Om at gribe i egen barm og gøre noget ved hensigterne

Vi har alle forskellige ønsker og drømme. Men formår vi at udleve dem og gøre dem virkelige? Eller er de blot hensigter, som i virkeligheden aldrig bliver til noget? Det er ikke hensigterne, der skaber vores liv – men de handlinger som vi formår, at have modet og viljen til at tage.

Jeg har flere gange været overrasket over andre forældres beundring, når jeg fortæller om de handlinger, jeg har taget for mine børn det sidste år. Jeg føler jo ikke, det har været noget særligt, eftersom der intet andet valg var i min optik. Alternativet var langt værre, selvom det har været mega hårdt, og jeg har måttet sætte mit arbejde i bero, for at passe på mig selv. Men jeg kan simpelthen ikke acceptere, hvis mine børn ikke har en skøn og tryg arbejdsplads at tage til, dagligt. Hvor de trives og bliver mødt af glade og anerkendende lærere og har ro og mulighed for, at deres nysgerrighed kan få lov til at fordybe sig og udforske. Sidestil det med, hvilken arbejdsplads du synes, er værdi nok til dig. Sluger du for mange kameler og føler dagligt misglæde, eller glæder du dig til at stå op om morgenen, til endnu en spændende dag? Det handler om vores egen indre følelse af værdi, og den giver vi videre til vores børn, når vi enten accepterer og lukker øjnene for, at de ikke har det godt i deres skole, eller hvis vi tager handling og tør tage den ikke altid bekendte, men ved, at hvor der findes vilje, findes der vej.

Jeg stod uden en skole til børnene i december, og derfor så måtte jeg hjemmeundervise dem, (hvilket jeg elskede). Og nu kan jeg med glæde køre dem til en skole, som jeg kan sige, jeg er forelsket i, og selv elsker at være på. Min intention og vilje for at finde en værdifuld arbejdsplads og skolegang til mine børn var så stærk, at universet forstod og hjalp mig dertil. Blot 12 minutter herfra vores hjem.

Til gengæld er jeg fuld af beundring for de mennesker, der stiller sig op og holder foredrag, leder workshops, og agerer som stjerner, der er født til en scene. Jeg lærte i min barndom og af mine egne tre skoleskift, at jeg kan snyde udadtil med, hvordan jeg har det med at være i fokus. En barndomserfaring, som jeg vil komme til at gøre brug af, når jeg en dag selv skal til at holde foredrag. Mine ben ryster bare ved tanken. Og jeg ved, at jeg ikke absolut er tro overfor mig selv, når jeg har til hensigt at holde foredrag, for at få mine budskaber ud, til børnenes voksne. Min hensigt har nemlig indtil videre været varm luft. Bluff. Det er først, når jeg vitterligt står der, at jeg kan anerkende mig selv og være glad og stolt af, at jeg rent faktisk gør det. Det samme gælder med vores hensigter som gode forældre: at have nærvær med vores barn, ved at se ham i ind øjnene, når vi taler sammen; at vi har slukket telefonen og får spillet det spil sammen; at vi vitterligt får brugt de meditationer, som vi har købt, til at meditere med hende, når hun skal sove; at vi slipper kontrollen og i stedet følger hans nysgerrighed sammen, imens han laver aftensmad til sin familie.

Hensigterne får os ikke derhen, til den mor eller far eller eventyrer eller stjerne, eller lækkermås, som vi dybt inde, ønsker at være. Det gør helt tørre handlinger og vilje! Og viljen, den er du født med, så sikker som Amen i kirken, sammen med din evne til at tage handlinger, der kan forfølge viljen.

Et lille barn skal i gang med sit store eventyr, som at lære at gå. Den lille sveske sidder der på sin bløde mås, og kigger fuld af beundring på dem der kan løbe, cykle og danse, dem som har øvet og øvet og øvet. Men fordi barnet har en lille selvtillid, så beslutter hun sig for, at dét der, det kan hun ikke! Så sej og dygtig og modig, vil hun aldrig kunne blive! Så hun bliver siddende …

Men sådan tænker barnet ikke, det ved vi jo godt. Tværtimod, hun maser på og med en stærk, indre vilje, beslutter hun sig for, at hun også vil lære at løbe og cykle og danse! Og hun starter med at tage de famøse babyskridt, som vi åbenbart har glemt alt om, at vi måtte tage, da vi kom i tweenie-alderen. Fordi da er selvtilliden allerede nedadgående, vores sind er vitterligt begyndt at larme og kontrollere, så vi har glemt vores indre styrke og kraft, og verden omkring os bliver dømt in or out. Indbefattet os selv, målt udfra andres og vores egne præstationer og kunnen.

En pige sad ved mit spisebord igår eftermiddags og græd over, at hun ikke kunne finde ud af sin matematik. Jeg ved, at hun er rigtig dygtig til matematik, og at det var hendes egen manglende tro på sig selv, der græd og følte frygt. Så jeg fortalte hende nogle gange, at hun var vildt god til matematik. Fortalte hende, at da hun var lille, kunne hun udregne alt muligt, og at det var fordi, hun ikke troede på sig selv, at hun nu havde svært ved det. Jeg fortalte hende, at hun kunne blive matematiker, hvis hun ville! Hun sagde nej, jeg sagde jo, hun sagde nej, jeg sagde jo. Og der blev stille lidt, og jeg fortsatte med min madlavning. Et minut efter, udbrød hun glad, at nu manglede hun kun at lave syv regnestykker. Jeg sagde “wauuw, fedt, og lige om lidt, så mangler du kun seks!” Dernæst begyndte hun at nynne og lavede sine syv stykker på et par minutter. Uden min hjælp og uden min bekræftelse om, om det nu var rigtigt, hvilket jeg havde skullet med de første fire regnestykker. Igen og igen. Jeg havde forinden givet hende et kladdehæfte, som hun kunne skrive ned i, så hun havde et værktøj til sit arbejde, foruden sin blyant og viskelæder. Og hun regnede resten af stykkerne ud i hovedet og tjekkede dem derefter i kladdehæftet, og det kørte bare og hun blev høj af glæde og stolthed.

Jeg var igen vidne til et kvanteskift i mine børns energi, når jeg hjælper dem til at skrue på de indre knapper. Og det kan vi så meget nemmere, når vi selv erkender, at vi er født som superstjerner, født med en ekstrem tro på, at vi kan, hvad vi vil. Den tro, som det lille barn har. Og går vi vejen med enten babyskridt eller stormskridt, det er ligegyldigt, hver ting til sin tid. Men fordi vi kan og fordi det giver livet indhold og stor selvtilfredshed. På den fede måde. Og når det så ikke er så nemt, at tage de dér handlinger, vi drømmer om at tage, så kan vi huske os selv på, at det blot er frygt, der har skruet ned for vores selvtillid. Men at vi ikke er født sådan. Ej heller er vores barn. Og vi kan til hver en tid støtte og hjælpe vores barn, velvidende, at barnet ikke er os. Vi må gribe i egen barm, og ikke lade os smelte sammen med barnets udfordringer. Skille tingene ad.

Så når Karoline stiller sig op i violin-konkurrencer, optræder for sin skole og nu tager til folkemusik-sommerlejr på Langeland i seks dage til sommer, selvom hun altid har sommerfugle i maven; Ja så er jeg fuld af beundring, fordi hun gør det, som jeg endnu ikke helt er nået til. Men det skal nok komme, fordi jeg har set det for mit indre blik. Hun går sin vej og jeg må gå min vej. Og ligesom planterne skal sås i jorden i denne tid, så er dette den rette måde, at så de nye handlinger på.

For din og dit barns bevidsthed.

Kærligst

Cecilia