“Man” skal sige tak?

Jeg har haft en super, og lang dag på stranden med veninde, hendes børn og min dreng, og derfor sad jeg ret flad og varm og spiste aftensmad med ham. Og jeg lagde mærke til mine tanker, som for det meste handlede om den fede dag og hvis jeg havde haft energi, ville jeg have talt med ham om, hvor hyggeligt det havde været, hvad vi havde lavet og ungernes lege, eller om dagen i morgen, hvor han også skal lege og dernæst hjem til sin far.
Men jeg var for træt til at sige noget, så han førte samtalen. Og derfor blev vi i nuet! Han talte om maden og om sjove fantasier og historier og det viste mig virkelig, hvordan hjernen er blevet “skolet” i at være enten i fortiden eller fremtiden, fremfor bare nu … Og det var meget mere underholdende at lytte til mit barn, end til mit eget hoved. 

Nyd nu varmen og ungerne og livet. Og så lige en sidste ting, som jeg igen overhørte forleden: Forældre der siger til deres barn, “Hvad siger man så?”, når de skal sige tak. Jeg tænker altid, hvem pokker er “man”?

Taknemmelighed læres ikke fra hovedet, fordi vi skal dikteres det fra andre, men fra hjertet, og vi er gode rollemodeller, når vi selv føler ægte taknemmelighed, hver eneste dag. Som de vise mestre fortæller det, så er ordet TAK, det mest powerfulde ord og handling, hvis man bevidst vil skabe det liv, man ønsker sig.

Hvilket også er et af mine største ønsker for mig selv, denne sommer, at huske det.

Kærligst Cecilia