Børn, der tør tale

Jeg beundrer børn, der tør stå ved sig selv og sige de voksne imod:

– Når de ved, hvad der er deres fødselsret.

– Når de ved, hvad der føles rigtigt for dem.

– Når de ved, hvordan verdenen fungerer, uden at skulle spørge voksne om lov først …

– Når de ved, hvad der føles som kærlighed og mest meningsfuldt, for alle levende væsener.

– Når de ved, hvad der føles sandt i deres hjerte og ikke kan lade være med at fortælle det til andre.

Og Gud ja, hvor kan det provokere og føles frygtfuldt, hvis vi har et barn, der er så stærkt. For tænk hvis, jeg skal tage mit liv og mine vaner op til revision, og tage ansvar for de konsekvenser, det har.

Jeg har selv en dreng, der ikke et sekund i sit 9 årige liv har haft tænkt sig, at passe ind i en kasse, for at give de voksne fred og ro, medmindre det føles meningsfuldt for ham. Og jeg takker for ham hver dag. Også når jeg må bide mig selv i mig og tænke ud af boksen.

Det har altid været den letteste løsning, at give børnene mundkurv på, bestikke dem med slik, gaver, overlade dem vores bekymringer, eller endda prygl og hårde ord, eller hvad der nu er lettest for den enkelte. Som regel i forhold til, hvordan man selv er blevet kontrolleret og styret af sine egne forældre.

Stiller vi nok spørgsmål ved os selv, som voksne, og det ansvar vi har for at lade børnene være selvstændige, tænke selvstændigt og dermed stille spørgsmål ved den verden, som vi selv opretholder, hver eneste dag?

Skal børn være bange for at sige deres meninger højt eller skal de netop være en kilde til os om refleksion og inspiration, for at vi bliver nødt til at kigge bagved det, som vi i første omgang, ser som tryghed og forudsigelighed?

For måske blot at finde ud af, at det er fuldkomment falskt, og at ægte tryghed kun skabes ved, at vi viser os for hinanden, med al vores sårbarhed og forskellighed og talenter. Men børn tør kun vise det, hvis de får lov til at være sig selv, helt fra barndommen af.