Børns egen overensstemmelse

Jeg har to børn og været mor i ti år. Og det meste af den tid, har jeg troet på, at jeg skulle lære mine børn noget – omkring at være på en bestemt måde, leve på en bestemt måde, være sund på en bestemt måde, have selvtillid på en bestemt måde; Den måde, som jeg troede på, nu var bedst og gav dem mest glæde og lykke i livet. Til når de blev teenagere, unge og siden voksne, så jeg kunne læne mig tilbage, under et dejligt træ, som en glad og tilfreds mor og føle, at det havde jeg da gjort meget godt. At jeg havde formået at give dem de forudsætninger, de havde brug for, for at få et godt liv, med succes og kærlighed, i overflod!!!

Men nu tror jeg på noget andet. At jeg hverken kan, eller skal, lære dem, hvordan de finder glæden og meningen med deres liv. For det ved kun de. Jeg behøver ikke at lære dem, at tænke på en bestemt måde, for at tiltrække sig de ting i DERES LIV, som de ønsker sig. Jeg behøver ikke at lære dem at elske sig selv, sine medmennesker og dyr og naturen, for det gjorde de allerede, da de blev født. Jeg behøver ikke at “fixe” mine børn, så de kan få succes i deres liv, for de er selv født med den viden, som de skal bruge.

Mine to børn er født i fuldkommen overensstemmelse med, hvem de er. Og jeg er født i overensstemmelse med, hvem jeg er. Og hvis jeg har glemt et sted i mit liv, hvem jeg i virkeligheden er, er min eneste opgave, at huske det igen. Og det! er den største gave, jeg kan give mine børn. Samt at have fuldkommen tillid til dem og deres egen, indre viden.

Kærligst

Cecilia