Derfor skal du stoppe brokkeriet

Aahh – Life is good!

Vi holder ferie, og jeg lader mig selv op, efter en fantastisk sommerlejr i sidste uge, i selskab med 932 andre voksne og børn.

Min stemme har næsten ingen kraft og min krop er træt, men alt er godt. Det er min grundfølelse, som er en konstant underliggende energi, uanset hvilke udfordringer der ellers kan være.

Som for tiden, hvor vi står over for en meget stor beslutning, som vil påvirke især min og børnenes hverdag og liv. Men vi ser masser af muligheder og gaver til os, selvom meget bliver vendt op og ned. Og vi ved, at vi har tiltrukket os disse muligheder, selvom vi ikke vidste, i hvilken form, de ville komme. Den kontrol har vi ikke som mennesker, men vi kan altid vælge at tro på, at universet elsker, støtter og hjælper os, 24/7.

 

Se filmen inden den sker …

Jeg bruger visualisering hver dag, det er blevet en helt naturlig måde at skabe mit liv på. Og det uanset om det er større og vigtige begivenheder, jeg bruger min skaberkraft på, eller om det er de små, og mere ubetydelige. Dem der bliver kaldt for “parkeringspladser”, i filmen “The Secret”.

F.eks. på vores sommerlejr. Der tog vi børnene med op til ishuset, for at få en is. Vi havde vores egne glutenfri vafler med, Mikkel som ikke kan tåle mælk, kunne vælge sorbetis, og Karoline er så gammel, at hun i større grad skal mærke på sin krop, hvad sukker og mælk gør for hende. Fordi det en dag bliver hendes eget ansvar.

På vej derop møder vi nogle, der fortæller, at de lige har stået tyve minutter i kø, så det kan vi også godt forvente. Jeg har en bekræftelse om, ikke at tage andre menneskers negative oplevelser til mig. Det kan godt være, det gælder for dem, men det behøver ikke at være sådan for mig. Så inden vi drejer om hjørnet til ishuset, tænker jeg OG VED, at vi får is i løbet af få minutter og jeg føler en lethed og glæde derved.

Der var en laaang kø ved ishuset, men jeg ændrer ikke på min indre tilstand, og jeg giver ikke den såkaldte virkelighed energi.

Vi stiller os bare op og kort efter, åbner skranken ved siden af, og vi kan stille os over, nu som nr. tre i køen. Dem foran os har glemt noget og giver os deres plads, og derfor blev det vores tur, inden der overhovedet var gået fem minutter.

Jeg dyrker taknemmeligheden og takker med glæde i mit sind, og deler konsekvent med min mand, hvor heldige vi er, hvor meget hjælp vi får, og det fantastiske er ikke bare, at det styrker vores glæde i nuet og vores parforhold og familie. Men at jeg hver eneste gang, skaber endnu flere af disse stunder i mit og i vores liv.

Er du i tvivl, om det virker? Tror du, at det bare er tilfældigheder og nogle mennesker er mere heldige end andre? Er et “heldigt liv” ikke DIN virkelighed? Så spørg dig selv, hvorfor mon …?

Stop med at brokke dig …

Mine børn skal lære, at de selv skaber deres liv. Det ser jeg som en af de vigtigste og kærligste gaver, jeg kan give dem. De er ikke ofre. Og ja, Karoline kan blive meget vred på mig, når jeg ikke giver hende lov til at være det. Og jeg bebrejder hende det ikke. Fordi jeg har fuld forståelse for, at det bare kan virke så meget nemmere, at sige, at det er de andres skyld. Og at det er så synd for hende/mig/dig/os …

Men det giver ingen glæde, det giver ingen styrke og det bekræfter bare livet i, at give os mere af det!

Det du kan gøre, er at vise forståelse. For dit barn, for dig selv og så bare være med det. Lad være med at bebrejde, at slå nogen oven i hovedet og kritisere. At give det negative energi, giver bare mere af det. Også til dit barn.

Vis i stedet, at du ser dit barn som stærk, kompetent og dybt elsket. Uanset hvad der er sket. Og spørg dernæst, hvordan dit barn kunne tænke sig, at det skete, næste gang? Guid det til, at det bliver en kærlig oplevelse, for alle involverede. Ingen vrede, had eller payback-time!

Vi er de største og vigtigste lærere og rollemodeller for vores børn. Så skal vi lære dem at brokke og beklage sig, eller at de kan tage ansvar for at ændre den såkaldte virkelighed, med glæde og et positivt mindset? Det er det spørgsmål, jeg vil stille dig til overvejelse. Hvad lærte du i din egen barndom? Gav det dig noget godt? Eller er det tid til, at gøre noget andet?

Rigtig god fortsat sommer. Den er, hvad DU gør den til. 😉

For din og dit barns bevidsthed!

Kærligst Cecilia