Kun du kan forlade dig – ingen andre kan

Så langt tilbage som jeg kan huske, har jeg været rædselslagen for at blive forladt. Min mor har fortalt, at hvis hun kom til at cykle for langt foran mig, så blev jeg pisse ulykkelig og skreg efter hende. Og den frygt har selvfølgelig påvirket mine handlinger, i at jeg forlod mine kærester, inden de forlod mig. Og kom de alligevel først, var jeg ikke andet end snot og tårer i nogle intense dage, og var overbevist om, at jeg ikke længere havde noget at leve for. Ja, der kunne være meget sort eller hvidt inde i mig, specielt da jeg var teenager, men det hører vist ligesom alderen til. Og jeg ved, at min 9-årige datter kommer til at svinge lige så meget i sit følelsesregister, fordi det gør hun allerede og hun har altid gjort det – men det bliver ikke nær så meget over drenge. De betyder ikke lige så meget for hende, som de gjorde for mig, eftersom hun har en kærlig og nærværende far, hvor min kærlige far, som også elskede mig højt, samtidig var alkoholiker og magtede ikke at være nærværende i mit liv, på rigtig noget tidspunkt.

Men forleden kunne jeg endelig gå ind i den spændetrøje, det føltes som omkring mit bryst, da jeg konfronterede forladtheds-følelsen, fordi den dukkede op igen – og jeg var tilbage til at være et barn, som blev forladt, midt på et fortov, af en sløret voksen-skikkelse, der gik langt foran mig. Og da jeg blev i følelsen af frygt, i stilhed, for at iagttage den, gik tanken op for mig, at den eneste der nogensinde kan forlade mig, er mig selv. Ingen andre kan.

Mit liv har de sidste år, intensivt handlet om at blive mere bevidst. Men jeg kunne nu så klart se, at netop frygten for at blive forladt, havde skabt denne indre trang til at blive fri indeni, for så kan jeg altid være hjemme i mig selv, uanset hvad andre vælger at gøre omkring mig. Den ultimative frihed, som jeg ønsker så højt!
Læs hele blogindlægget. »