Kun du kan forlade dig – ingen andre kan

Så langt tilbage som jeg kan huske, har jeg været rædselslagen for at blive forladt. Min mor har fortalt, at hvis hun kom til at cykle for langt foran mig, så blev jeg pisse ulykkelig og skreg efter hende. Og den frygt har selvfølgelig påvirket mine handlinger, i at jeg forlod mine kærester, inden de forlod mig. Og kom de alligevel først, var jeg ikke andet end snot og tårer i nogle intense dage, og var overbevist om, at jeg ikke længere havde noget at leve for. Ja, der kunne være meget sort eller hvidt inde i mig, specielt da jeg var teenager, men det hører vist ligesom alderen til. Og jeg ved, at min 9-årige datter kommer til at svinge lige så meget i sit følelsesregister, fordi det gør hun allerede og hun har altid gjort det – men det bliver ikke nær så meget over drenge. De betyder ikke lige så meget for hende, som de gjorde for mig, eftersom hun har en kærlig og nærværende far, hvor min kærlige far, som også elskede mig højt, samtidig var alkoholiker og magtede ikke at være nærværende i mit liv, på rigtig noget tidspunkt.

Men forleden kunne jeg endelig gå ind i den spændetrøje, det føltes som omkring mit bryst, da jeg konfronterede forladtheds-følelsen, fordi den dukkede op igen – og jeg var tilbage til at være et barn, som blev forladt, midt på et fortov, af en sløret voksen-skikkelse, der gik langt foran mig. Og da jeg blev i følelsen af frygt, i stilhed, for at iagttage den, gik tanken op for mig, at den eneste der nogensinde kan forlade mig, er mig selv. Ingen andre kan.

Mit liv har de sidste år, intensivt handlet om at blive mere bevidst. Men jeg kunne nu så klart se, at netop frygten for at blive forladt, havde skabt denne indre trang til at blive fri indeni, for så kan jeg altid være hjemme i mig selv, uanset hvad andre vælger at gøre omkring mig. Den ultimative frihed, som jeg ønsker så højt! Men hvis mine eller andre menneskers handlinger, ramte ned i min skygge og skam, så forlod jeg hver gang mig selv, i rene selvbebrejdelser over, hvorfor jeg ikke havde vidst bedre, hvorfor havde jeg ikke lyttet til min indre stemme, var jeg virkelig ikke mere bevidst end det, og hvornår jeg dog kom videre. Jeg var ikke klar over, at jeg tænkte det, for det var med en meget, meget lille, bitte stemme, men nu kunne jeg høre den, fordi jeg skrev den ned på et stykke papir, og gav den lov til at komme op. Og jeg forstod, at lige præcis med denne stemme, så forlod jeg mig selv. Hver gang. Fordi jeg ikke gav mig den kærlighed og omsorg, jeg i virkeligheden havde brug for, i de situationer.

Ved hjælp af Byron Katie, (“The Work”) og hendes bog, “Elsk det som er”, som jeg læser i for tiden, fandt jeg en anden tro, en anden sætning, end at jeg er bange for at blive forladt og afvist. Og det er alt, hvad der egentlig behøver at være:

“Jeg elsker mig selv, når jeg forlader mig selv.”

Og der breder sig hver gang en ro inde i mig, når jeg tænker det. Og med disse, nærmest magiske trylleord, kan jeg fremover huske mig selv på, at uanset hvad jeg eller andre gør, så er jeg altid elsket. Af mig. Også! når jeg forlader mig selv, for det vil jeg stadig komme til at gøre. Men jeg har nu en bro med denne sætning, til at komme tilbage og genoprette kærligheden til mig selv, velvidende, at jeg er den eneste, jeg i virkeligheden har brug for min kærlighed fra. Og når jeg i sandhed, fra dette sted, uden frygt for at være alene og blive forladt, i stedet vil elske mig selv, så vil der automatisk også blive gjort langt større plads og rum til, at andre vil elske mig. Som den jeg er. Og det er jo det, vi alle sammen inderst inde ønsker os, aller – allermest. At blive set, rummet og elsket, som dem vi er. Jeg fandt en måde, som giver mening for mig. Og jeg tror, at vi alle har vores egne veje, tilbage til os selv. Som gemmer sig i skyggen og i skammen, indtil vi lader lyset få lov til at skinne mere, så det kan blive synligt for os, hvem vi er og hvad vi i virkeligheden har brug for.