Er dit liv en fest, du ikke vil hjem fra?

Jeg har altid følt mig som en fremmed her. Ledt efter “mit sted’ at bo og jeg føler, at her hvor jeg er nu, er det nærmeste, jeg har været “hjemme” på Jorden.

 Men jeg ved, at i virkeligheden, er mit hjemme på den anden side … Når jeg ikke længere er menneske. Det gik rigtigt op for mig, da jeg for en del år siden læste Anita Moorjanis bog, “At dø for at leve”, hvor hun i forordet beskriver, at hun dør og kommer hjem – de ord ramte mig fuldstændig uforvarende og jeg hulkede og hulkede, og vidste bare, at det var sandt. At det er det hjem, jeg altid havde længtes efter.

Men bagefter, fik jeg skyldfølelse, da jeg nu har to vidunderlige børn og en familie, for dem hørte jeg jo også sammen med og ønsker ikke, at forlade. Jeg følte mig splittet i, hvordan jeg kunne leve med at ønske, at være begge steder …

Da jeg siden blev skilt og efterfølgende mødte min kæreste, valgte jeg, at fortælle ham det og håbede, at han kunne forstå, hvad jeg mente. Det gjorde han, selvom han ikke føler det samme, men han respekterer, at jeg har det sådan. At noget i mig, altid vil kunne længes efter ikke at være her, men at det ikke er det samme som, at jeg er suicidal.

Jeg skriver det også her nu, for måske har andre det på samme måde, og jeg ønsker ikke, at det skal være et tabu. For det handler ikke om, at man har lyst til at dø, men om, at man godt kan være et menneske og elske sin familie uendeligt højt – og samtidig alligevel føle, at man hører til et andet sted, som ikke er på Jorden. Og der kom forleden, et rigtig fint indre billede til mig om, hvordan det egentlig er og så blev det meget lettere at forklare det, både for mig selv og for andre:

Jeg så for mig, at ligesom, hvis jeg er et barn og er til en børnefest, hvor jeg ikke har det særligt godt, så vil jeg bare ønske, at mine forældre kunne komme og hente mig tidligt. Men jeg kan også være til en super, dejlig fest, hvor jeg leger rigtig godt og har det sjovt, og så ønsker jeg i stedet, at mine forældre først kommer om lang tid og henter mig. For nu har jeg ikke lyst til at komme hjem, selvom jeg også elsker at være hjemme.

Det er meget præcist sådan, jeg har det – og jeg ved, at jeg skal lære noget af, at få vist denne metafor. For det er mit ansvar, at jeg så sørger for, at mit liv primært bliver til ”den gode fest”, som jeg ikke vil hjem fra – i hvert fald ikke før, at jeg er blevet godt mæt og træt.

En god fest for mig, er, at have klare og dybe tanker, som jeg kan leve af, at dele med andre. At jeg har kærlige og meningsfulde relationer, i mit personlige liv, og dagligt har tid til bøger, natur og stilhed. Hvor jeg deler de lange aftener, med min elskede, hvor vi nørder musik og deler mad og vin. Eller er sammen med vores dejlige børn, som vi har værdifulde samtaler med og tager ud på ture i naturen, og dernæst fester herhjemme, med høj musik, dans, snacks og hjemmebiograf, for hele familien.

Vi har alle forskellige behov for, hvad der vil være en god fest for os – men jeg tror, at det er rigtig vigtigt for hver især, at vi bliver fuldkommen klar på, hvilken slags fest, der vil gøre os mætte og trætte, på den helt rigtige og tilfredsstillende måde – og så skabe den fest selv.

Kh Cecilia