Ej dig selv, og rigtig godt nytår!!!

just-fucking-own-it

Mit sidste halve år af 2014, har været så vildt og stort og på alle mulige måder, så tydelig for mig omkring, hvordan jeg selv manifesterer mit liv, som en total og magtfuld skaber.

Og jeg har været nødt til at sunde mig, mærke indad og tage den kærlighed ind, som har været så ekstrem og så stor, så jeg har været – og stadig er, – fuldkommen ør over, hvordan universet tydeligvis fungerer.

Og selvom jeg har været et meget bevidst menneske i flere år efterhånden, og dagligt øver mig på at tage nye skridt, i den vigtige henseende, at det ikke bare er nok at læse en masse bøger, men at vi bliver nødt til at gå vejen selv, hvis vi vil lære og forstå – så har oplevelserne været af en sådan art, at jeg ikke længere kan være blind og derved give min styrke fra mig. Jeg er nu virkelig nødt til at anerkende, hvordan universet fungerer.

Der er ingen vej udenom længere. Fordi det hverken nytter eller hjælper mere, at gøre sig selv lille, ufuldkommen, uværdig eller andet i den boldgade, men som vi så mange har lært, var nødvendigt at tro på, i forhold til at kunne overleve i sine omgivelser. Og fordi det er vores arv igennem mange, mange generationer!

Men JEG er mine omgivelser, JEG er min verden, JEG er mit liv, og det er sådan naturlovene fungerer for os alle sammen! Ikke bare en gang i mellem, som måske kan være belejligt at tro på, når livet flasker sig, som vi ønsker os det. Men hvert eneste sekund!

Og de erfaringer og de historier og den forståelse, jeg nu ikke kan sidde overhørig længere, vil jeg SÅ gerne dele ud af, til dig som forælder, til vores børn og i arv til de næste generationer. Igennem fortællinger, foredrag, workshops, private sessioner og igennem mine meditationer og børneplakater og nye produkter, som kan bruges til at “lege” bevidsthed ind i vores familier og i vores børns vigtige barndom. Alt sammen noget, som kommer til at fylde meget mere af i 2015, i min virksomhed.

Og jeg vil fortsat lære af min familie, som min store kærlighed og vigtigste læremestre ved min side, som jeg konstant lærer så meget fra;

igennem mine børns spejlinger af mig, i relationen til min dejlige eksmand og vores fantastiske venskab og fra min nye kærlighed og kæreste, som på ingen måder føles ny, men som et menneske, jeg har kendt i umindelige tider og som jeg bedst kan betegne som min sjæleven. Og hvis betydning endnu ikke kan nedskrives, men endnu kun kan føles og opleves af mig.

Men jeg ved, at dette er en kærlighedshistorie, der ikke kun er min, men også er beregnet til at dele og inspirere med til andre, hvilket den allerede har gjort i mit eget nære netværk. Og den spreder sig som ringe i vandet i forhold til, hvad kærlighed i virkeligheden er og hvordan den kan se ud og føles!

Fri af kontrol, kritik og styring, som er lig med frygt, men som kærlighed, der har plads til bare at kunne vokse og udfolde sig, når vi er i fuld overensstemmelse med os selv og vores dybeste ønsker.

Ønsker, som vi oftest slet ikke er bevidste om, hvordan de ser ud, men forstår vi at definere dem med vores følelser, så vil de ikke kunne undgå, at blive opfyldt for os. Fordi andet kan ikke lade sig gøre.

Det er sådan, vi er skabt. Og det er lige præcis dette, som jeg glæder mig som et lille barn til, at skulle lære og give videre, til både børn og voksne. Og med en drøm om, at det en dag er på skoleskemaet og endvidere som en naturlig del af, hvordan børn vokser op i familien og deraf tager med sig.

Det er nøglen til, hvordan vi kan få det liv, vi ønsker os. Jeg har læst det igen og igen i de hundredvis af bøger, jeg har læst siden min barndom om, hvordan vi selv skaber vores liv med vores tanker – men nu forstår jeg det endelig. Og har fundet den nøgle, som man ikke kan læse sig til, men kun kan opleve, erfare og anerkende!

Rigtig godt nytår til dig og din familie! Det bliver et fantastisk år, ligesom alle de foregående har været det, på hver deres måde. Husk at anerkende dem, for hvad de er og har været. De har nemlig været lige præcis, som du har haft brug for, at de har skullet være. Alt er udvikling, alt er kærlighed. Og det er ikke bare ord.