Hvordan hjælper jeg mig selv, når jeg er urolig indeni?

Jeg har været enlig mor i knap to år, og selvom jeg nu har en fantastisk mand i mit liv, så har jeg stadig hovedansvaret for deres uger hos mig, ligesom han har for sine børn. Det tager sin fornødne tid, før to separate liv og familier, fletter sammen. Og både han og jeg har skullet holde tungen lige i munden i den proces, hvor gamle sår bliver helet, kærligheden blomstrer, og både voksne og børn skal trives og have en grundfølelse af tryghed og tillid til, at vores forhold er til glæde for alle, i vores sammenbragte familie. Også for børnene, selvom de ikke har bedt om det.

Nogle dage, er mere udfordrende, end andre, for sådan er livet jo skabt af op – og nedture, som i en rutchebane. Som børn, havde vi i opturen forventningen om det sjove, kildrende, men også angstfyldte ved tanken om, at det også ville gå nedad. Som voksne, synes vi ikke længere, at det er meningsfuldt med kontraster, for vi har lært, at når det går nedad, så er det utrygt og føles ubehageligt, men i virkeligheden tror jeg meget mere på, at det er nødvendigt for at have det fantastiske liv, eftersom det er i nedturene, at vi hver gang skaber vores ønsker, for livets opture. Vi kan derfor glæde os i forventningen om opturene, i stedet for at frygte nedturene.

Vi ville ikke kunne definere, hvad der føles som livets ecstasy, uden at mærke det modsatte. Og de mørke dage har jeg absolut også, selvom jeg er bevidst om, at skabe så mange opture inde i mig, som muligt. For den styrke og magt har vi, selvom vi ikke kan vælge, hvornår det føles svært og tungt, men vi kan ret langt henad vejen være med til at styre, hvor længe, de perioder, skal vare.

Så hvad gør jeg, i de dage hvor der er en konstant uro i mig, og hvor det virker som om, at jeg skal kæmpe, fremfor være i flow?

Jeg sætter mig ned, med lukkede øjne, hvor jeg nu er; om det er i køkkenet, i gang med at lave mad til børnene, også selvom det skal nå at være færdigt, så vi kan nå at spise i afslappet tempo, inden aften-ro og sengetid. Eller jeg går i bad, sætter mig på gulvet, og lader vandet skabe beroligelse i mig, også selvom jeg sparer på vandet, på alle døgnets andre tidspunkter. Som barn fik jeg tics, hvis nogen lod vandet løbe til ingen nytte.

Eller jeg tager en lur, måske finder noget “Abraham Hicks” på telefonen, fra Youtube, og ligger og lytter til det, og mærker min vejrtrækning. Og som det vigtigste, så taler jeg med mig selv. Jeg siger de beroligende ord, som jeg ville have sagt til mit barn, hvis det var overfyldt og angstfyldt. Ord, der får mine tanker til at slappe af, til at tro på, at alt er, som det skal være og se efter al det, der vitterligt fungerer i mit liv.

Selv sådan en ting, som at Jorden drejer rundt og Solen står op, hver eneste dag, uden at det er mit ansvar. Fortæller mig selv, hvad der i bund og grund er mit ansvar, og at det altid først og fremmest, er at sørge for, at jeg har det godt indeni, når jeg har brug for det. På den måde får jeg lukket munden på en eventuel skyldfølelse over, at jeg nu ikke gør de pligter, som jeg bør gøre, men tværtimod bliver meget bedre til at gøre dem, når jeg om lidt har fået mit overskud tilbage.

Hvis dit barn er ked af det, eller føler sig overbebyrdet og bange, ville du så sige til det, at det ikke betyder noget og at det bare skal tage sig sammen? Eller sige, at det skal sluge sine følelser med mad og slik eller begrave dem, med lektier og pligter? Lad være med heller at sige det til dig selv. Bed i stedet om at blive trøstet og få et knus, enten af dig eller af et andet menneske, du har tillid til.

Når jeg gør de her ting, så varer uroligheden og presset normalt kun en dags tid, fordi jeg tillader følelsen at være, lytter til den og tager mig af den. Er jeg faldet i søvn med tanker der bekymrer, så er jeg som regel i den samme energi, når jeg vågner, fordi vi slipper ikke det momentum af energi, som vi har fået skabt, inden vi falder i søvn. Det slipper først os, når vi gør noget andet. Derfor er det så vigtigt, for vores børn, i forhold til at lære, at de selv kan skabe sig indre ro og klarhed, ved at have nogle redskaber, såsom meditationer inden de falder i søvn.

Min datter havde for nyligt svært ved at falde i søvn. Hun skulle have en prøve i sin skole næste dag, som hun var utryg ved. Men om morgenen, var hun glad, og selvom hun dagen før ikke ville afsted, så var hun nu smilende og let. Hun fortalte mig, på vej afsted, at hun havde kørt sine meditations-historier på speed inde i hovedet, indtil hun faldt i søvn, og at det havde hjulpet hende rigtig meget. Så bliver jeg endnu engang så glad og enorm taknemmelig for, at jeg har lært hende, at det at meditere, også er for børn, og at hun har det i sin hverdag.

Hvis du også ønsker at dit barn skal meditere, så kan du læse mere her, om de meditationer, jeg skrev til min datter, da hun var 5 år gammel, og som hun stadig bruger, nu hvor hun er 11 år.

Kærligst

Cecilia