Børns natur

Jeg elsker min have. Men den er ikke min have. Jeg har den til låns og alligevel er det kun mig, der har ansvaret for, hvad jeg vil gøre med min have.

Jeg kan vælge at plante vidunderlige planter i den og sørge for at give dem et miljø, som de kan trives i, så de vil vokse sig sunde og frodige. Og jeg vil med kærlighed modtage den gave, som min have vil give mig tilbage i tusindfold, f.eks. i form af smukke blomster, frugt og grønt. Jeg vil kunne føle mig rig og dybt taknemmelig, når jeg er i min have og optager naturens kraft og healing helt ind i min krop og sjæl. Og være årvågen for, hvor henne den til stadighed har brug for min omsorg og opmærksomhed, for at kunne blive ved med at trives og udvikle sig.

Jeg kan også vælge, at lade ukrudtet overtage min have. Være ligeglad med den, og kun lige gøre, hvad der er nødvendigt. Slå græsset og luge lidt, og endda gøre det med irritation og følelsen af, at den er en byrde. Og jeg vil aldrig kunne opdage, hvor mange gaver, min have ville give mig, hvis jeg havde et andet forhold til den. Hvis jeg tog ansvaret for den og med ydmyghed opdagede, at min have er kompleks, levende og fuld af magi og skønhed. Jeg vil aldrig kunne modtage andet end ukrudt og knap nok ænse de blomster, som den trods alt, stadig vil give. Jeg vil aldrig kunne nyde dens sande natur, fordi jeg kun ønsker, at den skal være nem, konform og ikke kræve noget særligt af mig.

Jeg har det samme forhold til mine børn og mit forælderskab; Jeg er klar over, at jeg får det samme tilbage fra mine børn, som jeg giver dem. Hvis vi bebrejder vores børn, at de er besværgelige, problematiske, en byrde og ikke vil give dem de rammer, som de har brug for, så vil vi aldrig opdage vores børns gaver og sande natur. Vi kan ikke sætte os med hænderne i skødet og forvente af en have, at den bare skal give os sine frugter, blomster og bær, uden at vi gør en stor insats for det først. Det kan vi virkelig heller ikke forvente af vores børn.

En have er et langsigtet projekt, hvor vi starter med at yde, tage omsorg og give den de rigtige omstændigheder, den skal kunne trives i. Med et ønske og håb om en dag, at kunne se den vokse sig livskraftig og smuk, så vi kan juble i hjertet over, hvad vi har skabt i samarbejde med naturen. Og når en have er blevet lidt ældre og veletableret, vil den kun behøve et minimum af vores arbejde, for at den kan til stadighed kan være smuk og frodig, fordi vi forstår at gøre det arbejde, det kræver af os, at få ansvaret for en have.

Det er fuldkommen det samme med vores børn. Hvordan kan vi forvente, at vores børn vil have overflod af deres gaver til os, hvis vi ikke skaber de rammer, som de skal trives i, mens de er vores ansvar? Vi vil ikke kunne læne os tilbage og nyde samværet med vores voksne barn og være stolte af det arbejde, vi har gjort, hvis vi ikke har gjort den nødvendige indsats. Ligesom vi heller ikke vil kunne modtage guldet fra en have, hvis vi ikke har i sinde at opdage, hvilken velsignelse, en have kan være.

Børn og haver kan kun give os det, som vi giver. Og ligesom hver enkelt have, så har børn også hver deres forskellige vilkår og behov, hvor det er vores eget ansvar at opdage, hvordan vi bedst kan få vores lille stykke natur til at trives, så godt som muligt. Med vores opmærksomhed, kærlighed og taknemmelighed. Både hvis vi er forældre, bonusforældre, bedsteforældre, lærere, pædagoger eller andre voksne mennesker, der er velsignet med børn i sit liv.

Vi får det, vi lader vokse. Uanset om det er i et barns natur eller i en haves natur.

– Cecilia