Når vi ikke er klar endnu – men kan glæde os

Jeg blev skilt i sommer, fra min bedste ven, og mine børns far. Og der er hele tiden nye erfaringer i den proces, som jeg ikke har kunnet vide noget om på forhånd, hvordan ville føles.

Såsom at blive inviteret hjem af min søde, søde veninde, til middag, sammen med hendes mand og barn. Og jeg kunne kun mærke, at maven snørrede sig sammen og jeg blev nødt til at takke nej tak. Fordi det ville da være første gang, at jeg var til par-middag, som single. Efter at have hørt sammen med et andet menneske i 11 år.

En dag vil jeg være klar til det, men ikke endnu. Det kunne jeg klart mærke, ellers ville være overgreb mod mig selv og min healingsproces. Og jeg ved, at fordi det føltes smertefuldt, så mener min sjæl noget andet. Min sjæl, som altid har det godt og elsker mig og har tillid til livet. Min sjæl VED, at jeg vil elske, at spise middag med min veninde og hendes familie, og alle de andre dejlige par, som jeg kender, ellers ville der ikke være den her kontrast i mig. Mellem mit sind og min sjæl.

Der er altid to muligheder, en i frygt og en i kærlighed, og det kan være svært at vide, hvad det rette er at vælge. Ligesom når vores barn er bange i en situation, men som vi måske synes, vil være godt for dem, at kaste sig ud i alligevel. Fordi vi kan tro, at vi ved bedst.

Men det gør vi ikke! Vi ved aldrig bedst, på vegne af vores barn eller andre mennesker. Vi kan kun begynde at opdage, hvad der er bedst for os selv, og så lytte og handle på det. Hvilket er så svært for de fleste mennesker i dag, netop fordi der har været forældre og andre som mente, at de vidste bedst. Og vi glemte med tiden, efterhånden at lytte til os selv og stole på vores egne følelser.

Vi kan i den situation, i stedet vælge empatien og omsorgen for frygten, både til os selv og til vores barn og huske på, at det nok skal komme en dag. En dag, så er tiden klar til det, som vores sjæl ønsker sig, men som lige nu ikke skal være. Fordi der er noget andet, der skal falde på plads først.

Og så huske, at både vi og de er gode nok, anyway.

– Cecilia