Kun dit barn ved, hvem det er

world is playground

 

Min søn Mikkel, han er otte år gammel, og igår kom han hjem med en bog om karate, som han havde lånt på sin skoles bibliotek. “Det er, så jeg bedre kan forsvare mig”, sagde han, og vi talte om, at det var bedre at søge hjælp, end at bruge kamp, som forsvar. Men han er ret vild med den bog, og jeg har sagt ja til at lægge krop til, at han læser om de forskellige teknikker, for derefter at prøve dem af på mig. Sådan rimelig forsigtigt!

Her til morgen, imens jeg også skulle smøre madpakker, kom han igen og igen, og skulle liiige prøve et nyt håndkantslag, eller parering eller hvad det nu hedder – og det gjorde ondt, når han ramte mig på kroppen, selvom det slet ikke blev gjort hårdt. Det var bare nogle sårbare steder.

Og jeg siger til ham, at det gør sørme lidt ondt, de der steder, han rammer … Hvortil han meget glad svarer, “Det er fordi, jeg er god til at ramme de ømme steder!”

Og drengen ved slet ikke, hvor klogt og sandt, de ord var, for det er netop det, børn gør; de er mestre i at ramme os i de ømme punkter, i vores underbevidsthed. Områder, som vi har gjort en masse for, at skjule for os selv og omverdenen, om, hvem vi er. Men som børn er geniale til at prikke til, i kærlighed, for at vi kan få healet de områder. Og igen blive de hele, stærke mennesker, med den enorme kærlighed til os selv og andre, som vi blev født med.

Det er ret fedt at se, at han virkelig går op i det, eftersom Mikkel ellers ikke er gået op i meget andet, end levels på sin ipad. Men her er der også nogle levels, han kan opnå, derfor var spørgsmålet også til morgen, hvornår han kunne starte til karate, så han kunne få det sorte bælte. 

Udvikling er altid om, at nå det næste level og det næste level. Det er sådan, vi er, som mennesker, det er sådan, naturen og livet og universet fungerer, og derfor skal vi heller ikke bremse den udvikling, bare fordi vi måske selv har lært, at vi ikke kan blive alt, gøre alt og få alt, hvad vores hjerte begærer.

Giv dit barn lov til at stile højt, drømme stort og udforske dets drømme. Alle de børn, som vidste, at de kunne gøre alt, da de var små, var ikke naive. De vidste lige præcis, hvem de var og er – de børn, der i dag sidder i skolen, og ikke ved, hvad de vil, ikke synes, at de kan noget og er gode nok, de har glemt den viden om, hvem de er.

De har hørt og fået fortalt, at de ikke skal tro, at de er noget. At livet er hårdt, svært og at det kræver hårdt arbejde, at blive til noget. Se på det lille barn, det ved fra naturens hånd, at det ER allerede noget! Der er ingen børn eller voksne, der skal lære, at de skal gøre noget, for at blive til noget.

Sig i stedet for til dit barn, at det langt fra altid skal tro på, hvad du siger, hvad dets lærere siger, hvad de fleste voksne siger, for det gør som oftest ikke noget godt, for barnets selvværd og selvtillid.

Sig til det, at det i stedet skal tro på det, som barnets hjerte siger. For her er barnets EGEN stemme om, hvem det er, og hvad livet handler om. Og at det lige præcis er, at udforske erfaringer og kontraster om, hvad der føles sjovt, let og som glæde og kærlighed. Erfaringer, som barnet selv må få sig, for at kunne skabe sig lige det liv og den udvikling, som er bedst for barnet.

Tro derfor heller ikke på, hvad dine forældre har lært dig om, hvem du er. Også selvom du måske har praktiseret mange års øvelse i, at gå imod dig selv, så kan du hvert eneste øjeblik vælge, at gå med dig selv igen. Det vil føles, som at stoppe den daglige kamp, som det er, at ignorere sig selv, for i stedet at lade dig flyde med livet. Og dernæst begynde at tage de valg, som du instinktivt ved, er sande for dig.

Øv dig i, at lytte til dit indre barns stemme igen. Og lad dit barn lytte til sin egen stemme om, hvem det er.

For det ved ingen andre, end dit barn.

God dag!

– Cecilia