Blufærdighed er ikke skam

 

 

Jeg talte med min kæreste ved morgenmaden om, at det at være blufærdig, kan nogle sidestille som værende det samme, som at være skamfuld eller sårbar, men sådan ser jeg det ikke. Jeg mener, at det er vigtigt, vi tænker over de ord, som vi bruger i mellem os. Lige nu, virker det nærmest moderne, at bruge ordet “sårbarhed”, men betydningen kan være en anden, end hvad vi måske mener;

Som jeg ser det, er sårbarhed, når vi som “voksne” mennesker, vælger at blotte os selv og vise os, til trods for at vi er klar over, at vi kan risikere at møde andres udskamning af os. Men et barn er ikke født med sårbarhed, det er en følelse, som vi kan bruge som modvægt til den skam, der allerede eksisterer i os, og som vi kan heale ved, at møde kærlighed fra andre, hvor vi før har mødt skam.

Et barn er født med en naturlig blufærdighedsfølelse, og som vi skal være varsom med ikke at krænke, for så kan vi netop sætte skam i barnet. Hvis vi bliver FOR bange for at krænke barnet, er det sandsynligvis, fordi vi selv har skam omkring det område, og så vil barnet ofte selv optage skam om det samme, som vi føler, er forkert i os … For eksempel, hvis vi skammer os over vores krop og være nøgne, så bilder vi os måske ind, at vores barn ikke kan lide, at være nøgen sammen med os. Men det giver ikke vores barn en naturlig kropsglæde og følelse af samhørighed med os, men kan netop sætte kropskam i barnet.

Blufærdigheden er vores personlige grænser og kropsfølelse, og som vi skal værne om i et barn og i os selv, med kærlighed. Den skal ikke overtrædes eller krænges ud, hvis vi kan misforstå den som skam eller som at være sårbar. Derved vil der netop let kunne opstå skam.