Mit barn tilhører kun sig selv

Den 1 september, var det 2 år siden, at jeg flyttede fra min eksmand og mine to børn;

Vi aftalte en 7/7 løsning, men det var vores, de voksnes, aftale, ikke børnenes. For hvis de havde kunnet bestemme, var vi aldrig blevet skilt – og her til aften, har jeg igen sendt min datter hjem til sin far, selvom det i princippet er “min” uge, og jeg skulle have haft hende her hos mig.

Efter at have savnet hende i hele sidste uge og i alle de andre ulige uger.

Hun har hver gang skyldfølelse over for mig, når hun har brug for at komme tilbage til det hus, hvor hendes far stadig bor. Til det hus, hvor hun voksede op, siden hun som halvanden-årig flyttede dertil, fra Vesterbro.

Men jeg forsikrer hende hver gang, at jeg forstår hende. Jeg forstår hende om nogen, at dette hus er hendes største, trygge base, fordi jeg boede fire forskellige steder, indtil jeg var 9 år gammel og ikke selv har følt, at jeg har et “barndomshjem”.

Jeg ved, at det har ikke noget personligt med mig at gøre, at hun stadig ikke synes, min lejlighed er ligeså tryg for hende. Det føler jeg heller ikke selv endnu, selvom jeg har været her hver dag, i to år.

For mit hjerte er stadig knust af savnet af min elskede have og af savnet af det hus, hvor jeg har boet og tilbragt flest år i træk, og som blev min erstatning for mit “barndomshjem” og den trygge base.

Men det er helt okay, for ting tager tid, før de kan blive kendte og trygge. Også det, at ens forældre er blevet skilt. Og at mit liv, og den familieform jeg havde skabt, har ændret sig radikalt.

Min dreng har brug for at være tæt på mig, så for ham, er det vigtigere at være her, end at være i sit kendte hjem. Her er det mig og min krop og min duft, der er hans største, trygge base.

Ingen mennesker går igennem livet på den samme måde, vi har hver vores vej, vores processer og ønsker. Som giver tryghed og føles trygt. Men vi kan altid vise medfølelse og lytte og så drage omsorg, også når vi har forskellige børn, med forskellige behov.

På den måde, så elsker vi både vores børn, mest og bedst, samt os selv.