Når vi kan være i os selv, kan vi være hos andre

Når man er vokset op med vold på ens krop og ens psyke, så vil der altid være en smertefuld præmis, man er her i verdenen, med.

En præmis, som jeg også kender til, og som altid vil følge mig, uanset hvor meget, jeg arbejder med mig selv og vender mig om, for at se den lige i øjnene.

For nogle af de hårde erfaringer, der er i et barns sjæl, kan ikke repareres og fixes, uanset hvor voksen, man så end bliver.

Men man kan blive meget mere BEVIDST, som menneske og i stedet for at se sig selv, som forkert, så genlære at elske sig selv, som den man er. Og invitere de smertefulde dele, som vi har prøvet at flygte fra, til at være med, lige ved siden af os.

For hvis vi byder det inden for den dør, som vi ellers har haft lukket i – og prøver at møde det med nysgerrighed og en fremstrakt hånd – så kan vi måske enda komme så langt, at kunne værdsætte det.

Ikke at det var i orden, at det skete, men fordi vi ikke kan gøre andet end, at leve imod det eller med det.

Den vilde del i os, som engang er blevet såret, nedgjort og hånet, men som vi så meget har brug for, er vores eget ansvar at finde ud af at komme hjem til igen, samt at lade den komme hjem til os.

Og når vi accepterer den smertefulde del af vores psyke, så kan vi gøre den til en allieret, og bruge den som en stor kvalitet, både som forælder, partner og som veninde/ven.

Fordi, når vi kan se og rumme vores børns og andres sårbarhed, deres vrede og deres smerte, kan vi også være tilstede og nærværende med dem.

Når vi ikke længere behøver at flygte fra os selv, så kan vi blive hos andre – også hvis vores barn raser, slår og skriger af os.

Vi kan kun være og give ægte styrke og kærlighed til andre, når vi kan blive hjemme hos os selv.

– Cecilia