Børnene viser os, at leve vores sande formål

Min familie og jeg har henover Påsken, været i Rom i 11 dage. En vidunderlig rejse som udelukkende lod sig manifestere, fordi jeg lyttede til den stemme, jeg havde indeni. I efteråret havde jeg en svær tid, og jeg satte mig på et tidspunkt i mit soveværelse og skrev med Universet, og stillede spørgsmål. Og jeg fik bl.a. det svar, at jeg skulle tage til Rom med min familie. Jeg takkede og vidste det, helt ind i mit hjerte, da tårerne trillede. Jeg gik da nedenunder i køkkenet, hvor min mand og børnene sad, og fortalte dem, at jeg nu vidste, at vi skulle rejse til Rom. Og om de ville med mig. Det ville de, og min mand fik med det samme bestilt flybilletter, en proces som tog ingen tid, og de havde den rigtige pris, tid og flyselskab. Den samme proces fra hjertet, hjalp os med at finde den skønne lejlighed, vi kom til at bo i, og i et område af Rom, som vi forelskede os i. Det kan være så enkelt, at finde stien, hvorved vi skal gå, når vi lytter.

Jeg var helt ikke klar over, hvorfor jeg skulle til Rom, men afsted skulle jeg. Og først nu, hvor vi er hjemme, kan jeg klart se, hvordan det har hjulpet mig. Jeg fik stimuleret mine passioner og sanser med skøn mad, smukt sprog, storslåede omgivelser og passionerede mennesker – og jeg blev ladet op igen. De sidste mange måneder, har jeg næsten følt mig som en død, efter en alt for lang periode med stress, hvor jeg døvede mine kropsignaler, igen og igen. Fordi jeg ville mine børns trivsel så meget, at jeg glemte min egen trivsel. Men Rom gjorde, at jeg kom tilbage til mig selv, og jeg har fået lyst til at skrive og arbejde igen.

 

Vores højeste formål er at hjælpe og tjene

Marianne Williamson, en kvinde og spirituel vejleder, som jeg dybt beundrer, og derfor kaster en masse af mit lys efter, fortalte i et foredrag på Youtube, at vi mennesker i Vesten, opfører os som en usund celle i Universet, som en kræftcelle, fordi vi har glemt vores sande formål, nemlig at hjælpe hinanden.

Sunde celler overalt i naturen,  hjælper og samarbejder med hinanden, så et blomsterfrø kan udvikle sig til sit højeste formål, som en smuk blomst, og cellerne i et agern bruger sin intelligens til, at blive et prægtigt egetræ, som er sit formål. Mennesket har den samme genetiske kodning som blomsterfrøet og agernet og alt andet i naturen, om at hjælpe, samarbejde og derved udfolde vores højeste formål – men som Marianne Williamson siger, er vi i Vesten blevet så store individualister, at vi i stedet opfører os som en kræftcelle. På et tidspunkt i vores opvækst, vælger vi at tro på, at vi primært skal arbejde enerådigt og aggressivt, og vi glemmer, hvad vores højeste formål er, nemlig at hjælpe og tjene i tillid, som alt andet i naturen.  Og som kræftcellen, ender vi med at eliminere både værten og os selv.

Børn ønsker at hjælpe

Da jeg sammen med min familie, gik der på de smukke, brobelagte gader i Rom, sad der nogle steder, fattige, ældre mennesker, og tiggede om penge. Mine børn føler et naturligt og stærkt behov for at hjælpe dem, og de ønskede hver gang, at give dem penge. Hvilket er en vidunderlig gestus, som vi voksne ofte tilskriver som naivitet, at det er fordi, de bare er børn … Men naiviteten er en vigtig egenskab at bevare og rumme, fordi den afholder os fra at blive kyniske i en sådan grad, at vi kan kigge den anden vej, når andre mennesker har brug for hjælp.

Børn ønsker at hjælpe – men børn lærer alting og altid af os voksne og hvad vi selv er i stand til at rumme. Og naivitet er en egenskab, som i vores samfund bliver gjort synonym med at være lidt dum og alt for godhjertet. Da jeg var teenager, hørte jeg ofte fra veninder og andre, “hvor er du naiv, Cecilia!” Og det krympede inde i mig, fordi jeg kunne mærke på energien, at det tydeligvis ikke var godt. Men jeg bevarede min naivitet, sikkert fordi min mor sagde, at det var godt, at kunne være naiv engang imellem.

 

Gaven, som vi og børnene altid kan give

Mikkel og Karoline fik småmønter med på alle vores ture, hvor de så kunne gå hen til de mennesker, de så, og give dem penge. De løb ofte hen til dem, i deres iver.

Men jeg talte også med Karoline om, at hun kunne give noget andet, end penge. Hun kunne hver gang, sende en bøn for det menneske foran hende, om, at han eller hun igen vil få kontakt til sit indre lys, sin medfødte styrke og evige forbindelse til Universet. Fordi kun på den måde, vil vi virkelig kunne skabe en anden vej for os selv. Og at den gave, hun derved ville give fra sit hjerte, ville være en vidunderlig gave at give. Hun sagde, “jamen mor, de skal jo have penge til mad og drikke. ” Hvilket er helt rigtigt, men har hun ikke nogle penge at give, kan hun alligevel altid, til hver en tid, bede en bøn for et andet menneske.

Hvilket vi kan, uanset den situation, vi er i. Om det så er en bøn om morgenen, for at dagen vil bringe kærlighed, samhørighed og healing til vores familie og medmennesker. Og en bøn, inden vi træder ind på vores arbejdsplads, om at vores kolleger vil føle glæden og inspirationen dagen igennem, i sine arbejdsopgaver. Og det føles så godt, at give andre en gave. Velvidende, at vi selv har nok, hvilket er en helt utrolig stærk, og tillidsfuld position at leve sit liv fra. En position, der kalder på indre ydmyghed og storhed, på samme tid. Og vi bliver en rask, sund og stærk celle i verdenen, i vores Univers, med bevidstheden om, at vi er et fælles samfund, på hele kloden! Og at vi er her, for at hjælpe, for at tjene.

Jeg ønsker dermed dig og din familie den størst, mulige kærlighed, til hinanden og til jeres medmennesker. Jeg ønsker, at I vil føle medfølelsen og tålmodigheden med hinanden og med jer selv. At I hver dag vil kigge efter storheden, og ikke efter det smålige, i alle de mennesker, som I møder. Ligesådan, når du møder dig selv i spejlet.

Namasté

For din og dit barns bevidsthed

Cecilia