Min datters rokketand

 

Min datter har en rokketand, som giver en del problemer, når hun skal have børstet tænder. Den gør virkelig nas, og hun græder af frygt for, at den skal gøre ondt, hvis jeg rammer den. Og jeg passer på, selvfølgelig gør jeg det – men tænderne skal jo børstes, og derfor forsøger jeg at komme rundt i hele munden, og lidt blidt på rokketanden.

Problemet er også, at hun ikke “arbejder” på, at få den ud – jeg rokkede altid med mine tænder og vred dem om, og så var de ude, og det samme gør min dreng. Men Karolines rokketænder er nærmest 100 år om at falde ud, fordi hun gør ikke hjælper dem på vej, men lader dem sidde. Og så gør de jo ondt længe, når hun skal spise eller som her, have børstet tænderne.

Forleden da vi så igen stod ved tandbørstningen og dramaet, kom jeg i tanke om noget, og jeg spurgte hende, “hvorfor tror du, at din tand ikke falder ud?”

Og hun svarede mig med det samme, fuldstændig klart: “Fordi jeg ikke vil have, at den falder ud!” Og så græd hun endnu mere.

“Okay skat, hvorfor vil du ikke have, at den falder ud?”

“Fordi så føler jeg mig som et lille barn, og derfor ønsker jeg bare, at den vokser på plads igen, men det gør den ikke!!!”

Og så mere gråd, og jeg satte mig med hende og trøstede hende og fortalte, at det forstod jeg udmærket. Og hun faldt til ro og jeg børstede tænderne på hende og sagde så, at hun ikke kunne undgå, at tanden faldt ud, det var dens natur. Men det var jo KUN fordi, at der var en ny på vej, og som vil passe meget bedre til hendes alder.

Og så grinte jeg, fordi det er præcis det samme, jeg selv skal indse. Jeg har også et par “rokketænder”, som jeg ikke vil give slip på, men prøver at holde fast i. Men det eneste bestandige der findes, er forandring. Hvilket jeg for nyligt skrev til mig selv på en seddel og hængte op, fordi alt i mit liv har forandret sig så meget det sidste år og jeg havde brug for en reminder, så jeg husker at trække vejret dybt og roligt. I stedet for at panikke, som barnet i mig kan være ret god til at gøre, ligesom min dejlige pige, der var sådan et fantastisk billede for mig.

Men der vil altid vokse noget andet frem, når vi giver slip på det, der ikke længere tjener os. Om det så er overbevisninger, levevaner, jobs eller forhold, så er der altid udvikling, fordi naturen ER udvikling, og vi ER naturen.

Det kan godt være, at noget består, men det vil så udvikle sig til det bedre. Eller helt forsvinde. Og vi kan arbejde imod det eller med det. Det er vores eneste valg. Det handler om, hvor sårbare og forsvarsløse, vi tør være og overgive os til det, men når vi tør, så vil der blive frigivet enorme energimængder, som før blev brugt på at kæmpe imod.
Imod kærlighed, imod os selv og imod Livet.

Se efter alt det, der fungerer i dit liv, og føl taknemmeligheden. Allerede da vil du have sluppet kampen, hvilket også vil være tydeligt for dig at mærke. Og tal om det med dit barn, det vil elske at tale om alle gaverne i jeres liv.

– Cecilia