Derfor “spiller” vi gamle situationer igen og igen

Efter at have puttet mine børn i går aftes, ordnede jeg køkkenet efter aftensmaden, og så gik jeg ind til min datter igen, for at sige undskyld.

Lige inden hun skulle sove, ville jeg vise hende noget, jeg havde fundet på nettet, fordi jeg ville hjælpe hende, med et problem, hun har.

Hun afbrød mig med et kritisk spørgsmål og jeg kunne mærke hendes frustration blev lagt over på mig, fordi hun er utryg over det, vi talte om. Og så blev jeg irriteret på hende, og sagde, hvorfor hun skulle blive så hurtig vred på mig, når jeg nu prøvede at hjælpe hende?

En situation, vi har spillet mange gange. Men for første gang, i stedet for at tage den til sig, som hun desværre har haft gjort, så kiggede hun direkte på mig og sagde, “og det siger du!!”

Hun bliver 13 år lige om lidt, og jeg forstod i det sekund, at hun nok fremover vil spejle mine egne skjulte sider, mere direkte og verbalt, fremover. Og tak for det.

Så da jeg havde tænkt lidt, henover opvasken, så gik jeg ind til hende, for at sige undskyld, og fortælle hende, at hun havde ret. Jeg kan blive hurtigt sur og irriteret. Og hun nikkede og smilede, og jeg kyssede hende godnat igen.

Jeg reagerer nemlig, når jeg ikke føler, at den hjælp, jeg tilbyder dem, jeg elsker, bliver modtaget, men at de synker endnu mere ned i en offer-rolle, og deraf yderligere overlader ansvaret for deres trivsel, til mig.

Men jeg indså, da jeg stod og vaskede op, at det ikke handler om min datter, men om mig selv som barn, der så ofte prøvede at hjælpe en voksen i mit liv, men aldrig kunne. Det blev ikke bedre, og den voksne holdt fast i sin offer-rolle og jeg følte mig magtesløs og ikke god nok – det var DEN situation, der udspillede sig for mig igår aftes, sammen med mit barn, men hun har været en ufrivillig del af et fortidigt minde, som var fra lang tid før hende.

Jeg tror efterhånden fuldt ud på, at alle vores konflikter med andre, altid kan spores tilbage til vores barndom, hvor en såret følelse er opstået og gentaget, til den har sat en krog i os.

Men vi spiller situationen, igen og igen, indtil vi har forstået, at slippe den og tilgive. Som et fortidigt skuespil, der gentager sig, men nu sammen med nye mennesker, som vi enten elsker, eller kan have et mere anstrengt forhold, med.

Det er ikke “bare” drænende konflikter, og hvor vi holder fast i, at den anden skal ændre sin adfærd, før vi kan have det godt og vi føler os elskede. I stedet, kan vi se dem, som kærlighed, hvor vi tilbyder hinanden frihed og klarhed, til at kunne leve vores liv, som vi er født til.

Jeg blev igår klar over, at jeg har haft gentaget en fortid med min datter, og som jeg hidtil har haft troet, også handlede om hende. Jeg kunne pludselig se, at jeg ikke længere sidder i den situation, og at mit liv er noget helt andet. Klarheden gjorde, at jeg kunne ændre den konflikt, som jeg engang har haft, og sætte både mig selv og mit barn, fri.
Og blive mere voksen, fremfor at fortsætte med at være det barn, som jeg havde været i denne situation, og som jeg ikke havde vokset i …

I stedet for at prøve at ændre de mennesker eller omstændigheder, som vi reagerer negativt på, så kan vi ændre vores egen reaktion; så behøver vores børn og partner ikke længere at udspille dramaet sammen med os, for at vi kan heale det og frigøre os. Men vi kan i stedet være os selv, som vi rigtigt er, og elske hinanden. Og kunne vide, hvad både de og vi, i virkeligheden har brug for, i klarhedens lys.

– Cecilia