af, at jeg elsker ham, og så holder jeg fast i den grænse, som jeg har sat, men som han prøver af, fordi han er uenig med mig. Fem minutter efter, så vil han gerne være kæreste med mig igen og jeg tager glad imod ham og siger, at det er jeg rigtig glad for. Og det er ligesom det.

Så nemt var det ikke helt for mig og mine kærester, alle de gange, at jeg blev nødt til at slå op, fordi jeg var så vred, for dernæst at fortryde det kort tid efter. Noget jeg skulle have haft med min far, men da han ikke var der, og ingen anden tog over, så måtte det gå ud over de stakkels teenagedrenge og mænd, der senere hen indtog min fars, ledige, plads.

Men når min dreng kan få lov til at blive vred på mig og prøve vores kærlighed af og se, at den er tryg, så behøver han ikke at gøre det med sine fremtidige kærester. Vokser vi derimod op med kærlighed fra vores mor og far, som svinger som et pendul, er tilstede og nærværende, for dernæst at blive trukket tilbage, så er det det, vi lærer om kærlighed. At den ikke er ubetinget, men er afhængig af vores opførsel. Og vi vil resten af livet søge efter den evige kærlighed, indtil vi må opdage og erkende, at den er evigt tilgængelig inde i os selv.

Vil vi gøre det anderledes for vores børns kærlighedsforhold livet igennem, så skal vi ikke trække vores kærlighed fra dem, men altid forsikre dem om, at de er elskede, uanset hvad. Uanset hvad!

Vi vil skabe et godt og trygt kærlighedsliv for vores børn, når vi voksne ved, at vi ikke behøver at være autoritære forældre, som bruger frygten i barnet til at adlyde os; den frygt, der kan fortælle mange bange historier om, at miste sine forældres kærlighed og dermed være helt alene i verdenen.

Og vi viser vores barn kærlighedens sande væsen, når vi sætter vores egne grænser og tør sige et kærligt nej. Fordi vi nu ved, at vi ikke længere er underlagt vores forældres måde at vise deres kærlighed på, at vi er blevet voksne, og at vi ikke er bange for at miste vores barns kærlighed til os. Fordi vi vælger at tro på, at den sande kærlighed ikke er noget, der kan tages fra os.

Hvor der er kærlighed, kan frygten ikke leve, og hvor der er frygt, har kærligheden meget svære kår. Kærlighed udelukker frygt, og frygt udelukker kærlighed. Og det gælder for store og små, i alle aldre og i alle kærlighedsforhold, hele livet igennem.

 

For din og dit barns bevidsthed

 

Kærligst

Cecilia