Min sårbarhed og kærlighed

Jeg er mor til to mindre børn, blev skilt for to år siden, og jeg gik igennem en enorm dyb og smertefuld sorgproces, der fik mig til at gå ned med stress igen og igen. Min krop gav mig i mange måneder alle alarmer om overbelastning, som hjertebankning, svimmelhed, kvalme, depression, håbløshed, angst og træthed.

Men jeg kunne intet gøre, andet end at bede og meditere og sove, og når jeg engang imellem lige fik hovedet ovenover, så arbejdede jeg lidt og gjorde hvad jeg kunne, for at tage omsorg for mig selv og mine børn. Når jeg havde det værst, måtte jeg bede min eksmand om at have dem hos sig, selvom jeg var ved at gå i stykker af savn og skyldfølelse.

Det stod på i halvandet år, og jeg gik det overordnet igennem alene, uden at have nogle rigtig at tale med om det, som forstod smerten og derfor støttede og havde omsorg for mig. Min rolle har altid været at skulle hjælpe andre mennesker, og det blev jeg ved med, selvom jeg i stedet primært skulle have hjulpet mig selv. Fordi min overbevisning, siden jeg var barn, har heddet, “jeg må klare mig selv, og det kan jeg, fordi jeg er stærk, målrettet og stædig og jeg er også stærk nok for andre”.

Den overbevisning har jeg klaret mig igennem med igennem alle årene, siden en barndom med psykisk og fysisk afstraffelse og jeg måtte selv finde ud af at tage omsorg for mig selv, i rigtig mange ting, samt for de voksne i mit liv, for at de havde det godt.

Overbevisninger klarer os igennem meget, som allerførst giver mening, som en redningskrans der holder os oppe, for ikke at drukne, men en eller anden dag, så magter vi bare ikke mere. Det skete for mig, da jeg blev skilt, fordi jeg nu også fysisk var på egen hånd, og jeg blev stadig bekræftet i, at “hver mand må klare sig selv”, også selvom jeg i en lang periode var så meget på opgivelsens rand, at intet længere gav mening for mig.

Passioner, nydelse, drømme var væk. Jeg kunne ikke mærke kærligheden, og jeg mistede min stærke tro og håb på, at den eksisterede og at jeg endnu engang kunne klare mig selv igennem en svær livsperiode.

Mine kræfter var brugt op, men jeg kunne stadig sige til mig selv, at så længe jeg kunne stå på benene og trække vejret, så var der håb om, at noget kunne tage en drejning, ud af det mørke, jeg blev ved med at blive suget ned i. Og jeg fandt til sidst ud af min redning, som var at skabe min egen indre verden, af kærlighed, varme, nærvær og knus. Jeg skabte det så godt, at jeg kunne mærke det fysisk, som var der allerede et fantastisk og kærligt menneske hos mig, og jeg ikke længere var alene.

Det blev nok for mig, bare at kunne føle dette, og jeg kunne trække vejret igen og føle en stor sejr, fordi det virkede som en ny og meget mere konstruktiv redningskrans, der kunne holde mig oppe over det vand, der ellers druknede mig.

Det gjorde jeg i foråret, og i forgårs flyttede mit livs største kærlighed ind hos mig, hvilket jeg skriver, med største respekt for min eksmand og mine børns far, som jeg er dybt taknemmelig for, at jeg har levet med og lært at kende, igennem 12 år. Men vi blev skilt i fred og kærlighed, fordi vi vidste, at vi ikke længere var de rette for hinanden, og jeg vidste, at der var stadig den her store kærlighed og meningsfulde relation, som jeg ønskede at møde.

Det tog mig halvandet år, at finde ham og jeg skulle have nogle flere erfaringer, før jeg var klar til ham, og han var klar til mig, men da vi først fik kontakt, er alt også bare gået hurtigt og let og mine indre stumper falder på plads, i den smukkeste orden.

Men for at kunne møde ham, måtte jeg gå igennem den mørke skov, og klare de vilde dyr og overgive mig til deres nåde, indtil jeg endelig begyndte at kunne se, hvordan de forvandlede sig til en helt ny styrke og kærlighed i mig, og som jeg nu først og fremmest giver til mig selv.

Og det er fra den kilde af kærlighed, at jeg kan elske stort og ubetinget, og se mig selv i min kærlighedsrelation, som et vist menneske, hvor jeg bliver bedre og bedre til at agere bevidst og kærligt og udvikle mig, fri fra mit ego og leve fra mit hjerte.

Hvorfor jeg fortæller dig dette? Fordi jeg ønsker, at du skal vide, at du ikke er alene. Men livet er bygget sådan op, at alt hvad vi giver ud, kommer tilbage til os selv. Jeg tror på loven om karma, ikke som en afstraffelse, men som et redskab til os for at vide, om vi lever ud fra kærlighed eller frygt og at vores overbevisninger skaber vores liv.

Jeg vil ikke længere tro på, at jeg er på egen hånd og derfor skal være så uendelig stærk, men at jeg også må være sårbar, svag og usikker og når jeg er det, så får jeg hjælp og bliver holdt.

Jeg tror igen på kærligheden, stærkere end nogensinde. Fordi jeg kan mærke, at den er sand, den kommer fra min elskedes hjerte og jeg må gerne modtage den, og lade den indhylle mig. Og jeg skal ikke give noget i retur, fordi den bare er, og den er i overflod, uden krav og forventninger.

Vi kan tro, at noget er kærlighed, men så længe, at vi vil have noget i retur, så længe du tænker, “jeg vil have …”, i stedet for, “hvordan kan jeg elske mere …”, så længe du er styret af kontrol og frygt, så er det ikke kærlighed.

Men alt råber på, at du mangler at elske dig selv noget mere, at mærke kærlighedens følelser, flyde igennem dig. For så vil du vide, at kærlighed ikke kan styres og begrænses og straffes med, det udelukker den blot – men elsker du, så vil den vokse og vokse, først inde i dig, og siden i dit liv. Det er Livets love, og du er Liv.