Vi tilgiver igennem hjertet

For længe siden, mødte jeg en kvinde for første gang, som jeg var forventningsfuld om, skulle være en del af min familie. Jeg mødte hende i tillid, med et åbent hjerte og tog hjem fra besøget, med en indre glæde over, hvor hyggeligt, det havde været.

Der gik et godt stykke tid, inden jeg opdagede, at hun bagefter havde smidt sig på sengen, grædt og følt sig fuldkommen kørt over. Og hun skabte en historie om, at jeg havde været efter hende med mine kløer – at jeg havde sagt onde, kritiske ting til hende. Det kunne ikke have været længere væk fra sandheden.

Det interessante er, at i tiden derefter, hvor jeg mødte hende et par gange, blev hun mere og mere spydig og kritisk og prøvede at skubbe mig ud af fællesskabet. Så meget, at det menneske, jeg var sammen med, tydeligt kunne se hendes ubehagelige opførsel. Det tog mig et stykke tid, at forstå, hvor hun kom fra. Men jeg startede med at sætte en meget skarp nej-grænse, da det hele ligesom kom for lyset. Hun ville først have, at jeg skulle sidde overfor hende og hendes mand, og sige undskyld og stå skoleret. Hun var tydeligvis ikke klar over, at det, hun ikke kunne tåle at mærke fra mig, var mit lys og selvværd og at jeg ikke er en usikker kvinde, som hun kunne kontrollere og spille skuespil, sammen med. Så hun endte med selv at trække sig.

Der gik så en tid, hvor jeg var virkelig vred og ked af det, fordi hendes adfærd kom til at gå ud over børn og andre. Jeg var personligt selv fri – jeg har ikke længere noget problem med at slippe mennesker, der lever i en anden verden, end min. Men jeg kunne ikke helt begribe hendes adfærd og hvor hun kom fra. Ikke før jeg tilgav hende.

Nogle gange, skal vi lære, at kunne slippe en sorg over, at det ikke altid bliver, som vi havde håbet. Men vi kan altid bruge det som en læreproces, og deri er der flere gaver til os, end hvis vi altid får, hvad vi tror, vi ønsker os. For de store ønsker, som vi har på sjæleplan, de kræver nogle gange, at vi må give afkald på de små ønsker, og som vi bagefter vil kunne opdage, ikke var en del af vores sande vej. Og vi kan ikke være sammen med mennesker, som eksisterer i en helt anden verden, end vi selv gør; Hverken vibrationsmæssigt eller fysisk.

Da jeg tilgav og slap, fik jeg et par dage efter en klar indsigt i, hvordan det havde været for hende, at møde mig. Hun havde følt sig dybt utilstrækkelig og det uanset, hvor meget jeg ville have prøvet, at imødekomme hendes usikkerhed. Vi kan ikke spille små, for at andre skal føle sig store. Ligesom vi ikke kan heale andre, ved at vi selv bliver syge.

Vi kan åbne os for at forstå, hvilken lidelse, andre kæmper med og finder medfølelsen. Ingen af os, kan sige os fri for, ikke at have haft alle slags følelser. Og det var, da jeg forleden selv følte usikkerhed, at jeg pludselig fik kontakt til hendes. Og dernæst kom den fulde medfølelse med hende. For hun havde ikke kunnet møde mig, fra det sted, hvor hun var. Ligesom jeg ikke havde kunnet møde hende, hvor jeg var.

Men nu mødte jeg hende på sjæleplan, fordi jeg åbnede mig for tilgivelsen og kærlighedens kraft. Og det er for mig, langt mere værd, end hvis vi fortsat havde mødtes – “som man nu bør” – men hvor ingen af os, havde været frie, til at være os selv. Fordi den ene, ikke ønsker at vise sit sande selv og den anden, ikke kan andet.

Men med tilgivelse og medfølelse, kan vi – ubegrænset tid og sted – altid møde et menneskes sjæl. I kærlighed, fri af vores sårede ego.

❤️ Cecilia

 

 

Vores sande moder og fader

 

 

Jeg tror på, at Universet er vores ophav – vores sande “moder og fader” – hvor vores fysiske forældre, er de menneskelige relationer, vi har i hvert enkelt liv, og som er nødvendige for os, i vores hjælpeløshed, som børn.

Ikke alle forældre klarer det lige godt, og det kan sætte sig som traumer, som gør, at vi kan have svært ved at slippe vores rolle, som “barn” – selvom vi måske for længst er blevet voksne. Hvor vi vil udvikle os til at blive mere modne og bevidste mennesker, når vi erkender, hvor vi i virkeligheden stammer fra og lukker den kærlighed ind i os, med al sit væsen.

“Kærlighed” er blot et ord, for den allestedsnærværende energi, hvor vi altid kan finde trøst, håb, omsorg, nærvær og følelse af tilhørssted, når vi har brug for det. Og når vi vælger at overgive os til denne højere energi i os, vil den lavere vibration af frygt, kunne blive opløst og helbredt.

Nogle gange, skal vi gøre det igen og igen, alt efter hvor dybt traumet sidder i os, og måske er der nogle svar og inspiration til os om, hvor vi kan finde yderligere healing, for at kunne heale såret … Men hvis vi primært prøver at finde trøst, omsorg og nærvær i andre mennesker/grupper/stimulanser mv. så vil vi aldrig opdage, hvem vi er.

Børn lærer desværre også, at finde deres behov for nærvær og omsorg på uhensigtsmæssige måder, f.eks. med en skærm, sukker, usunde relationer og ved at please andre eller få negativ opmærksomhed – og de lærer det kun, fordi de ser, voksne gøre det.

Hvis vi overgiver os til, hvem vi også er – spirituelle væsener i en fysisk krop – så vil vi langt bedre kunne guide og vejlede børnene til at huske det samme.

Den letteste måde, at få kontakt til vores ophavssted, er igennem vores sjæl – og den letteste måde til vores sjæl, er igennem meditation. Vi kan lære os selv at meditere på dagligt plan, med blot et kvarters stilhed, hver dag – og vi kan give meditationens dybe gave til vores børn, ved at fortælle dem eventyrlige meditationer.

Mine børn er næsten vokset op med meditationer, og de begge er børn, med en naturlig viden om deres sjæl, kærlighed, healing og næstekærlighed … De ved, at de aldrig er alene, og de har et stærkt indre, som de kan give og være ud fra, med en stærk integritet og selvfølelse.

Når et menneske føler kærlighed i sig, vil det kunne dele ud af den i overflod – det er kun mennesker, der er i mangel af kærlighed inden i, der vælger at tage fra andre og fra vores planet, og som er bange for at give, uden at skulle have … Men det er en dysfunktionel måde, at leve på og vi kan alle lære vores børn, at tage andre valg, ved at de opdager, at de allerede ER kærlighed inden i.

– Cecilia

Se meditationerne, som jeg bruger til mine børn, her.

Er dit liv en fest, du ikke vil hjem fra?

Jeg har altid følt mig som en fremmed her. Ledt efter “mit sted’ at bo og jeg føler, at her hvor jeg er nu, er det nærmeste, jeg har været “hjemme” på Jorden.

 Men jeg ved, at i virkeligheden, er mit hjemme på den anden side … Når jeg ikke længere er menneske. Det gik rigtigt op for mig, da jeg for en del år siden læste Anita Moorjanis bog, “At dø for at leve”, hvor hun i forordet beskriver, at hun dør og kommer hjem – de ord ramte mig fuldstændig uforvarende og jeg hulkede og hulkede, og vidste bare, at det var sandt. At det er det hjem, jeg altid havde længtes efter.

Men bagefter, fik jeg skyldfølelse, da jeg nu har to vidunderlige børn og en familie, for dem hørte jeg jo også sammen med og ønsker ikke, at forlade. Jeg følte mig splittet i, hvordan jeg kunne leve med at ønske, at være begge steder …

Da jeg siden blev skilt og efterfølgende mødte min kæreste, valgte jeg, at fortælle ham det og håbede, at han kunne forstå, hvad jeg mente. Det gjorde han, selvom han ikke føler det samme, men han respekterer, at jeg har det sådan. At noget i mig, altid vil kunne længes efter ikke at være her, men at det ikke er det samme som, at jeg er suicidal.

Jeg skriver det også her nu, for måske har andre det på samme måde, og jeg ønsker ikke, at det skal være et tabu. For det handler ikke om, at man har lyst til at dø, men om, at man godt kan være et menneske og elske sin familie uendeligt højt – og samtidig alligevel føle, at man hører til et andet sted, som ikke er på Jorden. Og der kom forleden, et rigtig fint indre billede til mig om, hvordan det egentlig er og så blev det meget lettere at forklare det, både for mig selv og for andre:

Jeg så for mig, at ligesom, hvis jeg er et barn og er til en børnefest, hvor jeg ikke har det særligt godt, så vil jeg bare ønske, at mine forældre kunne komme og hente mig tidligt. Men jeg kan også være til en super, dejlig fest, hvor jeg leger rigtig godt og har det sjovt, og så ønsker jeg i stedet, at mine forældre først kommer om lang tid og henter mig. For nu har jeg ikke lyst til at komme hjem, selvom jeg også elsker at være hjemme.

Det er meget præcist sådan, jeg har det – og jeg ved, at jeg skal lære noget af, at få vist denne metafor. For det er mit ansvar, at jeg så sørger for, at mit liv primært bliver til ”den gode fest”, som jeg ikke vil hjem fra – i hvert fald ikke før, at jeg er blevet godt mæt og træt.

En god fest for mig, er, at have klare og dybe tanker, som jeg kan leve af, at dele med andre. At jeg har kærlige og meningsfulde relationer, i mit personlige liv, og dagligt har tid til bøger, natur og stilhed. Hvor jeg deler de lange aftener, med min elskede, hvor vi nørder musik og deler mad og vin. Eller er sammen med vores dejlige børn, som vi har værdifulde samtaler med og tager ud på ture i naturen, og dernæst fester herhjemme, med høj musik, dans, snacks og hjemmebiograf, for hele familien.

Vi har alle forskellige behov for, hvad der vil være en god fest for os – men jeg tror, at det er rigtig vigtigt for hver især, at vi bliver fuldkommen klar på, hvilken slags fest, der vil gøre os mætte og trætte, på den helt rigtige og tilfredsstillende måde – og så skabe den fest selv.

Kh Cecilia

 

 

 

 

 

Børns natur

Jeg elsker min have. Men den er ikke min have. Jeg har den til låns og alligevel er det kun mig, der har ansvaret for, hvad jeg vil gøre med min have.

Jeg kan vælge at plante vidunderlige planter i den og sørge for at give dem et miljø, som de kan trives i, så de vil vokse sig sunde og frodige. Og jeg vil med kærlighed modtage den gave, som min have vil give mig tilbage i tusindfold, f.eks. i form af smukke blomster, frugt og grønt. Jeg vil kunne føle mig rig og dybt taknemmelig, når jeg er i min have og optager naturens kraft og healing helt ind i min krop og sjæl. Og være årvågen for, hvor henne den til stadighed har brug for min omsorg og opmærksomhed, for at kunne blive ved med at trives og udvikle sig.

Jeg kan også vælge, at lade ukrudtet overtage min have. Være ligeglad med den, og kun lige gøre, hvad der er nødvendigt. Slå græsset og luge lidt, og endda gøre det med irritation og følelsen af, at den er en byrde. Og jeg vil aldrig kunne opdage, hvor mange gaver, min have ville give mig, hvis jeg havde et andet forhold til den. Hvis jeg tog ansvaret for den og med ydmyghed opdagede, at min have er kompleks, levende og fuld af magi og skønhed. Jeg vil aldrig kunne modtage andet end ukrudt og knap nok ænse de blomster, som den trods alt, stadig vil give. Jeg vil aldrig kunne nyde dens sande natur, fordi jeg kun ønsker, at den skal være nem, konform og ikke kræve noget særligt af mig.

Jeg har det samme forhold til mine børn og mit forælderskab; Jeg er klar over, at jeg får det samme tilbage fra mine børn, som jeg giver dem. Hvis vi bebrejder vores børn, at de er besværgelige, problematiske, en byrde og ikke vil give dem de rammer, som de har brug for, så vil vi aldrig opdage vores børns gaver og sande natur. Vi kan ikke sætte os med hænderne i skødet og forvente af en have, at den bare skal give os sine frugter, blomster og bær, uden at vi gør en stor insats for det først. Det kan vi virkelig heller ikke forvente af vores børn.

En have er et langsigtet projekt, hvor vi starter med at yde, tage omsorg og give den de rigtige omstændigheder, den skal kunne trives i. Med et ønske og håb om en dag, at kunne se den vokse sig livskraftig og smuk, så vi kan juble i hjertet over, hvad vi har skabt i samarbejde med naturen. Og når en have er blevet lidt ældre og veletableret, vil den kun behøve et minimum af vores arbejde, for at den kan til stadighed kan være smuk og frodig, fordi vi forstår at gøre det arbejde, det kræver af os, at få ansvaret for en have.

Det er fuldkommen det samme med vores børn. Hvordan kan vi forvente, at vores børn vil have overflod af deres gaver til os, hvis vi ikke skaber de rammer, som de skal trives i, mens de er vores ansvar? Vi vil ikke kunne læne os tilbage og nyde samværet med vores voksne barn og være stolte af det arbejde, vi har gjort, hvis vi ikke har gjort den nødvendige indsats. Ligesom vi heller ikke vil kunne modtage guldet fra en have, hvis vi ikke har i sinde at opdage, hvilken velsignelse, en have kan være.

Børn og haver kan kun give os det, som vi giver. Og ligesom hver enkelt have, så har børn også hver deres forskellige vilkår og behov, hvor det er vores eget ansvar at opdage, hvordan vi bedst kan få vores lille stykke natur til at trives, så godt som muligt. Med vores opmærksomhed, kærlighed og taknemmelighed. Både hvis vi er forældre, bonusforældre, bedsteforældre, lærere, pædagoger eller andre voksne mennesker, der er velsignet med børn i sit liv.

Vi får det, vi lader vokse. Uanset om det er i et barns natur eller i en haves natur.

– Cecilia

 

 

 

Dine værdier fortæller en historie

Vi lever det langsomme liv her. Fordi nærvær, ro, kærlighed og omsorg er vigtigere værdier for os, end uvedkommende ting og gøremål.
 
Hver anden uge, er vi to voksne og en killing og hver anden uge, er vi to voksne, fire børn og en killing. Men vores værdier er de samme, uanset hvor mange vi er. Derfor insisterer vi altid på det langsomme og nære, også selvom der kan være barneliv og høj energi her.
 
Man kan godt have en hverdag med mål og passion, uden stress, jag og overfladiske valg. Det handler om, hvilke værdier, vi vælger at invitere ind i vores liv.
 
De værdier, vi byder velkommen, fortæller hver dag en historie om, hvem vi, vores børn og vores familie, er. Men det er kun os voksne, der har ansvaret for, hvilken historie, vi fortæller.
 
De færreste er bevidste om deres værdier, men det er det vigtigste, at have klarhed om. Fordi hver eneste dag, fortæller vores værdier en eller anden historie til vores børn, som de lærer noget af.
 
– Cecilia

Hvilken slags verden, skal dit barn arve?

Vi siger, at vores børn, arver vores verden – men det er i virkeligheden, vores tanker og overbevisninger, de arver – og sidenhen, skaber de deres egen verden med dem.
 
Jeg sad og nussede min lille kat, Misha, og hans kløer var lidt fremme, fordi han slappede af. Og jeg kom til at tænke på, hvor forskelligt børnene herhjemme, reagerer og forholder sig til ham:
 
Nogle af dem, er hele tiden lidt angste for, om han nu vil rive dem eller være vild, selvom de godt kan lide ham og meget gerne vil lege med ham. Andre, leger bare med ham, i en tryg overbevisning om, at han ikke vil gøre dem noget ondt, og de er ikke bange for ham.
 
Det er ikke uden grund, at børnene er forskellige. For de tanker og overbevisninger, vi giver videre til vores børn, har en stor konsekvens for, hvordan de vil gå til deres verden på. Om de føler, at de hele tiden skal være lidt på vagt, eller ej … og deres forventning, vil som regel holde stik.
 
Hvis vi er overbeviste om, at vi er trygge og verdenen vil os det godt, vil vi også langt overvejende, gå ad nogle veje, der passer overens med den overbevisning. Og vi vil generelt skabe et liv, der er i en kærlig energi med os selv.
 
Lærer vi, at vi skal passe på og være skeptiske, så tager vi offerrollen på os og vil opleve verdenen som “farlig”. Og så bliver det meget svært, at være et kærligt og taknemmeligt menneske, og kunne føle værdsættelse.
 
Børn kopierer os og de overtager vores livssyn, som nemt præger dem til, hvilke slags mennesker, de bliver.
For den opfattelse, vi har af verdenen, er altid et spejl af, hvordan vi er indeni.
 
Derfor er det vigtigt at overveje, om vores syn på verdenen, passer overens med den verden, vi ønsker os, at vores børn skal overtage. De vil nemlig opfatte den sådan, som vi har lært dem, at de skal.
 
– Cecilia
 
 

Krig eller Kærlighed i vores børns verden

 

 

Vi ønsker fred i verdenen og ingen krig, uden at indse, at vi samtidig nemt kan skabe krig i vores familie, og uanset trygge fysiske omstændigheder, byder vi vores børn at vokse op i et fjendtligt miljø.

Det er kun os, der har valget og sætter rammerne for, om vores børn skal vokse op i et trygt og kærligt miljø, eller om der er “krig” i den energi, som vi både har kørende indeni os og i tonen … uanset om det er en passiv-agressiv, offer eller åbenlyst rasende rolle, vi tager på os.

Mine børn skal vokse op i et kærligt og inspirerende miljø, som giver dem gode nerveforbindelser og hvor vi fungerer som gode rollemodeller, fremfor at vise dem alt det, som de IKKE skal gøre, når de en dag er forældre – også i en skilsmisse.

Derfor laver vi ting sammen med børnene, deres far, bonusfar og jeg – Vi tog også på sommerferie sammen, og vi holder jul og nytår med hinanden, med glæde. Det er hverken held eller tilfældigt, men et fuldkomment bevidst valg, fordi vi ønsker at være gode, kærlige forældre. Som ikke skaber krig og adskillelse, men forstår at det er os, der er børnenes voksne, der skal sørge for at skabe tryghed og nærvær for dem.

Det er den umodne voksne, der skaber “krig” og adskillelse, uanset i hvilken form, det bliver pakket ind i. Alt er et valg, og det har altid konsekvenser for børnene. Vi er den kreative kunstner, der altid vælger, hvilket miljø, vores børn skal vokse op i.

– Cecilia

Gaven til mine børn er selvansvar

Jeg tror ikke, at det er en gave til vores børn, at vi undervurderer dem og gør os uundværlige for dem. Derfor, så forbereder jeg mine børn til, at de en dag skal kunne klare sig uden mig. Og jeg lærer dem selvansvar, i et trygt nærmiljø, mens de stadig er børn. For ellers, må de som voksne, lære at tage deres ansvar på anden vis, og som kan være mere barsk og udfordrende.
 
Vi skal også huske, at gøre os uundværlige for hinanden, som partnere – du giver ikke din mand eller kvinde mere kærlighed, ved at feje vejen foran dem. Den største kærlighed kan være, at sige hertil og længere – nu må du selv få styr på dit rod.
 
Forkælede børn, bliver uudholdelige for andre. De bliver til utaknemmelige mennesker, der ofte spiller offerkortet og dermed udnytter andres ressourcer.
 
Hvis vi curler for vores partnere, bliver de også uudholdelige. For de vil aldrig lære at forstå, hvor meget kærlighed vi bruger på deres shit, når de ikke selv behøver tage sig af det.
 
Mange voksne skal lære ting, de ikke lærte som børn – din største kærlighed til dig og dem, kan derfor være at sige, at nu er det på tide, de lærer det.
 

Et rent hjerte

 

 

Et rent hjerte, vil altid søge lethed i livet.

Det vil altid finde tilbage til at tro på det bedste, uanset ridser på næsen.

Det vil have et uimodståeligt behov for at passe på alle levende væsener og sine omgivelser/planet.

Det holder ikke igen med sin kærlighed og straffer ikke, men drives af et dybt ønske om, at elske.

Et rent hjerte, er fuld af kærlighed, og kan kun trives i kærlighed.

Har du et barn med et rent hjerte, så værdsæt det, tag omsorg for det og anerkend det. Det er den største gave, vores verden kan modtage.

Din ørken eller din oase?

 

 

 

Hvis vi ikke dybest inde føler, at vi er gode nok, som vi er, så bliver vi ved med at sidde fast i den ørken, som vi engang har troet på, at vi var værdige til. Uden at opdage, at vi selv har et valg og en kraft til, at vi kan flytte os ud af ørkenen og påbegynde vores søgning efter den oase, hvor vores sjæl hører til.

Alle dine svar, er inde i dig. Både dem om, hvad der ikke føles rart og sandt for dig og dem, som du skal bruge til at flytte dig videre. Det er ikke farligt at udvikle sig, det er kun vores ego, der prøver at holde os “på plads” der, hvor vi engang er blevet sat af mennesker, der ikke vidste bedre og mere kærligt.

Vi behøver ikke at blive i ørkenen, for der kommer ikke længere nogen og prøver at dirigere vores liv og hvem vi må være. Vi bestemmer selv. Og hvis vi ikke er helt klar til at unde os en smuk og fredfyldt oase endnu, så kan vi flytte os, for vores børns skyld. De vil elske os for det og det vil vi også selv komme til at gøre.

Livet skabes med bagudbetalt konsekvens, så der findes kun lige Nu. Det sårede ego vil altid kun skabe en ørken, mens vores sande selv, altid lever og ånder i vores oase.

Hvordan er din ørken og hvordan er din oase? Hvor findes de henne og hvordan ser de ud? Mediter på det og skriv det ned. Så vil du fremover bedre kunne mærke og vide, hvilke af dine valg, der fører til din oase.

Livet underviser dig

 

 

• Har du det svært med at miste, vil Livet lære dig det.

• Har du det svært med grænser, vil Livet lære dig det.

• Har du det svært med følelser, vil Livet lære dig det.

• Har du det svært med kontrol, vil Livet lære dig det.

• Har du det svært med generøsitet, vil Livet lære dig det.

• Har du det svært med magtesløshed, vil Livet lære dig det.

• Har du det svært med tillid, vil Livet lære dig det.

• Har du det svært med ensomhed, vil Livet lære dig det.

• Har du det svært med frygt, vil Livet lære dig det.

• Har du det svært med mennesker, vil Livet lære dig det.

• Har det svært med smidighed, vil Livet lære dig det.

• Har du det svært med ro, vil Livet lære dig det.

• Har du det svært med at udvikling, vil Livet lære dig det.

Du kan vælge at gå med din udvikling, eller imod den – Livet underviser dig hele tiden, i kærlighed.

Engle i børnenes liv

 

 

Jeg fik disse englekort af min dejlige veninde i fødselsdagsgave, men de blev kort tid efter pakket ned i en flyttekasse, da vi skulle flytte i hus. Min kæreste kom så med dem for nyligt, da han havde fundet dem, og vi har siden brugt dem med børnene, hver aften ved sengetid, til at falde i søvn på, og hver morgen, til at have til sin dag.

Det rører så meget i os, også forundring, at se hvordan børnene helt åbent tager kortene til sig og siger både sine egne og hinandens bekræftelser højt. I alderen, 6-13 år. Og hvor stolte og glade de kan tale om deres kort i løbet af dagen, når det ofte passer ind i en situation eller snak.

Alle børn er spirituelle børn, men hvis vi ikke har det spirituelle i deres liv, så kan de nemt glemme det med tiden. For måske først at finde den dimension igen, når deres hjerte savner det så meget, at de bliver ledt til at huske det, eller måske aldrig finder tilbage igen.

For mig, er vores spiritualitet lige så vigtig, som alle andre faktorer for et liv i balance og trivsel. Og jeg elsker disse kort, til at supplere det åndelige aspekt i deres barndom og se, hvor glade de er for at mærke, at der altid er kærlighed til dem, også fra deres engle.

En hjerteåbnende dreng

 

 

Det er enormt vigtigt med følsomme og sensitive drenge og at de får lov til at være det, fordi vi giver dem lov.

Min dreng er så hjerteåbnende og rørende for de mænd, der er tæt på ham, fordi han viser dem, hvor de engang har lukket ned for noget i sig selv.

Bl.a igår fortalte hans far til Jakob og jeg, at Mikkel havde sagt til ham, at savnet ikke bliver lige så stort for ham, som hans fars savn, fordi han jo har en erstatning – hans bonusfar. Og begge mænd er dybt berørte og taknemmelige for Mikkels kærlighed og store hjerte. Og taknemmelige for hinanden. På vores fælles ferie sammen, kaldte han dem for sine “bodyguards”.

Han har lige plasket rundt i store bølger her på stranden, cyklet på sin nye BMX-cykel med seje solbriller, og leget med sine to yngre bonussøstre og vist dem, hvordan de bedst tørrer i vinden. Og nu ligger han her i sandet og funderer og mærker bare sig selv og naturen omkring ham. Han er flere dimensioner og han har altid fået lov til at kunne være i dem alle.

Blufærdighed er ikke skam

 

 

Jeg talte med min kæreste ved morgenmaden om, at det at være blufærdig, kan nogle sidestille som værende det samme, som at være skamfuld eller sårbar, men sådan ser jeg det ikke. Jeg mener, at det er vigtigt, vi tænker over de ord, som vi bruger i mellem os. Lige nu, virker det nærmest moderne, at bruge ordet “sårbarhed”, men betydningen kan være en anden, end hvad vi måske mener;

Som jeg ser det, er sårbarhed, når vi som “voksne” mennesker, vælger at blotte os selv og vise os, til trods for at vi er klar over, at vi kan risikere at møde andres udskamning af os. Men et barn er ikke født med sårbarhed, det er en følelse, som vi kan bruge som modvægt til den skam, der allerede eksisterer i os, og som vi kan heale ved, at møde kærlighed fra andre, hvor vi før har mødt skam.

Et barn er født med en naturlig blufærdighedsfølelse, og som vi skal være varsom med ikke at krænke, for så kan vi netop sætte skam i barnet. Hvis vi bliver FOR bange for at krænke barnet, er det sandsynligvis, fordi vi selv har skam omkring det område, og så vil barnet ofte selv optage skam om det samme, som vi føler, er forkert i os … For eksempel, hvis vi skammer os over vores krop og være nøgne, så bilder vi os måske ind, at vores barn ikke kan lide, at være nøgen sammen med os. Men det giver ikke vores barn en naturlig kropsglæde og følelse af samhørighed med os, men kan netop sætte kropskam i barnet.

Blufærdigheden er vores personlige grænser og kropsfølelse, og som vi skal værne om i et barn og i os selv, med kærlighed. Den skal ikke overtrædes eller krænges ud, hvis vi kan misforstå den som skam eller som at være sårbar. Derved vil der netop let kunne opstå skam.

 

Hvad vil kærligheden gøre?

 

 

I alle de kroge, steder og kasser, hvor din skygge gemmer sig, vil der ikke være kærlighed til din familie.

Hver eneste gang, at dit barn eller partner møder et sted i dig, hvor skyggen bor, er der mangel på kærlighed.
De vil ikke kunne føle din kærlighed, fordi den eksisterer heller ikke til dig selv.

Hvor skyggen bor, er der koldt, frygtsomt og mørkt, og dine elskede vil altid kun kunne opleve din manglende kærlighed på disse områder i dig og dit liv. Det påvirker selvfølgelig jeres relation, og gør den mindre kærlig, end hvad der er muligt for jer.

Når vi forvandler de kolde, mørke steder i os og rydder op, så lyset og trivsel kan komme til, vil dem vi elsker, også kunne mærke det og kærligheden i relationen er automatisk vokset. Men det er kun os selv, der kan gøre arbejdet.

Når vi forventer at andre skal kunne mærke vores kærlighed, hvor den ikke er, er vi ikke sandfærdige overfor hverken os selv eller dem.

Kærligheden siger altid sandheden, også om, hvor den ikke kan leve og trives.

Fortæller dit barn eller din elskede dig, at der er områder, hvor de ikke kan mærke din kærlighed, så er det dine vigtige ledetråde til, hvor du har brug for at lukke kærligheden ind.

Vi kan altid spørge os selv, hvad ville kærligheden gøre?

Vi kan helt sikkert forvente, at vi vil få det komplet modsatte svar af, hvad skyggen indtil nu, har ledt os til at gøre. Men kærligheden kan kun komme, når vi er sandfærdige, lytter og så gør, hvad den ville gøre.

Vi kan skabe fred eller krig i en skilsmisse

 

 

 

Vi ønsker fred i verdenen og ingen krig, uden at indse, at vi samtidig nemt kan skabe krig i vores familie, og uanset trygge fysiske omstændigheder, byder vi vores børn at vokse op i et fjendtligt miljø.

Det er kun os, der har valget og sætter rammerne for, om vores børn skal vokse op i et trygt og kærligt miljø, eller om der er “krig” i den energi, som vi både har kørende indeni os og i tonen … uanset om det er en passiv-agressiv, offer eller åbenlyst rasende rolle, vi tager på os.

Mine børn skal vokse op i et kærligt og inspirerende miljø, som giver dem gode nerveforbindelser og hvor vi fungerer som gode rollemodeller, fremfor at vise dem alt det, som de IKKE skal gøre, når de en dag er forældre – også i en skilsmisse.

Derfor tog vi i vores sommer på sommerlejr med børnene, deres far, bonusfar og jeg, og vi bor på samme plads og har ferie sammen. Det er hverken held eller tilfældigt, men et fuldkomment bevidst valg, fordi vi ønsker at være gode, bevidste forældre. Som ikke skaber krig og adskillelse, men forstår at det er os, der er børnenes voksne, der skal skabe tryghed og forbindelse.

Det er den umodne voksne, der laver “krig” og adskillelse, uanset hvilken form, det bliver pakket ind i. Alt er et valg, og det har altid konsekvenser for børnene. Vi er den kreative kunstner, der vælger hvilket miljø, vi vil skabe.

Mikkel betyder, “Hvem er som Gud?”

 

 

Vores liv er fuld af navnet “Mikkel” – både fra den vidunderlige dreng, der er i vores liv, som lærer os alle sammen utroligt meget om kærlighed, men åbenbart også i forhold til, hvor vi skal bo.

Den 1 Juli, flyttede vi fra min skønne taglejlighed i Slagelse og fra vores naboer, som er Sct. Mikkels Kirke og yndlingscafeen, Cafe Mikkel, til vores nye adresse, som hedder Mikkelshøj, i Karrebæksminde, med strand, natur og meget mere plads til vores familie. Ungerne glæder sig enormt, eftersom der er indendørs pool og de har valgt fortsat at sove alle fire på det samme værelse, og bruge ekstraværelset til al det ekstra; overnatning af gæster og stilletid til sensitive sjæle. De er fire kloge og tæt knyttede børn. 

Vi voksne behøver ikke længere at køre 20 min til vandet, som vi gør så tit, som vi kan, men kan nøjes med at gå nogle få minutter nu. Det er sådan en velsignelse af et hus, der er kommet til os, og det bliver lige sådan at bo der, for os alle sammen. Det ved hvert enkelt barn også, kan vi høre på dem og deres glade iver.

Jeg ønsker, at vi vil få huset fuldt af dejlige mennesker, både som gæster og som deltagere i livsændrende workshops, til at skabe mere kærlighed i sit liv og forhold, som både jeg og Jakob ønsker at hjælpe andre med. Det bliver fantastisk, at bo på dette smukke sted i Danmark. På alle mulige måder.

Styrken findes først i beslutningen

 

 

Et menneskes styrke er ikke store muskler eller at have en god psykisk robusthed. Den handler om, hvorvidt vi er i stand til at tage de beslutninger, det kræves, for at følge vores vej. Uanset om det er at træne sin krop eller sit sind.

Hvis vi venter på, at vi skal være stærke, FØR vi begynder at træne eller tør håndtere svære, nødvendige, udfordringer, så bliver vi aldrig ægte, stærke mennesker, for det er ikke her, den reelle styrke bor. Den bor i beslutningen, der først skal tages.

Når vi har taget beslutningen og forfulgt den, vil andre også kunne se os som stærke, men den egentlige styrke var, da vi tog et stærkt valg for os selv, FØR vi følte os stærke. Dette ser jeg, som et menneskes ægte styrke, uanset om man er mand eller kvinde, pige eller dreng.

Tillykke til alle de stærke mænd, der er derude og til alle de stærke drenge, der en dag vil blive til mænd. Samt til alle de stærke kvinder og piger, der lever sammen med deres drenge og mænd, og hver eneste dag stærkt insisterer på at elske dem, så godt de kan.

“Konfliktsky” eller “uansvarlig”?

 

 

Mange bruger som forklaring, at fordi de er konfliktsky, så kan (vil) de helst kke håndtere ting, som de synes, er svære, hvis det involverer andre. Men det giver ikke mening, eftersom den konflikt, der måske er, som regel kun vil blive optrappet, når den ikke bliver løst og håndteret i tide; så dette karaktertræk er tværtimod en ret effektiv metode til at FÅ konflikter i sit liv.

At undskylde sig med, at man jo er konfliktsky, er faktisk kun en undskyldning for ikke at ville tage ansvaret for noget, som de har ansvaret for -og i stedet for, så bliver det ofte andre, der må tage konsekvenserne. Det er en falsk egenskab, man kan gemme sig bag, men som i stedet f.eks. kan være egenskaben “Uansvarlighed”.

Skyggen kan gemme sig på mange måder, blandt andet som en offerrolle, der bruger kneb til at vige udenom, i stedet for at indse behovet for, at tage sin uansvarlighed hjem og dernæst også indse, at ansvarligheden bor side om side, og at man altid har et valg.

Næste gang, du hører nogen undskylde sig med, at det også er fordi de er konfliktsky og ikke kan lide at gøre nogen kede af det/forlegne/vrede eller hvad det er, de er bange for, så fortæl dem, at det netop er en måde at gøre folk kede af det, og ofte faktisk nogen, der ikke er en del af konflikten, fordi de involverede parter, ikke vil tage deres ansvar.

Er man til gengæld ægte “konfliktsky”, så vælger man at håndtere de evt. konflikter, man møder i sit liv. Bl.a. ved at at byde dem velkomne, fordi de altid er en åben dør til større udvikling og til at udvikle evnen til at håndtere ting på flere måder, end ved bare at undgå dem.

Hvilket spejl, er du for dit barn?

Der er – absolut – ingen fejl i dit barn. Hvis du synes, at der er fejl i dit barn, så kan du være fuldkommen sikker på, at det kun er de “fejl”, som du selv dybest set tror og er bange for, at du indeholder.

Den gode nyhed er, at så snart du stopper med at se dig selv som fejlbehæftet eller ødelagt, så vil du heller ikke længere se det i dit barn. Men i stedet for, vil du kunne se både dig selv og barnet, som de fuldkomne sjæle, I er.

Hav altid de bedste forventninger til andre mennesker, og insister på at se dem som stærke, kærlige, dygtige, kloge og hvad du ellers, sætter værdi i, og forvent af dem, at de er det. Uanset, om de selv vælger at leve op til det, eller ej. Det er ikke dit ansvar eller problem. Men sådan, vil du altid se det bedste i andre mennesker, og uanset om de begynder at kunne se det samme i sig selv, eller om de vil trække sig for at leve op til det lave selvbillede, de insisterer på at have, så har du ubetinget elsket det bedste, du kunne. Og det er ægte succes.

Et barn, der vil se sig spejlet som sit bedste udtryk, af sin mor eller far eller sin lærer, vil dog altid vælge at leve op til det billede, fordi det indeni ved, at det er sandheden om, hvem det rigtig er.

Det er meget lettere, at elske et barn ubetinget, end en voksen, der først skal lære at have den kærlighed til sig selv. Men vi kan gøre vores bedste, og altid spejle det mest kærlige billede tilbage til andre mennesker, så de med tiden, måske, vil kunne begynde at se det i sig selv, igen.

Vil du gerne være normal?

 

 

At noget er normalt, er ikke det samme som, at det er naturligt eller sundt.

Når vi får et barn, så er det vigtigt for os, at føle, at barnet udvikler sig normalt, men i takt med at det vokser op, så holder vi ofte fast i, at det fortsat skal være normalt, før vi kan føle tryghed – og så kommer vi nemt til at tænke og leve i konventionelle kasser, samt også at putte vores barn ned i en kasse, der skal hedde “normal”, og så afskærer vi let både for vores og for barnets egen naturlighed, som det har brug for at kunne leve i en tæt pagt med, for at kunne udvikle sig i sin egen trivsel og balance.

Derfor, så tænk over, hvor ofte du bruger termen “normal” for noget, som enten du gør eller dit barn, og om det bidrager til det gode og kærlige for dig selv og dine kære, eller om det blot er en undskyldning for, ikke at ville tage ansvar for at tænke selv og turde stole på dig selv, udenfor fællesskabet. Om du har mere brug for at forbinde dig med din medfødte naturlighed, der altid er i dig, og som ingenting har at gøre med at kigge udad, for at finde det “normale”, som blot betyder normen – men i stedet begynde at se indad, for at finde dig selv og din egen stemme og natur, og kan støtte andre i, at gøre det samme.

At leve og gøre, ud fra hvad der er normalt, betyder som oftest, at følge flokken. Men det er absolut ikke altid det bedste at gøre. Det er langt mere konstruktivt, at finde sin egen natur inden i, og så følge den, hvilket endnu ikke normalt for de fleste mennesker, at gøre.

Vi er vores følelser

Følelser er noget af det vigtigste, at have et sundt og naturligt forhold til, for at kunne leve som et lykkeligt og robust menneske. Hvis vi ikke har det godt med alle slags følelser, må vi lære at få det. Det er ikke vores børn og andres opgave, at skjule deres følelser, for at vi ikke selv behøver at forholde os til dem. Følelser er som havet – det beder vi heller ikke om, at skulle være mindre eller mere, end hvad det er.

Hvad som helst, der bliver undertrykt, vil få brug for at skabe et modtryk. Det behøver ikke at ske, hvis alle følelser bliver respekteret og set for, hvad de er; budskaber om noget vigtigt.

Brug billeder, når du taler med børn

En morgen, på vej i skole med to skønne, mindre piger, talte vi om “nøgne” ting, såsom bl.a. pubertet, menstruation og andre naturligheder.

Det førte frem til, hvor vigtigt det er, at turde sige ordene højt, både af følelser og blufærdigheder, og vise os for hinanden ude i dagslyset, som vi virkelig er. Fremfor at gemme noget indeni, i mørket, hvor det kan gøres forbudt, mærkeligt og ensomt.

Brug rigtig gerne enkle billeder og symboler – som her med dagslyset udenfor og mørket/frygten, indeni – når du taler med dit barn om komplekse ting, da det er en verden, som de intuitivt forstår, igennem deres fantasi. Børnene forstår meget lettere, hvad vi så siger og fortæller.

Vi voksne har derfor enormt brug for vores fantasi, så vi kan komme i øjenhøjde med vores børn og også kunne tage de sværere samtaler, fremfor at vi lukker ned for deres fantasi, bl.a ved at lade dem spille i timevis hver dag og se ligegyldige, hjernedøde serier på Netflix o.a.

Eventyrfilm og eventyrhistorier, er en berigende kilde af terapi, der kan bruges i alle aldre, og som har eksisteret i flere tusinde år, før der fandtes psykologer, terapeuter og coaches. Jeg bruger meget eventyrsymboler, uanset om jeg taler med mine børn, kæreste eller klienter, da det ofte er den mest intuitive indgang til hjertet, uden om hjernen.

Vi er her for børnene

Jeg er kommet frem til at have blot et eneste perspektiv på, hvad vi voksne skal være for børn, og jeg fortæller det til børnene herhjemme, så de aldrig skal være i tvivl om, hvordan ansvaret er fordelt.

Jeg ser så ofte, at der er voksne, der ikke helt kan skelne imellem, om de nu er blevet voksne eller faktisk, på mange umodne måder, stadig opfører sig som børn, og som børnene må underordne sig – og jeg ved på egen krop, hvor stærk et barn, man så skal blive og være, når de voksne ikke vil være det. Men det har negative konsekvenser for barnets glæde og udvikling og barnet kan ikke trives, men må i stedet finde metoder til sin egen overlevelse.

Som jeg ser det, så er vi voksne her udelukkende for at passe på børnene – vi er her, for at skabe omgivelser til dem, som de kan vokse op i, der fremmer dem, vækster dem, elsker dem, plejer dem, passer på dem, aer dem og ser dem, som det de er – vores vigtigste arv til Jorden og de næste generationer.

Min bonusdatter sagde sødt til mig, at vi også var her, for at nyde livet. Ja, selvfølgelig – imens vi tager os af børnene og gør vores opgave og tager vores ansvar, så børnene ikke skal tage det. Vi skal også tage ansvaret for at elske og pleje os selv, men det er også i den henseende, at så kan vi bedre tage vare på vores børn og alle andre børn, som krydser vores vej.

Vi bliver nødt til at opfordre og hjælpe os selv og hinanden til, at ville tage den fulde voksenkappe på begge skuldre, så vores børn og nærmeste, ikke skal tage det ansvar, der er vores.

Vi har givetvis ikke lært det af vores egne forældre, der måske var mere optaget af sig selv og deres smerte, fremfor at sørge for, ikke at give den videre til os, men vi HAR muligheden for at kunne gøre noget andet, som de ikke kunne.

Jeg ønsker for børnene, at deres voksne vil finde modet til at vågne mere op og turde se både sig selv og børnene, som de uskyldige væsener, de er og at det ikke er deres lod, at bære på de voksnes smertefulde bagage.

Men arbejder med deres sårede ego, (Skyggen) og lærer, at sætte den bagage fra sig, for i stedet at kunne tage sit barn i sine arme og give det sin fulde kærlighed og nærvær.

Derfor “spiller” vi gamle situationer igen og igen

Efter at have puttet mine børn i går aftes, ordnede jeg køkkenet efter aftensmaden, og så gik jeg ind til min datter igen, for at sige undskyld.

Lige inden hun skulle sove, ville jeg vise hende noget, jeg havde fundet på nettet, fordi jeg ville hjælpe hende, med et problem, hun har.

Hun afbrød mig med et kritisk spørgsmål og jeg kunne mærke hendes frustration blev lagt over på mig, fordi hun er utryg over det, vi talte om. Og så blev jeg irriteret på hende, og sagde, hvorfor hun skulle blive så hurtig vred på mig, når jeg nu prøvede at hjælpe hende?

En situation, vi har spillet mange gange. Men for første gang, i stedet for at tage den til sig, som hun desværre har haft gjort, så kiggede hun direkte på mig og sagde, “og det siger du!!”

Hun bliver 13 år lige om lidt, og jeg forstod i det sekund, at hun nok fremover vil spejle mine egne skjulte sider, mere direkte og verbalt, fremover. Og tak for det.

Så da jeg havde tænkt lidt, henover opvasken, så gik jeg ind til hende, for at sige undskyld, og fortælle hende, at hun havde ret. Jeg kan blive hurtigt sur og irriteret. Og hun nikkede og smilede, og jeg kyssede hende godnat igen.

Jeg reagerer nemlig, når jeg ikke føler, at den hjælp, jeg tilbyder dem, jeg elsker, bliver modtaget, men at de synker endnu mere ned i en offer-rolle, og deraf yderligere overlader ansvaret for deres trivsel, til mig.

Men jeg indså, da jeg stod og vaskede op, at det ikke handler om min datter, men om mig selv som barn, der så ofte prøvede at hjælpe en voksen i mit liv, men aldrig kunne. Det blev ikke bedre, og den voksne holdt fast i sin offer-rolle og jeg følte mig magtesløs og ikke god nok – det var DEN situation, der udspillede sig for mig igår aftes, sammen med mit barn, men hun har været en ufrivillig del af et fortidigt minde, som var fra lang tid før hende.

Jeg tror efterhånden fuldt ud på, at alle vores konflikter med andre, altid kan spores tilbage til vores barndom, hvor en såret følelse er opstået og gentaget, til den har sat en krog i os.

Men vi spiller situationen, igen og igen, indtil vi har forstået, at slippe den og tilgive. Som et fortidigt skuespil, der gentager sig, men nu sammen med nye mennesker, som vi enten elsker, eller kan have et mere anstrengt forhold, med.

Det er ikke “bare” drænende konflikter, og hvor vi holder fast i, at den anden skal ændre sin adfærd, før vi kan have det godt og vi føler os elskede. I stedet, kan vi se dem, som kærlighed, hvor vi tilbyder hinanden frihed og klarhed, til at kunne leve vores liv, som vi er født til.

Jeg blev igår klar over, at jeg har haft gentaget en fortid med min datter, og som jeg hidtil har haft troet, også handlede om hende. Jeg kunne pludselig se, at jeg ikke længere sidder i den situation, og at mit liv er noget helt andet. Klarheden gjorde, at jeg kunne ændre den konflikt, som jeg engang har haft, og sætte både mig selv og mit barn, fri.
Og blive mere voksen, fremfor at fortsætte med at være det barn, som jeg havde været i denne situation, og som jeg ikke havde vokset i …

I stedet for at prøve at ændre de mennesker eller omstændigheder, som vi reagerer negativt på, så kan vi ændre vores egen reaktion; så behøver vores børn og partner ikke længere at udspille dramaet sammen med os, for at vi kan heale det og frigøre os. Men vi kan i stedet være os selv, som vi rigtigt er, og elske hinanden. Og kunne vide, hvad både de og vi, i virkeligheden har brug for, i klarhedens lys.

– Cecilia

Vigtigheden af vrede

At føle vrede og afmagt, er et tilsagn til os om, at vi har fjernet os fra den, vi i virkeligheden er indeni – som elsker og føler værdsættelse for andre og livet.

 

Der er forbundet meget skam med, at blive vred, da det er en af de følelser, som et barn oftest får at vide, er forkert. Som det skal “slappe af med”, “gå ind på sit værelse, med”, “overreagerer med”, er et “temperamentsfuldt barn” osv. osv.

 

Der er mange måder, at dømme og sætte labels, på et lille barn, der blot reagerer naturligt, fordi det måske for længe, har fået sine grænser overskredet. Samme funktion går i gang, når vi er blevet voksne, men alt efter, hvordan vreden blev håndteret i den familie, som vi voksede op i, vil vi stadig i mere eller mindre grad, føle skam.

 

Men selvom vrede er et udtryk for, at vores sårede, ego, ser på en situtation anderledes, end vores højere selv, så er det stadig dybt nødvendigt, at kunne blive vred, uden skam – jo mindre skam, jo mindre vil vreden gå ud over andre, men være den nødvendige kraft, der skal til, for at kunne få os tilbage på sporet.

 

Se det som, hvis du for længe har hørt musik på en lydstyrke, som passer til de andre mennesker omkring dig, men den passer ikke til dig. Og den bliver mere og mere til en irriterende mumlen, uden funktion og værdi, for dig – så til sidst kan du blive nødt til, at skrue ret højt op for lyden, for at du også kan finde ud, hvad du vil høre og på hvilken lydstyrke, du har brug for. Og måske, så andre også kan høre dig.

 

Når vi føler det, som at vi skrider lidt i vores velbefindende, så se det som, at det altid udelukkende handler om, at finde dit velbefindende, igen.

 

Vi er alle forskellige, men jo mere, vi er klar over, hvad vores behov er, og andre også kender dem, ligesom at de kender deres egne, jo lettere er det, at have gode relationer. Med respekt og kærlighed.

 

Kærligst
Cecilia

Det her, er DIN business

Det kan nogle gange føles lettest, at lade det lille barn få lov til at bestemme en masse, såsom sengetider, maden på bordet, sit tøj, uanset årstiden, hvem det vil sidde ved siden af, osv.

Og når barnet så vokser op og bliver teenager, vil forældrene nu måske gerne bestemme, i forhold til alkohol, sex, hjemmetider … Men så er løbet kørt.

Et barn, har meget brug for at kunne mærke sine forældre, og det kan det kun, hvis de kan finde ud af, at bestemme i hverdagen.

Det skal ske i omvendt rækkefølge, at barnet får udviklet sin bestemmelsesret; som lille, små beslutninger, og som større, større beslutninger.

Men vi beder tit børn om, at være og opføre sig, for at vi selv kan have det godt. Deriblandt, at lade vores barn tage beslutninger, som kun vi, har ansvaret for, at tage. Hvis vi har et blind spot i vores skygge, f.eks. i forhold til, at turde lade vores barn protestere, blive ked af det eller vred, så kan vi undgå det ved, at føje vores barn.

Men vi skal turde, at bryde kærlighedsbåndet fra vores barn, og stå i stormen, så længe, det varer. Og kærlighedsbåndet vil blot blive endnu stærkere, når vi tør det.

Hvordan skal barnet ellers lære, at det er trygt, at kunne føle sig sårbar, vred og utilfreds, hvis dets forældre gør en masse for, at det ikke må føle det …

Dit barn vil kun kunne føle sig mere tryg, sikker og elsket, når du er sikker og ved, at kun du, har ledelsen.

 

Og hvad der er dit barns, business:

 

Lad dit barn have sin egen ledelse i forhold til sine følelser. Dem, kan du til gengæld kke bestemme over, for de er aldrig, og har aldrig nogensinde været, din sag.

 

Kh

Cecilia

Skyggen i forældreskabet

 

Alle mennesker, bærer en skygge med sig, som ikke er bestemt af det fysiske lys og mørke, men af vores eget indre, lys og mørke.

Den er med til at bestemme, hvordan vi er sammen, med vores barn. Og jo mere ubevidst, vi er omkring vores skygge, jo mere magt har den, og dit barn vil opfange den og blive præget af den.

Hvis vi f.eks. har en skygge, der fortæller os, at verdenen er et farligt sted, så vil vi også sende den energi til vores barn, også selvom vi måske prøver at lære det, at verdenen er et trygt sted. Har vi en skygge, der er meget frygtsom, får vi givetvis også et frygtsomt barn. Har vi en skygge, der er meget vred, vil barnet spejle meget vrede til os. Har vi en skygge, der er meget offer-agtig, vil vores barn spejle den side, til os.

Skyggen er den del af os, som vi ikke vil være ved og tage ejerskab over, fordi vi har skabt en historie om, at sådan er vi ikke.
Læs hele blogindlægget. »

Den letteste måde, at elske på

En af de måder, jeg i hverdagen viser mine børn, at jeg elsker dem, kan f.eks. lyde sådan her:
•  Du er dejlig
•  Du er skøn
•  Du er smuk
•  Du er sej
•  Du er vidunderlig
•  Du er fantastisk
•  Du er talentfuld
•  Du er stærk
•  Du er elsket

 

Det kan være svært, at sige disse ord til sit barn, hvis man selv lever under et meget lille lys indeni- men kan vi bære, at rumme lyset i os, så er det i den verbale form, vi oftest viser vores kærlighed, på – ved at italesætte og spejle de lyse egenskaber i barnet, tilbage til det.

Men kærlighed er ikke ord, kærlighed er en vibration, – en følelse – som de færreste af os ved, at vi selv kan skabe i os, bevidst – uden det betingede behov for, at andre fortæller os, at vi er dejlige osv.
Læs hele blogindlægget. »

Derfor mediterer jeg med mine børn + tilbud på meditationer

Da jeg var barn, blev jeg nødt til at lære, at det var nødvendigt at have alle mine antenner ude, for at beskytte mig selv imod en voksens fysiske og psykiske vold, som kunne komme som et lyn fra en klar himmel.

Nogle af de mere hårde erfaringer, der kan være i et barns sjæl, kan ikke repareres og fixes, uanset hvor voksen, man end bliver og tænker “logisk” om, hvorfor det skete. Så de bliver en fast følgesvend, samlet til en indre trold, der meget gerne vil lave ballade og støj, alt efter hvor meget kontrol, vi har med den.

Troldens larm vil stilne af, når man begynder at elske sig selv mere, men nogle oplevelser er så dybe, at man må acceptere, at skulle leve sammen med en trold, der nemt kan skabe ballade, uanset hvor meget kærlighed, man giver sig selv.

Men man kan lære, at ae trolden mere med hårene og dermed berolige den, med en enkel daglig praksis.

Da jeg for efterhånden flere år siden, skrev meditationer ned til mine børn og begyndte at læse dem højt for dem, opdagede jeg, at de lige så meget hjalp mig til at finde indre ro, som de gjorde for dem, når de ikke kunne sove, efter en overstimulerende dag.

Et barn har sine egne bekymringer, som de kan gå og tumle med, i deres livs op – og nedture. Med tanker omkring skolen, og om hvordan deres forældre har det (hvilket, de tænker meget over, hvis vi ikke selv kan passe på os), og om deres venner nu kan lide dem osv., kan fylde meget for et lille barn.

Men de kan lettere håndtere disse tanker og følelser, hvis de bliver hjulpet til at finde ro indeni og dermed berolige, deres indre trold.
Læs hele blogindlægget. »

Når dit barn siger nej, har du bedt det om at sige for meget, ja

Når dit barn siger NEJ til noget, så lad være med at tvinge, lokke og overbevise det om, at det skal sige ja. Heller ikke selvom du måske synes, at det ville give rigtig god mening og gøre tingene lettere, for dig.
 
Fordi, jo mere vi ønsker, at vores børn skal sige ja til os, til deres omgivelser og livsvilkårs ønsker og krav – jo mere ensporet kassetænkning er vi på vej ud i, at lære dem.
 
Og hvis du er en forælder, som ønsker mere bevidsthed, og at dit barn også skal kunne leve sit liv præget af bevidsthed, så bliver du også nødt til at acceptere, når barnet siger nej.
 
Det er ikke ensbetydende med, at det så bare skal lade være med at gå i skole, spise sin sunde mad eller blive længe oppe i hverdagen; men hvis du har et barn, der siger nej til mange ting, så kan det meget sandsynligt være fordi, at du har bedt det om at sige ja, ALT for mange gange …
 
Så her må du finde ud af, at give plads til flere nej-er;
 
Hvilke ting, strukturer og rammer, bliver der trukket for meget ned over dit barns egen indre styring og ønsker?
 
Og hvor henne, kan/skal I derfor ændre nogle vaner og regler, og give mere slip på konformen og kontrollen?
 
Du vil opdage, at det givetvis er ting, som også vil komme dig til gode, og give dig mere energi, lethed og glæde.
 
For hvis du selv har sagt ja, til alt for mange ting, fordi du ikke kan finde ud af at sige nej, så må dit barn jo gøre det for dig. Eller din partner, for den sags skyld.
 
– Cecilia

Når vi kan være i os selv, kan vi være hos andre

Når man er vokset op med vold på ens krop og ens psyke, så vil der altid være en smertefuld præmis, man er her i verdenen, med.

En præmis, som jeg også kender til, og som altid vil følge mig, uanset hvor meget, jeg arbejder med mig selv og vender mig om, for at se den lige i øjnene.

For nogle af de hårde erfaringer, der er i et barns sjæl, kan ikke repareres og fixes, uanset hvor voksen, man så end bliver.

Men man kan blive meget mere BEVIDST, som menneske og i stedet for at se sig selv, som forkert, så genlære at elske sig selv, som den man er. Og invitere de smertefulde dele, som vi har prøvet at flygte fra, til at være med, lige ved siden af os.

For hvis vi byder det inden for den dør, som vi ellers har haft lukket i – og prøver at møde det med nysgerrighed og en fremstrakt hånd – så kan vi måske enda komme så langt, at kunne værdsætte det.

Ikke at det var i orden, at det skete, men fordi vi ikke kan gøre andet end, at leve imod det eller med det.

Den vilde del i os, som engang er blevet såret, nedgjort og hånet, men som vi så meget har brug for, er vores eget ansvar at finde ud af at komme hjem til igen, samt at lade den komme hjem til os.

Og når vi accepterer den smertefulde del af vores psyke, så kan vi gøre den til en allieret, og bruge den som en stor kvalitet, både som forælder, partner og som veninde/ven.

Fordi, når vi kan se og rumme vores børns og andres sårbarhed, deres vrede og deres smerte, kan vi også være tilstede og nærværende med dem.

Når vi ikke længere behøver at flygte fra os selv, så kan vi blive hos andre – også hvis vores barn raser, slår og skriger af os.

Vi kan kun være og give ægte styrke og kærlighed til andre, når vi kan blive hjemme hos os selv.

– Cecilia

Vi har de evner, som vi skal bruge

Min søns spilleglæde, inspirerede mig på et tidspunkt til, at jeg nu ofte bruger ordene “Skill”, og “Level”, når jeg ønsker, at han forstår formålet med at dygtiggøre sig og lære nye ting i skolen og øve sig, selvom det kan føles svært.

På samme måde, som at vi har brug for at tilegne os værktøjer, for at kunne bevæge os videre fra det level, vi er på.

Vi får udfordringer, som er muligheder for at give os nye skills og evner, og når vi føler, at noget er uoverskueligt, så kan det være, at det er fordi, der er nogle ekstra værdifulde skills, som vi har brug for at tilegne os, før vi kan bevæge os videre til næste level.

Det kan også nogle gange se ud som om, at lige så snart vi er færdige med et level og tror, at nu kan vi lige lægge os lidt ned og trække vejret, ja så kommer der bare en ny udfordring, der kræver, at vi skal udvikle endnu flere skills.

Men hvis vi ser det, som at vi altid er på vores vej, og jo mindre vi sætter modstand og barrierer op, jo lettere bliver det, at tilegne os de nye evner, som booster os og kan inkasseres til vores værktøjskasse. Eller give os følelsen af en raketmotor eller et usynligt skjold, der virker ekstra powerfuldt, i intense perioder.

Jeg tror på, at hvis vi vælger, at se det mere som en leg, så vil det også begynde at føles, mere som en leg.

Vores børn kaster sig med glæde ud i at nå højere og højere levels, velvidende, at det ikke altid er let – og bliver det for let, så vil de hurtigt komme til at kede sig og finde et nyt spil, der vil udfordre dem mere …
Læs hele blogindlægget. »

Følelserne er dit barns vigtigste guide

Følelserne, er din indre guide, der altid og hele tiden fortæller dig, hvad du lige nu er i gang med at skabe, i din fremtid.

Derfor er det følelserne, jeg er aller mest opmærksom på, både i mig selv og hos mine børn.

Børnene skaber også hele tiden deres fremtid, og de er født med deres eget indre system, som guider og vejleder dem til, hvor deres vej og glæde, er.

Derfor er det så vigtigt, at vi imødekommer børn i deres følelser.

Fordi, hver gang, at vi gør barnet forkert, når de er vrede eller kede af det, så lærer vi dem også, at de ikke kan stole på, hvad de føler.

Og alt efter, i hvor høj grad, at man ikke længere stoler på sine følelser, afskærer man sig mere og mere fra sig selv, og livet vil komme til at føles, som at køre med en gps, man ikke lytter til, men kører på må og få, forvirret og rodløs.

Men imødekommer vi barnet og deres følelser, så lærer de, at det ikke er farligt at føle vrede og sorg, og at de ikke behøver, at gemme det væk og skjule det, inde i deres inderste, af frygt for, ikke at blive elsket eller være til besvær.

Dit barns følelser er den vigtigste ressource, det er født med, til at kunne skabe sig et godt liv.

Det er ikke barnets ydre succes, som karakterer og uddannelse, der giver det et liv præget af glæde, kærlighed og flow.

Det er graden af dets indre succes, som er, at have klarhed om, hvad det føler og at kunne lytte til sig selv.

Har du et barn, der allerede gemmer flere af sine følelser væk, så kan du øve dig i, at aflæse dit barns ansigtsudtryk, og blive ved med at række en hånd ud, indtil det igen har tillid til, at dets følelser er ok, også for dig.

Et barns glæde og kærlighed, kan vi også komme til at ville dæmpe, hvis vi har svært ved selv at rumme disse følelser, og dermed ubevidst, skubbe vores barn ned i sin høje energi.

Det sker helt automatisk, når vi ikke er bevidste om, hvilke følelser, vi selv har begravet og gemt væk.

Der er altid en årsag, til dit barns opførsel

Det kan føles dybt frustrerende, når børn reagerer og handler på måder, som vi ikke forstår, og måske selv har lært, at vi ikke må.
 
Men i de situationer, hvor vi umiddelbart har mest lyst til, bare selv, at reagere og impulsen er, at få barnet til at indordne sig under vores regler igen, som vi og som samfund, har sat op, så husk, at et barn gør aldrig noget, uden at der er en årsag.
 
Så i stedet for, kun at fokusere på, hvad barnet har gjort, så overvej i stedet for, hvorfor barnet mon gør, hvad det gør? – Og så plej barnet i dets oprindelige behov, som der er den egentlige grund til, at det måske reagerer udad, såsom med vrede, slår, råber, græder, driller, vil ikke spise, vil ikke sove, taler grimt etc.
 
Der ligger altid et behov bagved, der i virkeligheden handler om, at det mangler, at føle sig set og at føle sig forbundet med dig, så det igen kan føle sig elsket og dermed føle tryghed.
 
Dit barn, er din læremester, og det er i en relation med dig, for at lære dig, hvad ubetinget kærlighed er; som altid og kun handler om, at kunne se bagved handlingen og i stedet se barnet, som det virkeligt er, og med al sin kærlighed til dig.
 
Børn elsker deres forældre så højt, at de hellere vil gøre sig selv forkert, end se, at det er moren og faren, der gør noget forkert, når de råber, skælder ud, tager afstand og er nedladende, uanset hvor velmenende og nødvendigt, vi kan bilde os selv ind, at det er.
 
De skyklapper, bliver vi nødt til at tage af, men vi tør ikke, fordi vi er bange for, at vores hjerte så brister, hvis vi virkelig indser, hvordan det selv føltes for os, da vi var børn og blev overset i vores behov for kærlighed og at blive ubetinget elsket, af vores forældre.
 
Og hvis vi ikke blev mødt i det behov, dengang, så vil vi søge det hele livet, i vores andre relationer, indtil vi en dag forstår, at hvad vi ikke selv fik, må vi nu give os selv:
 

Ubetinget kærlighed, som betyder, at vi rummer os selv, som den, vi er, med al vores uperfekte, perfekthed og lytter til vores hjerte, med hvad det har brug for, af omsorg og pleje. Deri, vil vi kunne komme hjem til os selv og først da, også rigtig hjem til vores barn.

 

Kærlig hilsen
Cecilia
download

5 essentielle tips til, at få en sammenbragt (og enhver anden) familie, til at trives

Det er udelukkende kun i os selv, at vi kan mærke kærligheden, og hvad den vejleder os til, med sin klarhed og lethed.

At skulle få en sammenbragt familie til at fungere for både børn og voksne, har været min største udfordring, som mor og som voksen og som kæreste, og jeg er blevet endnu mere bevidst om de værdier, jeg bliver nødt til at holde fast i, for at kunne blive i mig og på min vej, og lade andre gøre det samme:

 

1) Især aktuelt her i Julen: Vær åben overfor, at der sker forandringer i dit liv, og at familien aldrig vil blive på samme måde, som i dit tidligere forhold. Dynamikken i en familie vil altid blive helt anderledes, med andre mennesker. Spørg i stedet for nysgerrigt ind til input fra dine nye nærmeste, i stedet for primært at fokusere på, hvordan det plejede, at være. Udvikling kan gøre ondt, når vi er bange, så husk, at din natur er, at lære nyt.

 

2) Vær opmærksom på din vejrtrækning og tag dybe vejrtrækninger, når du kan mærke, at du føler spænding i kroppen og frygt. Sig til dig selv, at det nok skal gå. At alt er, som det skal være. At det er en proces, og at du ikke skal klare det alene, men får den hjælp, som du har brug for.

 

3) Se på både dine egne børn og dine bonusbørn, med lige meget kærlighed. Hvis du ikke kan det, så er det fordi, du selv skal øve dig i, at mærke kærligheden i din krop, da det er her, den er, og ikke i dit hoved. Alle børn er lige elskelige! Det er aldrig dem, der skal gøre sig fortjent til at blive elsket, det er dig, der skal forstå, at DU er så værdifuld, at du allerede er overflod af kærlighed. Stil din indre radar ind på følelsen af at elske, og hvis du ikke så let kan mærke den, så træn det igennem fokus og meditation. Så vil din evne til at elske, med tiden blive ubetinget, både til dig selv og til andre.

 

4) Mist ikke dig selv, i et behov for at styre og kontrollere. Uanset hvor trygt, det umiddelbart vil føles, at have roret, vil det kun have modsat effekt. Når vi prøver at styre, mister vi i sidste ende vores egen styring og ved til sidst ikke, hvad der er op og ned, og hvad der er vores vej. Så sig til dig selv, når du kan mærke, at du prøver at styre for meget, “Jeg slipper i tillid og tryghed.” Tag god omsorg for dig selv og ikke kun for alle andre. Få din søvn, spis sundt, gå ture og få frisk luft. Find bøger og film, du kan grine af og leg med din elskede!

 

5) Tænk grundigt over det, før du klager til andre, over f.eks. eks-er, kæresten og alt det, der ind imellem kan føles uoverskueligt i, at få to tidligere familier, til at blive, som een ny –  især før du selv har en vis fornemmelse af klarhed og løsning, på en evt. udfordring. Selvfølgelig kan vi bede om, at blive lyttet til og møde forståelse fra mennesker, der tror på os og kan finde ud af at opmuntre og sige, at det nok skal gå, når vi ikke hele tiden selv tror på det – men hvis vi deler ting, for blot at skabe drama og taler nedsættende om andre, fordi det kan føles som samhørighed og velkendt, så er det, som at tisse i bukserne; det bliver meget hurtigt koldt og klamt, og sætter en negativ spiral i gang i dit liv, i hvis energi, der ikke er meget styrke og kærlige løsninger, at finde.

 

Jeg spurgte også min kæreste, om han havde nogle input, og han syntes, at det, at han havde været helt åben overfor mine børn og ikke tænker forskelligt om dem og sine egne, har været vigtigt. Samt, at acceptere savnet af børnene, men med det positive fokus på, at kunne glæde sig til at se dem igen.

 

Jeg skriver snart nogle flere input til, at få succes i sig selv og dermed i sin familie, uanset om den er sammenbragt eller ej.

 

Nyd nu Solen og lyset i dag, da den bl.a. er helt fantastisk til de indre dæmoner, for at de kan omformulere sig.

 

For din succes,

– Cecilia

 

 

Sådan får du balance

Jeg hørte for nyligt et interview med en amerikansk kvinde, som sagde noget indsigtsfuldt omkring det, de fleste af os har svært ved at nyde, nemlig at være i vores krop.
 
Og derfor langt mere lever vi i vores hoved, med alle mulige metoder til at dulme alt, som føles svært og ubehageligt i kroppen.
 
Efter livskrisen, som jeg fik efter min skilsmisse, kom alt til at handle om balance, om det så var i mit hjem, i mine relationer, i min fritid og med min kæreste, og jeg troede, som kvinden i interviewet også havde gjort det, at mit liv kun var i balance, hvis jeg kunne eliminere presset omkring mig.
 
Og jeg græd og brød sammen, hver gang jeg følte, at nu blev presset for stort, og jeg kunne ikke holde til det, fordi der var for meget “ubalance”.
 
Men som denne kvinde fik en indsigt om i en yoga-time, hvor hun lærte om balancen i sin krop, så er balance i livet netop, at der bliver skabt et pres omkring os.
 
For at vi fysisk kan holde balancen på jorden og ikke vælter, skabes der et pres op igennem vores ben, da balance lader sig gøre ved, at kræfter presser sig sammen om et objekt.
 
Og det er lige præcis det, som livets evige pres gør for os, det holder vores balance …
 
Vi bliver presset OG grounded i vores krop, igennem kærlighed, arbejde, venner, udfordringer, og på den måde holdt i kroppen og i livet.
 
Vores krop UNDERVISER vores sind, ikke omvendt – det er ikke meningen, at vi skal “flyve” væk i vores tanker og i lyserøde bobler af dagdrømmeri og åndelighed og spiritualitet, men at vi først og fremmest skal opdage kærligheden i, at være fysiske.
 
Som er, at være menneske, i kød og blod og at kunne eksistere i kaos, ved at vi finder den indre ro indeni, bl.a. igennem meditation.
 
Og derfra at overgive sig til at nyde sex, mad og kunst og acceptere at få knubs, fordi det er tilladt, at slå sig – som betyder, at kunne tåle og rumme følelser, både de dejlige og de ikke-så dejlige.
 
Vi skal ikke lede efter meningen med livet, ved at søge opad og udad, men indad. Det er lige foran næsen på os, og det lever igennem os og i kraft af os.
 
Når mine børn trigger mig og jeg er træt og udmattet og frustreret, så er det lige så meningsfuldt, som når jeg føler mig, som den bedste mor og vi har det fantastisk sammen.
 
Tro på, at du lever dit liv præcis, som det er meningen, at du skal gøre det. Der er ikke noget, der skal fixes, heller ikke din krop eller dine følelser, eller andre mennesker. Ubetinget kærlighed er, at kunne se alt det smukke der er i dig, i dine medmennesker og i livets op – og nedture, som er din balance i livet.
 
– Cecilia
 
 

Walk the Talk …

integrityAt have levet ti år i kernefamilie, med to børn og mand, til i halvandet år, at være enlig mor med to børn, og til nu at blive en sammenbragt familie, med fire mindre børn og to eksér, der vitterligt fungerer og føles, som succes for os alle … har lært mig så meget ydmyghed, styrke og indsigter, som intet selvudviklingskursus/uddannelse eller alverdens bøger, nogensinde ville have kunnet givet mig.

 

Og jeg begynder i sandhed, at kunne føle mig som et bevidst menneske, der “walks the talks”.

 

Det er ved at leve vores liv, som netop er at gå højt og gå lavt, falde og slå sig og til at føle sig, som toppen af poppen, at vi opnår alt det, vi i virkeligheden ønsker os; Det er DET, der er kærligheden, for det er kun sådan, at vi kan blive bevidste om den og opdage, hvad den helt reelt, betyder for os.

 

Vores ydre verden afspejler vores indre, og når vi ikke er tilfredse med, hvad vi ser udenfor, uanset om det er privat i vores egne gemakker, eller noget der sker globalt, så kan vi kun se indad, hvis vi virkelig vil ændre noget.

 

Vi kan ikke skabe fred og kærlighed, hvis vi ikke sørger for at prioritere det dagligt, fra vi står op, til vi går i seng.

 

Hvis vi ikke føler os som varme, venlige og medfølende forældre, venner og medmennesker, kan vi umuligt nogensinde skabe en anden verden, grundlagt på andet, end hvad vi føler mest, indeni.

 

Så hver eneste gang, at vi dømmer andre, dømmer vi også os selv, og vores verden. Og ja, det er pisse ego – irriterende, at vi ikke kan bruge andres våben og metoder, til også at tiltvinge os magt og kontrol og fjerne alt, hvad vi ikke kan lide, men vi kan ikke skabe mere kærlighed, ved at gøre det modsatte …

 

Jeg har altid lært mine børn, at lyset er mørket overlegent, kærlighed er tusind gange kraftigere end frygt, og jeg har ladet dem fysisk opleve, hvordan et mørkt rum kun kan blive optændt af lys, aldrig omvendt.

 

Ønsker du en verden med fred? Så start med at skabe fred i dig.

 

Dernæst i din relation med dine nærmeste, dernæst i din relation, med dine kollegaer og bekendte og dernæst de fremmede, du interagerer med, hver dag.

 

Det er ikke nemt, men det er ægte og den eneste succes, du nogensinde rigtig vil kunne opnå i dit liv. Også når det en dag, er blevet til den sidste tid, og du gerne vil kunne tænke tilbage på, om du gjorde en forskel for andre og din verden.

 

Til det, vil det klart blive et klart ja.

 

 

– Cecilia

Hvordan hjælper jeg mig selv, når jeg er urolig indeni?

Jeg har været enlig mor i knap to år, og selvom jeg nu har en fantastisk mand i mit liv, så har jeg stadig hovedansvaret for deres uger hos mig, ligesom han har for sine børn. Det tager sin fornødne tid, før to separate liv og familier, fletter sammen. Og både han og jeg har skullet holde tungen lige i munden i den proces, hvor gamle sår bliver helet, kærligheden blomstrer, og både voksne og børn skal trives og have en grundfølelse af tryghed og tillid til, at vores forhold er til glæde for alle, i vores sammenbragte familie. Også for børnene, selvom de ikke har bedt om det.

Nogle dage, er mere udfordrende, end andre, for sådan er livet jo skabt af op – og nedture, som i en rutchebane. Som børn, havde vi i opturen forventningen om det sjove, kildrende, men også angstfyldte ved tanken om, at det også ville gå nedad. Som voksne, synes vi ikke længere, at det er meningsfuldt med kontraster, for vi har lært, at når det går nedad, så er det utrygt og føles ubehageligt, men i virkeligheden tror jeg meget mere på, at det er nødvendigt for at have det fantastiske liv, eftersom det er i nedturene, at vi hver gang skaber vores ønsker, for livets opture. Vi kan derfor glæde os i forventningen om opturene, i stedet for at frygte nedturene.

Vi ville ikke kunne definere, hvad der føles som livets ecstasy, uden at mærke det modsatte. Og de mørke dage har jeg absolut også, selvom jeg er bevidst om, at skabe så mange opture inde i mig, som muligt. For den styrke og magt har vi, selvom vi ikke kan vælge, hvornår det føles svært og tungt, men vi kan ret langt henad vejen være med til at styre, hvor længe, de perioder, skal vare.

Så hvad gør jeg, i de dage hvor der er en konstant uro i mig, og hvor det virker som om, at jeg skal kæmpe, fremfor være i flow?

Jeg sætter mig ned, med lukkede øjne, hvor jeg nu er; om det er i køkkenet, i gang med at lave mad til børnene, også selvom det skal nå at være færdigt, så vi kan nå at spise i afslappet tempo, inden aften-ro og sengetid. Eller jeg går i bad, sætter mig på gulvet, og lader vandet skabe beroligelse i mig, også selvom jeg sparer på vandet, på alle døgnets andre tidspunkter. Som barn fik jeg tics, hvis nogen lod vandet løbe til ingen nytte.

Eller jeg tager en lur, måske finder noget “Abraham Hicks” på telefonen, fra Youtube, og ligger og lytter til det, og mærker min vejrtrækning. Og som det vigtigste, så taler jeg med mig selv. Jeg siger de beroligende ord, som jeg ville have sagt til mit barn, hvis det var overfyldt og angstfyldt. Ord, der får mine tanker til at slappe af, til at tro på, at alt er, som det skal være og se efter al det, der vitterligt fungerer i mit liv.

Selv sådan en ting, som at Jorden drejer rundt og Solen står op, hver eneste dag, uden at det er mit ansvar. Fortæller mig selv, hvad der i bund og grund er mit ansvar, og at det altid først og fremmest, er at sørge for, at jeg har det godt indeni, når jeg har brug for det. På den måde får jeg lukket munden på en eventuel skyldfølelse over, at jeg nu ikke gør de pligter, som jeg bør gøre, men tværtimod bliver meget bedre til at gøre dem, når jeg om lidt har fået mit overskud tilbage.

Hvis dit barn er ked af det, eller føler sig overbebyrdet og bange, ville du så sige til det, at det ikke betyder noget og at det bare skal tage sig sammen? Eller sige, at det skal sluge sine følelser med mad og slik eller begrave dem, med lektier og pligter? Lad være med heller at sige det til dig selv. Bed i stedet om at blive trøstet og få et knus, enten af dig eller af et andet menneske, du har tillid til.

Når jeg gør de her ting, så varer uroligheden og presset normalt kun en dags tid, fordi jeg tillader følelsen at være, lytter til den og tager mig af den. Er jeg faldet i søvn med tanker der bekymrer, så er jeg som regel i den samme energi, når jeg vågner, fordi vi slipper ikke det momentum af energi, som vi har fået skabt, inden vi falder i søvn. Det slipper først os, når vi gør noget andet. Derfor er det så vigtigt, for vores børn, i forhold til at lære, at de selv kan skabe sig indre ro og klarhed, ved at have nogle redskaber, såsom meditationer inden de falder i søvn.

Min datter havde for nyligt svært ved at falde i søvn. Hun skulle have en prøve i sin skole næste dag, som hun var utryg ved. Men om morgenen, var hun glad, og selvom hun dagen før ikke ville afsted, så var hun nu smilende og let. Hun fortalte mig, på vej afsted, at hun havde kørt sine meditations-historier på speed inde i hovedet, indtil hun faldt i søvn, og at det havde hjulpet hende rigtig meget. Så bliver jeg endnu engang så glad og enorm taknemmelig for, at jeg har lært hende, at det at meditere, også er for børn, og at hun har det i sin hverdag.

Hvis du også ønsker at dit barn skal meditere, så kan du læse mere her, om de meditationer, jeg skrev til min datter, da hun var 5 år gammel, og som hun stadig bruger, nu hvor hun er 11 år.

Kærligst

Cecilia

 

 

 

 

 

 

Børn, der tør tale

Jeg beundrer børn, der tør stå ved sig selv og sige de voksne imod:

– Når de ved, hvad der er deres fødselsret.

– Når de ved, hvad der føles rigtigt for dem.

– Når de ved, hvordan verdenen fungerer, uden at skulle spørge voksne om lov først …

– Når de ved, hvad der føles som kærlighed og mest meningsfuldt, for alle levende væsener.

– Når de ved, hvad der føles sandt i deres hjerte og ikke kan lade være med at fortælle det til andre.

Og Gud ja, hvor kan det provokere og føles frygtfuldt, hvis vi har et barn, der er så stærkt. For tænk hvis, jeg skal tage mit liv og mine vaner op til revision, og tage ansvar for de konsekvenser, det har.

Jeg har selv en dreng, der ikke et sekund i sit 9 årige liv har haft tænkt sig, at passe ind i en kasse, for at give de voksne fred og ro, medmindre det føles meningsfuldt for ham. Og jeg takker for ham hver dag. Også når jeg må bide mig selv i mig og tænke ud af boksen.

Det har altid været den letteste løsning, at give børnene mundkurv på, bestikke dem med slik, gaver, overlade dem vores bekymringer, eller endda prygl og hårde ord, eller hvad der nu er lettest for den enkelte. Som regel i forhold til, hvordan man selv er blevet kontrolleret og styret af sine egne forældre.

Stiller vi nok spørgsmål ved os selv, som voksne, og det ansvar vi har for at lade børnene være selvstændige, tænke selvstændigt og dermed stille spørgsmål ved den verden, som vi selv opretholder, hver eneste dag?

Skal børn være bange for at sige deres meninger højt eller skal de netop være en kilde til os om refleksion og inspiration, for at vi bliver nødt til at kigge bagved det, som vi i første omgang, ser som tryghed og forudsigelighed?

For måske blot at finde ud af, at det er fuldkomment falskt, og at ægte tryghed kun skabes ved, at vi viser os for hinanden, med al vores sårbarhed og forskellighed og talenter. Men børn tør kun vise det, hvis de får lov til at være sig selv, helt fra barndommen af.

Min sårbarhed og kærlighed

Jeg er mor til to mindre børn, blev skilt for to år siden, og jeg gik igennem en enorm dyb og smertefuld sorgproces, der fik mig til at gå ned med stress igen og igen. Min krop gav mig i mange måneder alle alarmer om overbelastning, som hjertebankning, svimmelhed, kvalme, depression, håbløshed, angst og træthed.

Men jeg kunne intet gøre, andet end at bede og meditere og sove, og når jeg engang imellem lige fik hovedet ovenover, så arbejdede jeg lidt og gjorde hvad jeg kunne, for at tage omsorg for mig selv og mine børn. Når jeg havde det værst, måtte jeg bede min eksmand om at have dem hos sig, selvom jeg var ved at gå i stykker af savn og skyldfølelse.

Det stod på i halvandet år, og jeg gik det overordnet igennem alene, uden at have nogle rigtig at tale med om det, som forstod smerten og derfor støttede og havde omsorg for mig. Min rolle har altid været at skulle hjælpe andre mennesker, og det blev jeg ved med, selvom jeg i stedet primært skulle have hjulpet mig selv. Fordi min overbevisning, siden jeg var barn, har heddet, “jeg må klare mig selv, og det kan jeg, fordi jeg er stærk, målrettet og stædig og jeg er også stærk nok for andre”.

Den overbevisning har jeg klaret mig igennem med igennem alle årene, siden en barndom med psykisk og fysisk afstraffelse og jeg måtte selv finde ud af at tage omsorg for mig selv, i rigtig mange ting, samt for de voksne i mit liv, for at de havde det godt.

Overbevisninger klarer os igennem meget, som allerførst giver mening, som en redningskrans der holder os oppe, for ikke at drukne, men en eller anden dag, så magter vi bare ikke mere. Det skete for mig, da jeg blev skilt, fordi jeg nu også fysisk var på egen hånd, og jeg blev stadig bekræftet i, at “hver mand må klare sig selv”, også selvom jeg i en lang periode var så meget på opgivelsens rand, at intet længere gav mening for mig.

Passioner, nydelse, drømme var væk. Jeg kunne ikke mærke kærligheden, og jeg mistede min stærke tro og håb på, at den eksisterede og at jeg endnu engang kunne klare mig selv igennem en svær livsperiode.

Mine kræfter var brugt op, men jeg kunne stadig sige til mig selv, at så længe jeg kunne stå på benene og trække vejret, så var der håb om, at noget kunne tage en drejning, ud af det mørke, jeg blev ved med at blive suget ned i. Og jeg fandt til sidst ud af min redning, som var at skabe min egen indre verden, af kærlighed, varme, nærvær og knus. Jeg skabte det så godt, at jeg kunne mærke det fysisk, som var der allerede et fantastisk og kærligt menneske hos mig, og jeg ikke længere var alene.

Det blev nok for mig, bare at kunne føle dette, og jeg kunne trække vejret igen og føle en stor sejr, fordi det virkede som en ny og meget mere konstruktiv redningskrans, der kunne holde mig oppe over det vand, der ellers druknede mig.

Det gjorde jeg i foråret, og i forgårs flyttede mit livs største kærlighed ind hos mig, hvilket jeg skriver, med største respekt for min eksmand og mine børns far, som jeg er dybt taknemmelig for, at jeg har levet med og lært at kende, igennem 12 år. Men vi blev skilt i fred og kærlighed, fordi vi vidste, at vi ikke længere var de rette for hinanden, og jeg vidste, at der var stadig den her store kærlighed og meningsfulde relation, som jeg ønskede at møde.

Det tog mig halvandet år, at finde ham og jeg skulle have nogle flere erfaringer, før jeg var klar til ham, og han var klar til mig, men da vi først fik kontakt, er alt også bare gået hurtigt og let og mine indre stumper falder på plads, i den smukkeste orden.

Men for at kunne møde ham, måtte jeg gå igennem den mørke skov, og klare de vilde dyr og overgive mig til deres nåde, indtil jeg endelig begyndte at kunne se, hvordan de forvandlede sig til en helt ny styrke og kærlighed i mig, og som jeg nu først og fremmest giver til mig selv.

Og det er fra den kilde af kærlighed, at jeg kan elske stort og ubetinget, og se mig selv i min kærlighedsrelation, som et vist menneske, hvor jeg bliver bedre og bedre til at agere bevidst og kærligt og udvikle mig, fri fra mit ego og leve fra mit hjerte.

Hvorfor jeg fortæller dig dette? Fordi jeg ønsker, at du skal vide, at du ikke er alene. Men livet er bygget sådan op, at alt hvad vi giver ud, kommer tilbage til os selv. Jeg tror på loven om karma, ikke som en afstraffelse, men som et redskab til os for at vide, om vi lever ud fra kærlighed eller frygt og at vores overbevisninger skaber vores liv.

Jeg vil ikke længere tro på, at jeg er på egen hånd og derfor skal være så uendelig stærk, men at jeg også må være sårbar, svag og usikker og når jeg er det, så får jeg hjælp og bliver holdt.

Jeg tror igen på kærligheden, stærkere end nogensinde. Fordi jeg kan mærke, at den er sand, den kommer fra min elskedes hjerte og jeg må gerne modtage den, og lade den indhylle mig. Og jeg skal ikke give noget i retur, fordi den bare er, og den er i overflod, uden krav og forventninger.

Vi kan tro, at noget er kærlighed, men så længe, at vi vil have noget i retur, så længe du tænker, “jeg vil have …”, i stedet for, “hvordan kan jeg elske mere …”, så længe du er styret af kontrol og frygt, så er det ikke kærlighed.

Men alt råber på, at du mangler at elske dig selv noget mere, at mærke kærlighedens følelser, flyde igennem dig. For så vil du vide, at kærlighed ikke kan styres og begrænses og straffes med, det udelukker den blot – men elsker du, så vil den vokse og vokse, først inde i dig, og siden i dit liv. Det er Livets love, og du er Liv.

Mit barn tilhører kun sig selv

Den 1 september, var det 2 år siden, at jeg flyttede fra min eksmand og mine to børn;

Vi aftalte en 7/7 løsning, men det var vores, de voksnes, aftale, ikke børnenes. For hvis de havde kunnet bestemme, var vi aldrig blevet skilt – og her til aften, har jeg igen sendt min datter hjem til sin far, selvom det i princippet er “min” uge, og jeg skulle have haft hende her hos mig.

Efter at have savnet hende i hele sidste uge og i alle de andre ulige uger.

Hun har hver gang skyldfølelse over for mig, når hun har brug for at komme tilbage til det hus, hvor hendes far stadig bor. Til det hus, hvor hun voksede op, siden hun som halvanden-årig flyttede dertil, fra Vesterbro.

Men jeg forsikrer hende hver gang, at jeg forstår hende. Jeg forstår hende om nogen, at dette hus er hendes største, trygge base, fordi jeg boede fire forskellige steder, indtil jeg var 9 år gammel og ikke selv har følt, at jeg har et “barndomshjem”.

Jeg ved, at det har ikke noget personligt med mig at gøre, at hun stadig ikke synes, min lejlighed er ligeså tryg for hende. Det føler jeg heller ikke selv endnu, selvom jeg har været her hver dag, i to år.

For mit hjerte er stadig knust af savnet af min elskede have og af savnet af det hus, hvor jeg har boet og tilbragt flest år i træk, og som blev min erstatning for mit “barndomshjem” og den trygge base.

Men det er helt okay, for ting tager tid, før de kan blive kendte og trygge. Også det, at ens forældre er blevet skilt. Og at mit liv, og den familieform jeg havde skabt, har ændret sig radikalt.

Min dreng har brug for at være tæt på mig, så for ham, er det vigtigere at være her, end at være i sit kendte hjem. Her er det mig og min krop og min duft, der er hans største, trygge base.

Ingen mennesker går igennem livet på den samme måde, vi har hver vores vej, vores processer og ønsker. Som giver tryghed og føles trygt. Men vi kan altid vise medfølelse og lytte og så drage omsorg, også når vi har forskellige børn, med forskellige behov.

På den måde, så elsker vi både vores børn, mest og bedst, samt os selv.

 

Intuitionen betyder alverden

Jeg blev i sidste uge interviewet i, hvordan jeg bruger min intuition, til en dejlig kvindes masterprojekt i forbindelse med sin NLP-uddannelse. Det var med udgangspunktet i, at hun selv ønsker at blive virkelig god til at lytte til og stå ved sig selv og sin intuition.

Jeg har ikke før tænkt over, at jeg skulle være ekstra god til at bruge min intuition, men igennem vores samtale og hendes 19 spørgsmål, opdagede jeg, hvor ekstremt dedikeret jeg er til, altid at mærke efter i min krop, for at blive klar over, hvad der er rigtigt og sandt for mig;

Det skal føles meningsfuldt, før jeg synes, at jeg kan handle konstruktivt på noget. Hvilket har haft givet en del udfordringer, i et samfund der opdrager til, at man BØR gøre og handle, uanset hvordan det føles, og som regel for andres skyld, frem for at man KAN vælge at gøre det, hvis det føles rigtigt og giver god mening – for dig selv, først og fremmest.

Har jeg ønsker, så lader jeg også intuitionen guide mig til, hvordan det kan opfyldes, uanset om det er små eller store ønsker. Og har jeg ingen anelse om, hvilket valg, jeg skal tage, eller hvordan jeg skal kommunikere i en relation, så lader jeg det helst ligge, indtil der er større klarhed.

Det er langt mere komplekst, end hvad jeg lige beskriver her, men fordi det åbenbart er så stor en del af mig og mit “talent”, så har jeg fået skabt mit liv til, at det passer nærmest 100 % overens med, at jeg kan leve fra min intuition.

Siden interviewet, er jeg også blevet klar over, at jeg lytter ikke til min intuition, som hvis den hviskede noget til mig, i mit øre … Jeg MÆRKER min intuition, eller lytter til den, igennem hele min krop. Føles det, som en dyb ro eller som en advarsel, til mig.

Hvilket giver ualmindelig god mening, for hvis vi tror, at vi skal lytte til “noget”, i vores øre eller inde i hovedet, er det som regel bare vores tanker, der dukker op, lige som de hele tiden, gør. Og dem kan vi sjældent stole på, som vores intuition – men når vi i stedet for mærker efter, så kan vores følelser langt lettere blive akkompagneret af de beskeder, som vi egentlig ønsker, at vide.

Vi får beskeder fra vores indre bevidsthed/intuition/sjælen, eller hvad vi nu kalder det, hele tiden, hvis vi gider give os selv og det, vi føler, den opmærksomhed og anerkendelse, vi fortjener. Der skal bare skabes en kontakt og intentionen om, at du ønsker at have et godt og stærkt forhold til dit indre, og som Tony Robbins siger, har du ikke minimum 10 minutter til det, om dagen, ja så har du intet liv …

10 minutters meditation i stilhed, bare lyt til din vejrtrækning, hver dag. Så begynder du at kunne høre dig selv ordentligt.

 

Hvad nærvær, er …

Det, der altid har været vigtigst for mig, i min relation til mine børn, er, hvor nærværende og ægte, de kan føle mig; for kun, hvis jeg kan være ægte til stede med dem, vil de kunne føle og vide, at jeg ser dem, hører dem og deri, anerkender dem.

Så hvordan kan vi bedst være nærværende med vores barn? Ved at bringe meditation ind i vores samtaler med det. Som betyder, at vi er stille indeni, at vi ikke dømmer barnet, og konstant tænker på, hvordan vi nu skal være den “kloge” voksne, der skal vide bedst, hjælpe bedst, vejlede bedst: være bedrevidende i forhold til vores barn.

Vær i stedet for nysgerrig, opmærksom, lyttende, og giv dig selv lov til og mulighed for, at være ikke-vidende, den dumme … Når du mærker dine tanker hive, så vend blidt tilbage til dit barn, og døm heller ikke dig selv.

Vær på samme måde nærværende og åben for dig selv og heller ikke bedrevidende med, hvem du er – men nysgerrig på, hvem du også er, her i nærhed med dit barn.

Lad dit barn være guide, og dig være elev. Og se, hvad der så kan åbne sig op for, i jeres relation.

 

Hvordan skal dit forhold til dit barn, være?

Vores ego kan godt lide at tro, at vores relationer til andre mennesker, er afhængig af DERES opførsel, DERES forhold til os og udfra, hvem DE er, som personer – men alt, hvad der nogensinde har eksisteret, og vil eksistere, starter allerførst med en tanke og dernæst en følelse, uanset hvad det er, vi skaber i vores liv – om det så er en lerfigur, i tredje klasse, eller et projekt på vores arbejde, eller aftensmaden til vores familie. Det starter inde i os selv først!

Dit forhold til dit barn, er fuldstændig den samme proces; Den starter med et fokus, dernæst en tanke og så en følelse og til sidst en fysisk virkelighed. Så hvordan ønsker du, at jeres relation skal være? Er jeres relation bevidst og kærlig og nærværende, eller er den, som vinden blæser, alt efter dit humør og dit barns handlinger?

Vi starter jo med at få et vidunderligt lille barn, og vi ser i starten kun, hvor fuldkomment og elskeligt det er. Hele vores fokus er på alt det dejlige, som den her perfekte lille skabning er, og alle andre blegner ved siden af. Vi er total forelskede.

Men så sker der det, at vi begynder at fokusere på vores barns “fejl” – de egenskaber og handlinger, som vi ikke kan lide, fordi de bryder vores indre fred og ro og lykkefølelse. Såsom måske, at det larmer for meget, er for grådig, pylrer for meget, sviner for meget, tager for meget af den anden forælders opmærksomhed, ikke er dygtig nok, for dygtig, ikke social nok, for social … og jeres relation bliver påvirket af al den her negative fokusering, fremfor at holde din kærlighed til dit barn højt.

Så i stedet for at reagere negativt på barnets handlinger, så brug disse alarmklokker, inde i dig, til at arbejde med din egen sårede underbevidsthed, også kaldet din skygge – og bliv en forælder, der igen kan se dit barn, rent og fuldkomment, som det er født til at være. Og barnet vil kunne se, både sit eget og DIT lys, spejle sig i dine øjne og i dine ord og handlinger, i stedet for at se dit mørke, som de ubevidste reaktioner, du kommer med, er. Reaktioner, som barnet aldrig har haft ansvaret for, og aldrig får, men blot har spejlet tilbage, i sin ubetingede kærlighed til dig, for at du kan blive det hele menneske, som du er født til at være.

Jeg skriver her om børn og forælderrelationen, men det samme gælder, i alle andre relationer, i dit liv. Så tænk over, hvad er det, du ønsker, at der fremover skal skabes mere af, både i forholdet til dit barn, men også til alle andre mennesker? Og som fører frem til, hvilket menneske er det, du gerne vil være?

 

 

Lyset er ikke “derude”, du ER lyset

Jeg læser ofte, at vi skal turde stille os ud i vores lys, men lyset er ikke “derude”, men indeni os. Og det er kun os selv, der kan lade det strømme igennem os, og dermed lade det guide os til, hvem vi i virkeligheden er.

Så hvad blokerer lyset i os? Det gør frygt, det modsatte af kærlighed.
Så hver gang, du mærker frygt, så er det et tegn til dig om, at du går imod dig selv og sandheden om, hvem du er.

Spørg dig selv, “Hvilken tanke, bunder den her frygtfølelse i?”

Og “Fra hvem og hvornår, har jeg overtaget den her tanke?”

Velvidende, at det ikke er DIN tanke.

Ingen tanker eller overbevisninger er “gamle”. De er lige så nye, som i dette Nu, hvor de tænkes. Og vi har hele tiden, vores egen frie vilje, til at vælge en ny tanke i stedet. En tanke, der føles godt, føles som kærlighed, føles som vores sjæl og egen sandhed om, hvem vi er.

– Cecilia

 

Kun dit barn ved, hvem det er

world is playground

 

Min søn Mikkel, han er otte år gammel, og igår kom han hjem med en bog om karate, som han havde lånt på sin skoles bibliotek. “Det er, så jeg bedre kan forsvare mig”, sagde han, og vi talte om, at det var bedre at søge hjælp, end at bruge kamp, som forsvar. Men han er ret vild med den bog, og jeg har sagt ja til at lægge krop til, at han læser om de forskellige teknikker, for derefter at prøve dem af på mig. Sådan rimelig forsigtigt!

Her til morgen, imens jeg også skulle smøre madpakker, kom han igen og igen, og skulle liiige prøve et nyt håndkantslag, eller parering eller hvad det nu hedder – og det gjorde ondt, når han ramte mig på kroppen, selvom det slet ikke blev gjort hårdt. Det var bare nogle sårbare steder.

Og jeg siger til ham, at det gør sørme lidt ondt, de der steder, han rammer … Hvortil han meget glad svarer, “Det er fordi, jeg er god til at ramme de ømme steder!”

Og drengen ved slet ikke, hvor klogt og sandt, de ord var, for det er netop det, børn gør; de er mestre i at ramme os i de ømme punkter, i vores underbevidsthed. Områder, som vi har gjort en masse for, at skjule for os selv og omverdenen, om, hvem vi er. Men som børn er geniale til at prikke til, i kærlighed, for at vi kan få healet de områder. Og igen blive de hele, stærke mennesker, med den enorme kærlighed til os selv og andre, som vi blev født med.

Det er ret fedt at se, at han virkelig går op i det, eftersom Mikkel ellers ikke er gået op i meget andet, end levels på sin ipad. Men her er der også nogle levels, han kan opnå, derfor var spørgsmålet også til morgen, hvornår han kunne starte til karate, så han kunne få det sorte bælte. 

Udvikling er altid om, at nå det næste level og det næste level. Det er sådan, vi er, som mennesker, det er sådan, naturen og livet og universet fungerer, og derfor skal vi heller ikke bremse den udvikling, bare fordi vi måske selv har lært, at vi ikke kan blive alt, gøre alt og få alt, hvad vores hjerte begærer.

Giv dit barn lov til at stile højt, drømme stort og udforske dets drømme. Alle de børn, som vidste, at de kunne gøre alt, da de var små, var ikke naive. De vidste lige præcis, hvem de var og er – de børn, der i dag sidder i skolen, og ikke ved, hvad de vil, ikke synes, at de kan noget og er gode nok, de har glemt den viden om, hvem de er.

De har hørt og fået fortalt, at de ikke skal tro, at de er noget. At livet er hårdt, svært og at det kræver hårdt arbejde, at blive til noget. Se på det lille barn, det ved fra naturens hånd, at det ER allerede noget! Der er ingen børn eller voksne, der skal lære, at de skal gøre noget, for at blive til noget.

Sig i stedet for til dit barn, at det langt fra altid skal tro på, hvad du siger, hvad dets lærere siger, hvad de fleste voksne siger, for det gør som oftest ikke noget godt, for barnets selvværd og selvtillid.

Sig til det, at det i stedet skal tro på det, som barnets hjerte siger. For her er barnets EGEN stemme om, hvem det er, og hvad livet handler om. Og at det lige præcis er, at udforske erfaringer og kontraster om, hvad der føles sjovt, let og som glæde og kærlighed. Erfaringer, som barnet selv må få sig, for at kunne skabe sig lige det liv og den udvikling, som er bedst for barnet.

Tro derfor heller ikke på, hvad dine forældre har lært dig om, hvem du er. Også selvom du måske har praktiseret mange års øvelse i, at gå imod dig selv, så kan du hvert eneste øjeblik vælge, at gå med dig selv igen. Det vil føles, som at stoppe den daglige kamp, som det er, at ignorere sig selv, for i stedet at lade dig flyde med livet. Og dernæst begynde at tage de valg, som du instinktivt ved, er sande for dig.

Øv dig i, at lytte til dit indre barns stemme igen. Og lad dit barn lytte til sin egen stemme om, hvem det er.

For det ved ingen andre, end dit barn.

God dag!

– Cecilia

 

Sådan kan du vende enhver vibration i dit barn (eller dig selv)

Jeg har en lille følsom dreng, som nemt bliver ked af det, hvis nogen sårer ham, og bliver ofte misforstået, fordi han er så entusiastisk og impulsiv – og det er ikke altid, at hans valg passer ind i den daværende sammenhæng, og det kan være, at han oplever uhensigtsmæssige ord og handlinger, på grund af det.

Og sådan en morgen var det på skolen i dag, og jeg var berørt, da jeg som mor, også har lyst til at handle og beskytte ham og ændre de omgivelser, som ikke passer til ham – det er som at få en kugle til at passe i en firkant, og det kan give nogle smertefulde følelser.

Men vi kan ikke lære vores børn, at være glade, hvis vi ikke selv er det. Vi kan ikke lære dem, at elske sig selv, hvis vi ikke selv gør det. Vi kan ikke bede dem om at være tillidsfulde og stole på livet, hvis vi ikke selv gør det.

Det vil aldrig kunne lade sig gøre, vi skal gå vejen selv, og det er lige præcis også det, som vores børn spejler tilbage til os, med deres afskæring fra sig selv.

Så jeg sad der, foran min dreng, der var ked af det, ikke ville lade mig gå, og han skulle ind og have idræt. Jeg siger til ham, som jeg for det meste gør, at det skal nok gå, jeg elsker ham, og henter ham snart igen. Det virker ikke, han er bekymret, hvilket er klart, for det er jeg jo også. Jeg har ikke lyst til at gå fra ham, når han er ked af det.

Og så husker jeg en sætning, som jeg har brugt igen og igen, den sidste uges tid, og den er fænomenal god til at højne enhver vibration og følelserne af glæde og tillid.

Jeg siger i stedet for til ham, og kigger ham ind i øjnene:

“Tænk hvis det her bare bliver den fedeste dag!!!”

Jeg siger det nogle gange til ham, og han løfter sit hoved.

Og det var som at se et mirakel. Han spærrede øjnene glad op, han smilte og jeg når næsten ikke at opdage forandringen, før han løber hen til omklædningen til idræt. Og han vender sig om flere gange og vinker og smiler til mig.

Da jeg går ud til bilen, ser jeg i vinduet, at han løber ind i hallen, og jeg kan fornemme, at han stadig er i den her energi – hans energi, for det er den, han i virkeligheden er. Han er glæde, han er leg og han er den naturlige forventning til, at livet vil ham det godt og derfor lever han i nuet.

Vi er ansvarlige for, om vi støtter vores børn i glæde eller i bekymring. Og den her sætning hjalp mig tilbage på sporet, og fordi han er stadig er et barn og derfor enormt ubetinget tro mod sit sande selv, vendte hans vibration hurtigt!

Leg med ordene og vær barnet, der finder på de fedeste, skønneste og mest fantastiske ting, du kunne forestille dig, som der kunne ske. Og gør det sammen med dit barn.

I weekenden skal vi lave en familieplanche, har jeg i dag aftalt med min eksmand – og den skal være fuld af de ting og følelser, som vi synes, er fantastiske og fede at have, også i en familie, hvor mor og far ikke længere bor sammen.

Kærligst

Cecilia

 

 

 

Min datters rokketand

 

Min datter har en rokketand, som giver en del problemer, når hun skal have børstet tænder. Den gør virkelig nas, og hun græder af frygt for, at den skal gøre ondt, hvis jeg rammer den. Og jeg passer på, selvfølgelig gør jeg det – men tænderne skal jo børstes, og derfor forsøger jeg at komme rundt i hele munden, og lidt blidt på rokketanden.

Problemet er også, at hun ikke “arbejder” på, at få den ud – jeg rokkede altid med mine tænder og vred dem om, og så var de ude, og det samme gør min dreng. Men Karolines rokketænder er nærmest 100 år om at falde ud, fordi hun gør ikke hjælper dem på vej, men lader dem sidde. Og så gør de jo ondt længe, når hun skal spise eller som her, have børstet tænderne.

Forleden da vi så igen stod ved tandbørstningen og dramaet, kom jeg i tanke om noget, og jeg spurgte hende, “hvorfor tror du, at din tand ikke falder ud?”

Og hun svarede mig med det samme, fuldstændig klart: “Fordi jeg ikke vil have, at den falder ud!” Og så græd hun endnu mere.

“Okay skat, hvorfor vil du ikke have, at den falder ud?”

“Fordi så føler jeg mig som et lille barn, og derfor ønsker jeg bare, at den vokser på plads igen, men det gør den ikke!!!”

Og så mere gråd, og jeg satte mig med hende og trøstede hende og fortalte, at det forstod jeg udmærket. Og hun faldt til ro og jeg børstede tænderne på hende og sagde så, at hun ikke kunne undgå, at tanden faldt ud, det var dens natur. Men det var jo KUN fordi, at der var en ny på vej, og som vil passe meget bedre til hendes alder.

Og så grinte jeg, fordi det er præcis det samme, jeg selv skal indse. Jeg har også et par “rokketænder”, som jeg ikke vil give slip på, men prøver at holde fast i. Men det eneste bestandige der findes, er forandring. Hvilket jeg for nyligt skrev til mig selv på en seddel og hængte op, fordi alt i mit liv har forandret sig så meget det sidste år og jeg havde brug for en reminder, så jeg husker at trække vejret dybt og roligt. I stedet for at panikke, som barnet i mig kan være ret god til at gøre, ligesom min dejlige pige, der var sådan et fantastisk billede for mig.

Men der vil altid vokse noget andet frem, når vi giver slip på det, der ikke længere tjener os. Om det så er overbevisninger, levevaner, jobs eller forhold, så er der altid udvikling, fordi naturen ER udvikling, og vi ER naturen.

Det kan godt være, at noget består, men det vil så udvikle sig til det bedre. Eller helt forsvinde. Og vi kan arbejde imod det eller med det. Det er vores eneste valg. Det handler om, hvor sårbare og forsvarsløse, vi tør være og overgive os til det, men når vi tør, så vil der blive frigivet enorme energimængder, som før blev brugt på at kæmpe imod.
Imod kærlighed, imod os selv og imod Livet.

Se efter alt det, der fungerer i dit liv, og føl taknemmeligheden. Allerede da vil du have sluppet kampen, hvilket også vil være tydeligt for dig at mærke. Og tal om det med dit barn, det vil elske at tale om alle gaverne i jeres liv.

– Cecilia

 

Husker du at være dig og ikke bare mor eller far?

Noget af det, jeg har lært at prioritere højest i mit eget liv og som jeg ofte taler med andre forældre om, så er det, at vi skal være og leve, som dem vi er. Jeg har været mor på fuldtid og det kunne jeg simpelthen ikke holde ud til sidst. Nu er jeg Cecilia OG mor. Vores børn har så meget brug for os som autentiske og ægte rollemodeller, og ikke en forælder, der omlægger hele sit liv efter sine børn og arbejde, og som med tiden udsletter sig selv i det hårde projekt, det er.

Det er ret tydeligt, at livet og hverdagen i familier ofte bliver kørt helt ekstremt hårdt med job, pligter og kørsel og fritidsinteresser. Og nærværet, stilheden, kærligheden i familien går tabt, fordi der ikke bliver taget plads til at mærke efter, hvad vi hver især har brug for.

Så bliver vi hovedstyrede og mekaniske forældre, som børnene ikke kan mærke. Og når det, der skulle have været det “gode” liv, viser sig at være for uoverskueligt, bliver følelserne gemt væk, stadig i fornægtelse af vores eget indre barns behov, også for at græde og være svage og sårbare.

Vi er kun autentiske, når vi åbent viser, hvem vi i sandhed er, også til vores børn. Og det betyder, at vi ved, hvad der gør os glade, at vi elsker andre og lader dem elske os. Når vi viser vores følelser og ved, hvordan vi bedst tager omsorg for os selv.
Læs hele blogindlægget. »

Sjælens dagsorden

I starten af denne måned, da rejste jeg til Spanien, for at rejse rundt med min eksmand og vores to børn, i de sidste tre uger af de to måneder, de i alt var afsted.

Og de tre uger endte med at blive forkortet til 13 dage, fordi det alligevel var lidt for svært at være sammen, et år efter at vi var blevet skilt. Så vi endte med at smile til hinanden og blev enige om, at vi gerne ville hjem.

Men det var en rigtig god tur, hvor vores relation kunne finde sig et andet grundlag. Nemlig nu som to forældre til et par fantastiske børn, som vi begge to elsker over alt i verdenen og har en fælles interesse i. Og energien imellem os ændrede sig til at blive mere klar, kærlig og enkel, hvilket var lige præcis, hvad jeg havde brug for, uden at have ønsket det på forhånd.

Det er ikke altid, at vi ved, hvad vi har brug for, selvom vi kan tro det. Men så viser der sig ofte noget andet, synes jeg. Eller også er der noget, der skal indses og ændre sig, før noget andet godt kan indfinde sig.

Vi kan længes efter at føle os elsket, men vores sjæl ønsker at elske. Så for at kunne nå hen til at føle sig elsket, må vi måske først lære, hvad det vil sige at elske en anden, også når det ikke er umiddelbart nemt. Men fordi det lige præcis er døren til at kunne føle og opleve kærlighed fra et andet menneske.

Og det er nemt nok at føle taknemmelighed, når livet lykkes og føles let og sjovt, men det er også muligt at være taknemmelig, selvom det modsatte er tilfældet.

Måske har vores sjæl en helt anden dagsorden, end den vi lige tror, vi helst vil have?

– Cecilia

12166917_10153230793402683_1187913154_n

Mine to børn er taget afsted på eventyr

travelling_withkids.jpeg.size.xxlarge.letterbox

 

Jeg sagde for et par uger siden farvel og på gensyn til mine stadig små børn på 7 og 10 år. Og jeg skal ikke se dem igen før den 27 september, hvor jeg tager flyet ned til Barcelona, hvor de fra i dag af, skal rejse rundt sammen med deres far i en autocamper.

En tur, vi skulle have været sammen på som familie, men efter at vi blev skilt i denne måned for præcis et år siden, blev det sådan, at han ville meget gerne selv afsted. Og så rejser jeg de sidste 3 uger sammen med dem og rundt i Spanien og Frankring og fejrer Mikkels 8 års fødselsdag d. 13 oktober i Disneyland Paris.

Jeg græd, da jeg skulle sige farvel til dem, velvidende at de er vokset betydeligt fysisk og psykisk, når jeg ser dem igen, og skal undvære at kunne kramme og kysse dem i den længste tid, jeg har været fra dem. Og rollerne var byttet om, fordi børnene trøstede mig og forsikrede mig om, at det VAR jo kun 6 uger og at vi jo taler i telefon og de vil sende postkort til mig.

Og det er jo også fedt at vide, at de skal ud på deres, indtil videre, livs eventyr. Og jeg kom til at tænke på, at det sidste stykke tid, når Mikkel nogle gange har klynget sig hårdt ind til mig, så det helt har gjort ondt, at jeg har kunnet sige til ham, at han blev nødt til at give slip! Hvorefter jeg selv kunne tage ham ind til mig, stille og roligt og vi kunne putte og kramme behageligt.

Og sådan er det jo også med alt andet, som vi har kært – at hvis vi er så bange for at miste noget, eller for ikke at få det, som vi ønsker os, at så klynger vi os fast, men med den reaktion, at vi mister det. På et eller andet tidspunkt, hvis vi ikke har tillid til, at der strømmer al den kærlighed og glæde til os og igennem os, som vi overhovedet kan drømme om.

Vi skal turde slippe, om ikke andet, så bare for en stund, så gaverne kan komme til os. Frygt er modstand, og modstand lukker af. Og jeg gav igår slip i tillid på det kæreste i mit liv, og sendte dem ud på deres eventyr. Og vi får den fedeste fest til september, når jeg skal se dem igen.

Kærligst

Cecilia

 

 

Derfor skal du lade være med at bekymre dig

Det føles næsten naturligt at bekymre os for vores børn, når de kommer ud for ubehagelige oplevelser i deres liv, eller har svært ved noget. Men vores bekymringer hjælper ikke vores barn, tværtimod. Hver gang vi bekymrer os over noget, så sætter vi vores egen vibration ned og kan ikke længere føle glæde og flow, som er vores naturlige tilstand, ligesom det er for vores barn. Så den bedste måde, vi kan hjælpe barnet på er, hvis vi så vidt muligt stopper bekymringerne i at køre af sted med os.

Så vi i stedet for kan være den katalysator og vibration, som barnet har brug for, til at kunne blive i sin egen glæde og indre tilstand af flow. Uanset hvordan livets omstændigheder nu ser ud. Vores ydre virkelighed er et spejlbillede af vores indre virkelighed. Og derfor er det så vigtigt, i forhold til hvad vi skaber i vores fremtid, at fokusere på, hvordan vi har det inden i, lige præcis her i Nuet.

Men det er let at komme til at bekymre sig, hver gang vi ikke kan styre og kontrollere verdenen omkring os. Både når det gælder os selv og de mennesker, vi elsker.

Når vi føler, at det mere er omgivelserne der skubber os rundt, end at vi selv har fodfæstet og kan styre det i det tempo, som ikke gør os bange og usikre. Men sådan fungerer udvikling ikke. Udvikling er netop, når vi bliver skubbet til, nogle gange helt ud over kanten, hvor vi i den grad får søsat nogle nye erfaringer og præferencer i forhold til, hvad vi ønsker os.
Læs hele blogindlægget. »

Bevidste børn der elsker

Han var kortvarigt lige vred på mig – faktisk en “fucking bitch”, nogle af de yndlingsord han har lært i skolen. Så da han alligevel kom tilbage og tørrede af, sagde han at det var fordi han ikke kunne holde ud, at jeg skulle vaske op selv. Jeg kysser ham og siger med tårer i øjnene, at det er Kærlighed! Og han svarer, “Ja, det er derfor, jeg har valgt dig som min kæreste”.

Han er født med en viden, som han bare forstår og holder fast i, som ingen anden jeg har mødt. Uanset om det er kærlighed, penge eller formål med livet. Og der kommer flere og flere børn, der insisterer at være i alignment med sig selv, uanset hvilke kasser deres omgivelser prøver at putte dem i. Og de børn ønsker jeg af hele mit hjerte at hjælpe verdenen til at forstå.

 Mikkel opvask

 

“Man” skal sige tak?

Jeg har haft en super, og lang dag på stranden med veninde, hendes børn og min dreng, og derfor sad jeg ret flad og varm og spiste aftensmad med ham. Og jeg lagde mærke til mine tanker, som for det meste handlede om den fede dag og hvis jeg havde haft energi, ville jeg have talt med ham om, hvor hyggeligt det havde været, hvad vi havde lavet og ungernes lege, eller om dagen i morgen, hvor han også skal lege og dernæst hjem til sin far.
Men jeg var for træt til at sige noget, så han førte samtalen. Og derfor blev vi i nuet! Han talte om maden og om sjove fantasier og historier og det viste mig virkelig, hvordan hjernen er blevet “skolet” i at være enten i fortiden eller fremtiden, fremfor bare nu … Og det var meget mere underholdende at lytte til mit barn, end til mit eget hoved. 

Nyd nu varmen og ungerne og livet. Og så lige en sidste ting, som jeg igen overhørte forleden: Forældre der siger til deres barn, “Hvad siger man så?”, når de skal sige tak. Jeg tænker altid, hvem pokker er “man”?

Taknemmelighed læres ikke fra hovedet, fordi vi skal dikteres det fra andre, men fra hjertet, og vi er gode rollemodeller, når vi selv føler ægte taknemmelighed, hver eneste dag. Som de vise mestre fortæller det, så er ordet TAK, det mest powerfulde ord og handling, hvis man bevidst vil skabe det liv, man ønsker sig.

Hvilket også er et af mine største ønsker for mig selv, denne sommer, at huske det.

Kærligst Cecilia

 

Hvor gammel skal mit barn være, for at meditere?

Det hyppigste spørgsmål jeg får, omkring børn og meditation er, hvor gammelt det skal være, for at kunne meditere. Så lad mig nu slå fast, at dit barn er i stand til at meditere, fra det ligger i din mave! Faktisk er det en hel naturlig tilstand at være i. Det er os, der er blevet voksne og igennem livet har lært mere om at være i hovedet end i kroppen, som tror, at det at meditere er noget der skal læres. Som om det er en hobby eller en praksis, der kun er for de mennesker, der lever et såkaldt spirituelt liv. ( Og alle lever et spirituelt liv, men det er langt fra alle, der er klar over at bruge det konstruktivt, i kontakt med sin sjæl, hvilket det egentlig betyder.)

Meditation er væren. Det er den tilstand, du bliver født i og er i, indtil du begynder at fjerne dig fra den, ved at skabe larm med tanker. Hvis du ikke troede så meget på dine tanker, så ville du automatisk være i meditation. Du kan ikke lade være med at have tanker, men frigørelsen ligger i, at de ikke har sit tag i dig, som om de er sandheden. Når du erkender, hvad de er, som nemlig bare tanker, men at det er din respons på dem, der betyder noget for dig og dit liv. Og meditation giver den frigørelse, og skaber plads inde i dig, der nu kan blive oplevet som ro, frihed og glæde. Som er den tilstand, vi alle i bund og grund, længes efter, fordi det er vores naturlige tilstand! Det er, hvem vi er. Hvem du er. Virkelig.

Jeg troede jo dengang for fem år siden, at det kun var min datter, der mediterede, de første gange jeg begyndte at fortælle de historier, der nu er lavet til højtlæsningsmeditationer for børn. De forbandt hende med sin egen klangbund af ro og glæde og kærlighed, da hun var så præget af urolighed fra en overstimuleret dag i børnehaveklassen. Og jeg så hende falde i søvn, i en tilstand af ro og ofte med et smil. Et skift i hendes krop der handlede om få minutter, og det var simpelthen magisk at observere.  

Men det var i lige så høj grad mig, der blev forbundet med mig selv, imens jeg guidede hende igennem dem. Og selvom mine børn aldrig har den uro i kroppen mere, kan jeg nogle aftener føle mig overstimuleret og irriteret over noget fra dagen, og ikke være helt til stede, mens jeg putter børnene. Fordi der er nogle tanker, der kører i ring, og som jeg koncentrerer mig mere om, end at være sammen med mine to børn. Og det smitter af på dem, helt automatisk. De viser mig med det samme, at “hey, du er her ikke mor, så nu bliver jeg dit spejl på modstand, indtil du opdager, hvad der sker inde i dig.” Og så kan det nemt gå op i hat og briller og blive en dårlig putning, hvor jeg bagefter kan føle mig ked af det og have skyldfølelse, vel at mærke, hvis jeg bliver ved med at være i den indre tilstand af uro, der først forårsagede det hele.

Men hvis jeg sætter mig på sengen hos dem og læser en af meditationerne højt for dem, så ændrer hele energien sig inde i mig. Jeg bliver blød, kærlig og varm indeni, kommer til stede og kan nu bare være, uden tanke for andet end, at nu er vi tre sammen og putter med hinanden. Og vi taler om dagen, eller om noget magisk ved livet. Og fordi jeg finder ind til mig selv og min naturlige tilstand, så kan mine børn også langt nemmere gøre det, og de behøver ikke at være mit spejl på, hvad jeg skal give kærlighed.

Hvis du lige nu tænker, at det kunne være fantastisk, at kunne ændre energien så hurtigt og nemt, både i dig selv og i dine børn når de skal sove, så læs om meditationerne her, og du bestiller dem, ved at sende en mail til mig. Der er 6 forskellige, og hvis du ønsker at have flere at vælge imellem ved sengetid, så det ikke altid er den samme historie, dit barn hører, så er der også rabat at hente.

 

Phonto-2-medium

 

På søndag er det Mors Dag, og min kære veninde Eva Andrea Ditlefsen, som også arbejder for nærhed og bevidsthed i familier, har skabt “Mors Dags Gaven“, som er 6 gaver, der bliver udloddet nu på søndag, til dem der har skrevet sig op til at kunne modtage dem. Alle de 6 børnemeditationer, som har en værdi af 400 kr., er blandt de smukke gaver, du kan vinde, som alle er med til at højne bevidstheden og sprede kærlighed i familien, på hver deres måde.

Læs om konkurrencen her og skriv dig op til at kunne vinde!

 

Rigtig god weekend og god mors dag. Gør den først og fremmest god for dig selv, og slip forventningerne til, at andre skal få dig til at føle dig elsket. Det er nemlig en umulig opgave. Men det er så langt nemmere, og federe, at give kærlighed til et menneske, der netop elsker sig selv, og derfor aldrig er i mangel af kærlighed. Mangel giver mangel, men kærlighed giver kærlighed.

 

Aller kærligst fra

Cecilia

 

 

 

 

Færdig med at tegne en ny plakat

Jeg blev færdig med at tegne den nye plakat til børns glæde, succes og bevidsthed igår, og den handler om at stå ved sig selv, mærke sin indre styrke og handle udfra den, fremfor at lade sig påvirke af andres meninger og indflydelse, selvom barnet kan mærke, at det ikke er barnets egen sandhed om sig selv. Den handler om integritet og mod til at gå på sin egen vej.

Jeg glæder mig så meget til, at den får tekster på og bliver trykt, så den også kommer op at hænge på vægge rundt omkring i hjem, skoler og institutioner, ligesom de andre tre plakater!

 

 

Din stemme guider dit barn til kærlighed

Når dit barn falder i søvn, så stilner den massive fremdrift af tanker, som det har tænkt hele dagen, hvad enten det hovedsageligt har været tanker af frygt eller kærlighed.

Men barnet tager essensen af de sidste tanker og indre billeder det har, med sig ind i søvnen, og det vil næste morgen vågne og starte dagen i den samme vibration, som underbevidstheden har arbejdet med hele natten.

Derfor er det virkelig effektivt, hvis vi ønsker at vores barn har større selvværd og følelsen af indre styrke og selvkærlighed, at vi hjælper det med at SKABE en følelse af kærlighed, tillid og ro, lige inden barnet falder i søvn.

Dette er et uddrag af den meditation, der hedder “REGNBUEN”, som er en af de 6 meditationer, du hver aften ved sengetid kan læse højt for dit barn, med DIN trygge stemme, som barnet har kendt, siden det lå i din mave.
Meditationerne er opstillet i punkter, som vejleder dig til, hvordan du skal læse dem højt, for dit barn:
“- Du kan også se frugttræer med røde æbler og gule blommer og grønne pærer.

– Du ser nu, at ved siden af dig på regnbuen, står der en lille skål med regnbue-skum og med en lille ske i.

– Du ved, at det er en gave til dig, så du sætter dig ned og tager skålen op, og smager på skummet.

– Det føles blødt i din mund, og du synes, det er det bedste, du nogensinde har smagt.

– Du kan også mærke, at for hver mundfuld, du tager, bliver du rigtig meget glad indeni dig, og du spiser det hele.

– Nu rejser du dig op og ser, at hele din krop stråler i alle regnbuens farver, og du opdager, hvor utrolig smuk du er.

– Dit lys stråler ud på hele verdenen omkring dig, og dine smukke farver får verdenen til at stråle og lyse tilbage til dig.”
Jeg begyndte i sin tid at lave dem til min datter, som er meget sensitiv og hun havde på det tidspunkt, det ikke så nemt. Hun var kun 6 år, men havde en hel verden af tanker inde i sig og en nysgerrighed, som hun ikke fik afløb for i sin daværende skole. Det gjorde, at hun blev i tvivl om, hvorvidt hun nu var god nok, og den indre uro kunne hun have svær ved at slippe, når hun skulle sove.

Derfor begyndte jeg en aften, hvor hun havde det rigtig dårligt, at fortælle hende en historie og jeg så, hvordan frygten slap hende, lige med det samme. Jeg sad som mor, med tårer i øjnene over at se den forvandling, der skete med mit barn, der først var så bange og kastede sig rundt i sin seng, til så nemt og hurtigt, at give slip og falde roligt i søvn. Og fremover ofte med et smil på læben!

I dag har jeg aldrig nogle problemer med, at få mine børn til at sove. Meditationerne har virket hver eneste gang, børnene har haft svært ved at slippe dagen, og vi mediterer ikke længere hver aften. Min søn efterspørger dem for tiden mest, han elsker at høre dem og ligger med åbne øjne og bare lytter, indtil jeg er færdig, hvorpå han lægger sig til at sove.

Du kan læse om de 6 guidede meditationer til dit barns søvn, samt hvordan du bestiller dem her.

 

For din og dit barns bevidsthed

Kærligst Cecilia

 

Derfor skal du lære at passe dig selv!

Takket være mine børn, er jeg netop begyndt at indse, hvor ofte jeg faktisk beder dem om at lytte mere til mig, end til dem selv. Hvor ofte jeg forventer, at de gør det, som jeg siger til dem, og lige præcis når jeg synes, de skal. Hvor ofte at jeg tror, at jeg ved bedst. Hvor ofte jeg beder dem om at tilpasse sig de ydre konventioner, fordi jeg selv har skygger, som jeg ikke er blevet bevidst om og rummet i mig med kærlighed. Og lige nu gør det mig virkelig ked af det og det er svært, ikke at føle skyldfølelse. Selvom jeg også er lettet over, at jeg kunne forstå deres signaler til mig. Fordi jeg netop ønsker, at de vokser op med en stærk forbindelse til deres eget, medfødte indre styresystem, som er direkte proportionel med deres selvværd.

Jeg ønsker, at de er selvstændige børn, som stoler på sig selv og de fornemmelser, de kan mærke, fremfor at være usikre på, om det de nu føler, er rigtigt. Og jo, jeg er en bevidst mor, der støtter meget op omkring deres selvværd og tror på, at mine børn kender deres egen vej. Men hvad sker der i dagligdagen og alle de gøremål, der er hver dag og i de konflikter, vi kan have, fordi vi er tre forskellige mennesker, der nogle gange (ofte) har forskellige behov? Og det er netop her i hverdagen, at jeg skal til at gøre noget andet …
Læs hele blogindlægget. »

Slip det, der ikke hører til dig

Let-it-go-quote

 

Hvis du føler dig træt, og har gjort det længe, så er det fordi du kæmper. Kæmper imod livet og dig selv. Men du behøver ikke at kæmpe, træk vejret i stedet for dybt, luk øjnene og så slip det, der er inden i. Lad det flyve væk, også selvom du måske ikke ved, hvad det er. Se det som en elastik, du har trukket i så længe og nu bare slipper, imens du lader al mørke, vrede og frygt flyve langt ud i universet, væk fra dig, til du ikke kan se det mere. Det hører ikke til dig og har aldrig gjort det. Mærk i stedet for dit dybe ønske, der var bagved frygten, om at have det godt. Om at føle dig elsket og elske andre. Om at føle dig glad og og let og tillidsfuld. Dette er dit sande jeg.

God mandag, der har alle forudsætninger for at blive en vidunderlig dag, som alle andre dage …

 

Kærligst Cecilia

 

Det er min fødselsdag – og jeg holder den med min eksmand og børn

For et år siden, da jeg havde fødselsdag, var jeg med min familie i Rom. Min eksmand og jeg vidste nok godt inderst inde, at det ville blive den sidste tur, vi havde sammen, som gift med hinanden og samboende forældre for Karoline og Mikkel. Og der gik også kun et halvt år, så var det en realitet.

Men jeg vågnede igår morges på min fødselsdag, og børnene er her og putter på hver side i sengen. Min eksmand kommer tidligt, og laver morgenmad til mig, sammen med børnene. Vi tager på legepladsen og nyder solen på bænken, taler og ser sammen på, at børnene leger. Karoline og Mikkel får så en pause fra deres forældre og spiller ipads i sengen, mens vi to voksne sidder nede på fortovscafeen og drikker kaffe og mojito. Og dernæst flader ud til netflix i sofaen, inden der er god middag med bøffer, som han har taget med til mig og os. Samt en god flaske rødvin.

Da vi trådte ned på gågaden, der hvor jeg bor, Solen skinnede, der sad mange mennesker udenfor cafeen, og vi skulle på legepladsen, sagde Karoline, at hun syntes, det var som at være i Rom igen. Der er rigtig meget der har ændret sig på det år, mit liv ser fuldkommen anderledes ud, og så er der alligevel noget, der bare består. Og til efteråret rejser vi alle fire i tre uger til Spanien i autocamper. Vi er stadig en familie, men har valgt at ændre nogle regler for, hvordan vi bedst kan være det. Og behøver jeg at sige, at jeg havde den skønneste fødselsdag!

 

– Cecilia

 

De to veje, vi kan vælge imellem

personal_power

Jeg hørte på et tidspunkt fra Abraham-Hicks, et fantastisk eksempel på, hvilket billede vi kan sammenligne det med, når vi vælger kampen fremfor letheden.
At der går den her lille dreng med bare fødder, foran en vej, og den er spækket med glasskår, skarpe sten, huller i vejen, der er mørkt og føles håbløst. Men blot et enkelt skridt ved siden af, er der en sti med blødt græs, blomster og den dejlige varme sol, og vejen føles blid, kærlig og nydelsesfuld. Men nej, siger drengen, jeg vil gå på den her vej, med glasskårene. Du spørger ham, hvorfor han dog ønsker det? Fordi det plejer jeg, siger han. Fordi den vej kender jeg, den vej går de fleste andre, og det gjorde mine forældre også.
Men alt hvad den lille dreng behøver er, at træde et enkelt skridt til siden og i stedet for gå på den vej, som føles som knus, som glæde, som latter, som lethed. Med viden om, at her er han elsket, og aldrig alene!

 
 – Cecilia

 

Vi finder vores rigtige familie, ved at genkende den

“Vores familie er ikke biologisk. Den er vibrationer.”
Abraham Hicks.

Vi kan føle dybere resonans og genkendelse af mennesker, som vi umiddelbart, knap nok kender, men alligevel har det som om, at vi har kendt dem hele livet. Måske kender dem bedre, end den biologiske familie, vi er født i eller selv har sammensat. Fordi vores relationer altid er vibrationer, og når to mennesker møder hinanden, som er på den samme vibration, så er der kontant genkendelse. Derfor kan vi også føle os totalt fremmede med mennesker, som vi måske har kendt hele livet, fordi de er på en helt anden vibration, end vi er. Men med den her viden, kan vi i langt højere grad og mere bevidst, vælge mennesker til i vores liv, som værende vores “familie”, samt føle forståelse og finde fred med andre, ved at give slip på, at relationen “burde” være anderledes.

– Cecilia

 

Om at se den vibration, vi er på

Siinlge-svane

Livet spejler os altid i de vibrationer, vi er på, hele tiden.

Jeg tog til vandet i dag, og den ene ende af stranden, var befolket af legende børn og deres forældre og hunde og kærestepar. Hvilket stadig bare pointerer smerten i mig, at det er jeg ikke længere en del af, kernefamilien, som jeg for nyligt havde med min nu eksmand og børn. Og netop derfor er jeg også hele tiden omgivet af dette spejl, indtil det forløser sig efterhånden, og en dag ikke længere vil bemærke den kontrast, det er i mit liv.

Den anden side af stranden, var der behageligt mennesketomt, så jeg gik den vej. Og et bestemt sted plejer der altid at være et svanepar, men i dag var der kun en svane-single. Og jeg blev helt taknemmelig over, at jeg ikke behøvede at føle mig som den eneste tilbageværende, men tænkte, at så var vi da to. Så jeg satte mig i sandet og havde lidt tosomhed med den her svane. Den og jeg.

Vi kan alle vegne se efter tegn på, at der er støtte og kærlighed til os, til at løfte vores humør og dermed vibration, eller vi kan lade være. Det frie valg har vi altid.

Kærligst Cecilia

 

Når vi ikke er klar endnu – men kan glæde os

Jeg blev skilt i sommer, fra min bedste ven, og mine børns far. Og der er hele tiden nye erfaringer i den proces, som jeg ikke har kunnet vide noget om på forhånd, hvordan ville føles.

Såsom at blive inviteret hjem af min søde, søde veninde, til middag, sammen med hendes mand og barn. Og jeg kunne kun mærke, at maven snørrede sig sammen og jeg blev nødt til at takke nej tak. Fordi det ville da være første gang, at jeg var til par-middag, som single. Efter at have hørt sammen med et andet menneske i 11 år.

En dag vil jeg være klar til det, men ikke endnu. Det kunne jeg klart mærke, ellers ville være overgreb mod mig selv og min healingsproces. Og jeg ved, at fordi det føltes smertefuldt, så mener min sjæl noget andet. Min sjæl, som altid har det godt og elsker mig og har tillid til livet. Min sjæl VED, at jeg vil elske, at spise middag med min veninde og hendes familie, og alle de andre dejlige par, som jeg kender, ellers ville der ikke være den her kontrast i mig. Mellem mit sind og min sjæl.

Der er altid to muligheder, en i frygt og en i kærlighed, og det kan være svært at vide, hvad det rette er at vælge. Ligesom når vores barn er bange i en situation, men som vi måske synes, vil være godt for dem, at kaste sig ud i alligevel. Fordi vi kan tro, at vi ved bedst.

Men det gør vi ikke! Vi ved aldrig bedst, på vegne af vores barn eller andre mennesker. Vi kan kun begynde at opdage, hvad der er bedst for os selv, og så lytte og handle på det. Hvilket er så svært for de fleste mennesker i dag, netop fordi der har været forældre og andre som mente, at de vidste bedst. Og vi glemte med tiden, efterhånden at lytte til os selv og stole på vores egne følelser.

Vi kan i den situation, i stedet vælge empatien og omsorgen for frygten, både til os selv og til vores barn og huske på, at det nok skal komme en dag. En dag, så er tiden klar til det, som vores sjæl ønsker sig, men som lige nu ikke skal være. Fordi der er noget andet, der skal falde på plads først.

Og så huske, at både vi og de er gode nok, anyway.

– Cecilia


Læs hele blogindlægget. »

Du er nok!

iamenough

 

Du er ikke født til at skulle leve op til andres meninger. Du er ikke født til at skulle leve op til andres krav. Du er ikke født til at skulle dække andres behov.

Du er født til at skulle erfare livet, med alle sine kontraster, og derfra blive bevidst om dine egne drømme, ønsker og passioner – og leve dem ud!

Ønsker dig en dejlig dag.

– Cecilia

 

Et brændt barn kan heales

hurt boy

Hvorfor vælger vi at føle smerte indeni, frem for at føle det godt?

Fordi det kan føles som det mest trygge:

“Et brændt barn”, som igennem hele sit liv har været vant til at mangle kærlighed og anerkendelse, som ikke er blevet støttet i at være et værdigt og elskeligt menneske, vil med tiden komme så langt væk fra, hvem det i virkeligheden er, at kærlighed kan føles uvant og direkte utrygt.

Hvis vi som barn lægger vores hånd på en varm kogeplade, bliver vi forskrækket, det gør ondt og den naturlige reaktion er, at vi fjerner meget hurtigt hånden. Men hvis vi oplever at brænde os mange gange i løbet af vores barndom, så bliver det med tiden den naturlige tilstand at være i, selvom det gør lige ondt, hver eneste gang. Det kan endda ske, at vi på et tidspunkt skaber endnu mere smerte, bare for at kunne håndtere den smerte, der nu er så velkendt, men næsten ikke udholdelig længere. Bare for at kunne rumme den.

Men smerten er faktisk dybt nødvendig. Den fortalte os jo allerede første gang, at det var meget usmart, at lægge vores hånd på den varme kogeplade! Og hver eneste gang, vi brænder hånden, kan vi mærke, at det ikke er det, vi skal gøre!

Men af smerten, bliver der skabt en større og større kontrast og ønsket om, hvad det så er, vi ønsker at opleve i vores liv, i stedet for den brændende kogeplade: Som kærlighed, glæde, frihed, lethed, passion, samhørighed og tryghed.

Men så længe vi afholder os selv fra at opleve og lukke det ind, i vores liv, som vi så inderligt ønsker os, så vil der blive ved med at være smerte. Så længe vi insisterer på at holde vores hånd på kogepladen, så gør det ondt! Men den dag, hvor vi til gengæld beslutter at fjerne vores hånd, så vil det også føles vidunderligt!

Når vi beslutter os for, at give os selv den kærlighed, som vi manglede som barn, så vil smerten og frygten ikke længere give os advarselssignaler om, at vi holder hånden på en brændende kogeplade. Og livet vil samtidig begynde at flyde mere roligt, klart og nemt for os.

Inspiration, ideer, følelsen af samvær med andre, vil kunne blive lukket ind i vores liv, når vi stopper med at holde døren så hårdt lukket, bare fordi det er det, vi har lært. Når vi i stedet tør åbne døren og se, hvad der findes lige på den anden side af gaver, bare til os!

At give sig selv kærlighed kan føles uvant, men sjælen kender denne tilstand, for det er vores naturlige tilstand. Så når vi beslutter os for, at livet skal være så meget mere end frygt, kontrol og smerte, og i stedet begynder at tænke flere positive tanker om os selv og livet, og gøre flere rare ting, som ikke handler om det, der gør ondt, så vil sjælen og hjertet med glæde overtage. Og den brændende kogeplade vil efterhånden kun høre hjemme i vores barndoms histore. (Hvilket er en anden historie …)

I stedet for, i dette eksisterende NU!

God dag til dig, du elskelige menneske.

 

Kærligst Cecilia


Læs hele blogindlægget. »

Børns egen overensstemmelse

Jeg har to børn og været mor i ti år. Og det meste af den tid, har jeg troet på, at jeg skulle lære mine børn noget – omkring at være på en bestemt måde, leve på en bestemt måde, være sund på en bestemt måde, have selvtillid på en bestemt måde; Den måde, som jeg troede på, nu var bedst og gav dem mest glæde og lykke i livet. Til når de blev teenagere, unge og siden voksne, så jeg kunne læne mig tilbage, under et dejligt træ, som en glad og tilfreds mor og føle, at det havde jeg da gjort meget godt. At jeg havde formået at give dem de forudsætninger, de havde brug for, for at få et godt liv, med succes og kærlighed, i overflod!!!

Men nu tror jeg på noget andet. At jeg hverken kan, eller skal, lære dem, hvordan de finder glæden og meningen med deres liv. For det ved kun de. Jeg behøver ikke at lære dem, at tænke på en bestemt måde, for at tiltrække sig de ting i DERES LIV, som de ønsker sig. Jeg behøver ikke at lære dem at elske sig selv, sine medmennesker og dyr og naturen, for det gjorde de allerede, da de blev født. Jeg behøver ikke at “fixe” mine børn, så de kan få succes i deres liv, for de er selv født med den viden, som de skal bruge.

Mine to børn er født i fuldkommen overensstemmelse med, hvem de er. Og jeg er født i overensstemmelse med, hvem jeg er. Og hvis jeg har glemt et sted i mit liv, hvem jeg i virkeligheden er, er min eneste opgave, at huske det igen. Og det! er den største gave, jeg kan give mine børn. Samt at have fuldkommen tillid til dem og deres egen, indre viden.

Kærligst

Cecilia

 

Vores største gave!

At blive bevidst om din vejrtrækning, er nok den letteste vej ind i meditation og at skabe ro i din krop. Hver gang du bliver bange, føler trang til at kontrollere, og føler dig presset over noget i din ydre verden, så træk vejret! Og bed dit barn om det, når barnet bliver overmandet af frygt. “Tag en dyb vejrtrækning, alt er okay. Du er elsket”.
Jeg fortæller det til mig selv, når mit indre barn har brug for at høre det. Vi kan ikke have både frygt og kærlighed i samme åndedrag. Vælger vi frygten, træder vi ud af vores flow. Vælger vi troen på kærligheden, fører flowet os til gengæld derhen, hvor vi ønsker at være.

Nyd livet! Det elsker dig.

 

Frihed til at elske dig

Børn er født i frihed. Frie til at være tro mod sig selv og elske sig selv. Hvis de så møder voksne, der mener og lærer børnene, igen og igen, det er vigtigere, at de er tro mod dem og DERES følelser, så vælger barnet det. Så højt og ubetinget elsker børn. At de ændrer sig, for at lette den voksnes smerte, men som er en umulig opgave. Og når børnene så er blevet voksne selv, har de glemt deres frihed. Og de føler nu også selv smerte, som er indikatoren på, at de har glemt noget meget, meget vigtigt – sig selv. Derfor, bed aldrig et barn om at ændre sig, for at du kan få det bedre indeni. Ikke den mindste ting. Vælg i stedet for, at være tro mod dig selv. Mærk den smerte du føler, observer den i stilhed, uden nogle tanker om den, og den vil opløse sig og forsvinde. Fordi du mærkede dig selv. Uden at et barn behøvede at tage ansvar for dig og din egenomsorg, på sine skuldre. Og i stedet for, vil der komme langt mindre smerte, men meget mere glæde og kærlighed i denne verden. I frihed til at elske os selv, præcis som dem vi er.

Spejlet dømmer aldrig

Den største gave, du kan give dit barn? At elske dig selv.

Kan du sige, “Jeg elsker dig”, til dit eget spejlbillede? Hvis det føles svært og ubehageligt, så vid, at det er ikke spejlet, der dømmer. Kun dig selv. Men i dine øjne, er der også et lille barn, der længes efter at høre disse ord. Giv det barn din kærlighed. Fortæl dig selv i spejlet, at du elsker dig. Hver dag.

Og dine øjne vil spejle kærligheden til dit fysiske barn, når I ser på hinanden. Så i stedet for en indre fordømmelse, vil de kunne se sig selv, i dine øjnes spejlbillede, som dem de i virkeligheden er – ubetinget kærlighed.

 

 

 

Om at komme tilbage til mad, livet og kærligheden

Jeg talte i forrige uge med en kvinde, som havde været inde og se Dalai Lama, da han var i København. Hun fortalte mig, at der havde stået demonstranter udenfor, som var imod hans besøg og hun undrede sig over, hvordan man kunne demonstrere imod kærligheden? Og jeg svarede hende, at det symboliserede nu ret fint, hvordan vi selv demonstrerer imod kærlighed, i vores eget liv. I og med om vi saboterer den og os selv, eller om vi slipper modstanden og bare lader den flyde frit igennem os og ind i vores liv.

Efter mine 11 år med mand og børn og kernefamilie, men som blev brudt op og forladt i sommer, er jeg stadig i gang med at sunde mig, og slikke mine sår – og begynde at skabe mit nye liv, siden jeg forlod den velkendte tryghed, som også var et liv sammen med min bedste ven, min daværende mand. Men det var netop et ønske om kærligheden, at vi lod det ske, begge to. Et dybt, ufravigeligt ønske om, at vi begge måtte opleve og føle kærligheden i også andre former, end sådan som den gjorde, og stadigvæk gør, imellem min eksmand og jeg.

Jeg var så ikke forberedt på, hvor store omvæltninger det betød for mig personligt. Min omverden forsvandt stort set, og skal nu genskabes på ny. Men heldigvis er vores kroppe så smukt og kærligt indrettet, at ved kriser og traumer, så går den i overlevelsesmode. Der blev lagt et tykt låg på stort set alle følelser, der havde forbindelse til mit “gamle” liv. Og jeg er først nu, skridt for skridt, ved at kunne mærke mig selv igen, og helt basalt, så kan jeg måle det i min lyst til mad, som meget langsomt er ved at komme tilbage.
Læs hele blogindlægget. »

Dette er MIT arbejde!

 

 

stop-pretending

 

 


Gradvist i løbet af mit liv, begyndte jeg at kopiere og tænke tanker, som jeg ikke var født med – men som forstyrrede overensstemmelsen med den, jeg er født til at være.

Og som begrænsede mig i mine handlinger, i mit selvværd og skabte frygt i mig.

Men da jeg for ti år siden oplevede et et nyt, smukt og rent liv i min mave, igennem det barn jeg ventede, blomstrede en medfødt viljestyrke og stædighed op om, at jeg ville skisme give hende et andet mindset, end jeg havde.

Og jeg ville nurse og pleje hendes selvværd, og ruste hende i mødet med sin verden og andre menneskers påvirkning.

Derfor begyndte jeg at tage de skridt, der førte mig tilbage til mig selv. Og jeg blev dybt begejstret, da jeg lynhurtigt kunne mærke, hvordan jeg kunne tage ejerskab over mine tanker og følelser.

Jeg kunne observere dem, som værende ikke mine, men som nogle, der blot var blevet indlært og optaget, og derfor også kunne ændres.
Læs hele blogindlægget. »

Bliver dit barn god til at bede om hjælp, som voksen?

Hvorfor er det så hamrende svært, at bede om hjælp, for så mange af os?

Det kan føles helt skamfuldt, at vi ikke kan klare os selv, selvom vi er sårbare, bange, og måske har det rigtig skidt! Alligevel insisterer så mange af os på at samle de sidste kræfter, og knokle derudad, selvom kroppen bare siger “Nej!”

Når min lille dreng ikke kan sove om aftenen, men står op, selvom jeg har puttet ham, og nu virkelig trænger til noget voksen-alenetid – så tænker jeg, hvor er det fedt, at han har modet til at bede mig om hjælp, på trods af at han ved, jeg forventer, at han skal sove nu.

Men han er da ikke modig! Han følger bare naturligt sit behov og ved, at han kan bede om hjælp. Det er i stedet for mig, der ikke tør bede andre om hjælp. Og derfor spejler han netop mit manglende mod, når han står ud af sengen og beder mig om hjælp til at kunne falde i søvn, fordi han er bange for eksempelvis edderkopper.

Men hvad pokker er der så sket, når vi bliver voksne og har så meget nok i os selv? Og heller ikke tør bede om hjælp, selvom vi virkelig har brug for den, men død og pine hellere vil klare os selv?

Vi finder svaret ved at se på, hvordan vi selv møder vores barn.

Rummer vi det, i dets sårbarhed, når barnet i selverkendelse ved, at det ikke selv kan klare denne situation, uden at gøre vold på sig selv?

Eller lærer vi vores barn, at det er belastende og irriterende, og at det faktisk godt må gøre vold på sig selv, fordi det skal tilpasse sig vores behov? I en skjult forventning om, at det skal gøre det samme, som vi selv gør, når vi heller ikke tør bede om hjælp, selvom vi har brug for den.

Eller møder vi børn i deres behov, med vores medfølelse, kærlighed og forståelse. Og tør prøve at indse, at vi i stedet kan lære noget af deres kærlighed til sig selv, og at det er fuldkommen menneskeligt, at vi bare ikke altid kan klare alting selv!

Det vil jeg i hvert fald gerne lære mine børn! 

Ej dig selv, og rigtig godt nytår!!!

just-fucking-own-it

Mit sidste halve år af 2014, har været så vildt og stort og på alle mulige måder, så tydelig for mig omkring, hvordan jeg selv manifesterer mit liv, som en total og magtfuld skaber.

Og jeg har været nødt til at sunde mig, mærke indad og tage den kærlighed ind, som har været så ekstrem og så stor, så jeg har været – og stadig er, – fuldkommen ør over, hvordan universet tydeligvis fungerer.

Og selvom jeg har været et meget bevidst menneske i flere år efterhånden, og dagligt øver mig på at tage nye skridt, i den vigtige henseende, at det ikke bare er nok at læse en masse bøger, men at vi bliver nødt til at gå vejen selv, hvis vi vil lære og forstå – så har oplevelserne været af en sådan art, at jeg ikke længere kan være blind og derved give min styrke fra mig. Jeg er nu virkelig nødt til at anerkende, hvordan universet fungerer.

Der er ingen vej udenom længere. Fordi det hverken nytter eller hjælper mere, at gøre sig selv lille, ufuldkommen, uværdig eller andet i den boldgade, men som vi så mange har lært, var nødvendigt at tro på, i forhold til at kunne overleve i sine omgivelser. Og fordi det er vores arv igennem mange, mange generationer!

Men JEG er mine omgivelser, JEG er min verden, JEG er mit liv, og det er sådan naturlovene fungerer for os alle sammen! Ikke bare en gang i mellem, som måske kan være belejligt at tro på, når livet flasker sig, som vi ønsker os det. Men hvert eneste sekund!
Læs hele blogindlægget. »

Samhørighed mellem barnets hjerte og sind

Det er gældende for langt de fleste af os mennesker, at stort set ingen af vores tanker er valgt til, fuldt bevidst. Og vores tid er netop kun i sin spæde start omkring at forstå den revolutionerende videnskab, som ligeledes kvantefysikere har opdaget i deres forskning, at tanker er fysisk energi. Og at vi skaber vores livs forudsætninger, igennem den kraft og hyppighed, vi udtrykker vores tanker med. Men det har konsekvenser og omkostninger, når vi ikke ved, hvordan vi kan tage det bevidste valg, hvilke tanker vi i virkeligheden gerne vil have, der skal have indflydelse på vores liv. Ligesom hvordan vi hver dag kan stå op og så udleve vores hjertes visdom, ved at lytte til den lille, indre stemme. Og selvom ønsket kan være stort, bliver det ikke det valg, som tages i løbet af en travl og hektisk hverdag. Fordi de vanemønstre der blev indpræget i løbet af barndommen, så nemt vinder og tager over. Vanemønstre som ikke inkluderer, men ekskluderer, den ægte og kærlige stemme indeni der altid guider og hjælper os, i den ofte massive støj, som både de indre tanker og det omkringværende liv skaber.

Når vi ikke selv har lært hvordan, er det en udfordring at lære vores børn, at bruge sindet på den måde, som vil være allermest optimalt og konstruktivt for deres trivsel og livsglæde. Men hvis vi ønsker at give en anden lære videre til vores børn, og i stedet for give dem friheden til at leve det liv, de selv ønsker sig, er der brug for, at vi bliver klar over de negative og kedelige konsekvenser der er, hvis vi ikke tager ansvaret på os, og begynder at lære børnene noget andet, end hvad vi hidtil har praktiseret. Og det vil vi kunne gøre meget kraftfuldt, hvis vi viser vores børn, hvordan de altid er i stand til at skabe bånd og samhørighed imellem deres hjerte og sind, og bruge den forbindelse til at give klarhed over, hvilke handlinger og hvilken vej, som de skal gå på i deres liv, fuldt bevidste, og i kærlighedens ånd. Det starter hos os voksne, i børnefamilierne, hvor vi alle sammen lige nu, kan vælge at tage de skridt og tage det ansvar, som vores forældre ikke vidste, at de kunne tage; at finde modet og viljen til at gå de babyskridt, som enhver ny læring starter med. Som er starten til, at vi i langt højere grad fremover vil blive de bevidste væsener, som vi er født til at være og begynder at tage det valg, at give os selv, vores børn og vores medmennesker i verdenssamfundet, del i den uendelige glæde og kærlighed der altid eksisterer. Som når vi er klar til at begynde at lytte til vores hjertets visdom, bliver i stand til at skabe for os selv og i vores familie, hver og en.

 

 

Hvor er dit fokus, når du kigger på dit barn?

Vi har alle en nedarvet tendens til, hvad det er, vi kigger efter i vores liv, formet af, hvad vi har lært at fokusere på igennem vores egen opvækst og fra vores forældre. Men alt! hvad du giver din opmærksomhed, vokser. Som den klassiske term, om vi vander ukrudtet eller blomsterne, i vores liv … Og ligesådan, hvilken selvfølelse og adfærd får vi til at vokse hos vores barn, igennem vores fokus på barnet? Er det dets fejl, dets mangler, hvordan det fylder og kan provokere dig?

Eller er det din tro på dit barns styrke, skønhed og som en sjæl, der er her på Jorden, for at gå igennem sit liv og sin egen udviklingspoces. Og din tro på, at det har valgt DIG, til altid at opmuntre sig, når det fejler, og føle din entusiasme omkring sig, sin personlighed og særlighed. Og føle sig elsket og støttet af dig, imens det får sine egne erfaringer igennem de kontraster, livet nødvendigvis skal give dit barn, for at det kan lære på egen krop, præcis at vide og føle, hvad tilfredsstillelse, glæde og kærlighed er, og derfor kan skabe det i overflod i sit liv, igennem sit eget fokus.

 

For din og dit barns bevidsthed

 

Kh Cecilia

Ingen grund til bekymring

Når vi som forælder bekymrer os for vores barn, om det nu kan klare sig i livet, om det er sundt nok og rigtigt nok, og om vi selv gør det godt nok, så udsender vi vibrationer til vores barn, som ikke er i overensstemmelse med, hvem barnet dybest inde ved, at det i virkeligheden er. Vi kan ikke vide, hvad barnets udvikling og læren i livet handler om og hvorfor ting sker, som de sker. Den største gave vi i stedet for kan give, fremfor at bekymre os, er at vise barnet vores tillid, vores kærlighed og accept af, at barnet er præcis, som det skal være. Og så at vi tager af vores egen opgave i livet, nemlig at opretholde og pleje forbindelsen til, hvem vi, i virkeligheden, er.

Det er vores allerhelligste opgave som forælder og som rollemodel. Elsk den du er. Så barnet kan se, at det også kan vedblive med, at elske sig selv, uanset hvilke sten, der nu engang ligger på vejen, og som har sin egen opfyldelse med, hvorfor de nu ligger der. Lad være med at fjerne dem. Hav i stedet intentionen om at vise dit barn, hvordan de kan bruges til at vokse og lære fra og blive endnu mere bevidst om, hvad det ønsker sig i sit liv. Ved at elske og bevidst bruge de sten, der ligger på din vej.

 

For din og dit barns bevidsthed

 

Kh Cecilia

Kun du kan forlade dig – ingen andre kan

Så langt tilbage som jeg kan huske, har jeg været rædselslagen for at blive forladt. Min mor har fortalt, at hvis hun kom til at cykle for langt foran mig, så blev jeg pisse ulykkelig og skreg efter hende. Og den frygt har selvfølgelig påvirket mine handlinger, i at jeg forlod mine kærester, inden de forlod mig. Og kom de alligevel først, var jeg ikke andet end snot og tårer i nogle intense dage, og var overbevist om, at jeg ikke længere havde noget at leve for. Ja, der kunne være meget sort eller hvidt inde i mig, specielt da jeg var teenager, men det hører vist ligesom alderen til. Og jeg ved, at min 9-årige datter kommer til at svinge lige så meget i sit følelsesregister, fordi det gør hun allerede og hun har altid gjort det – men det bliver ikke nær så meget over drenge. De betyder ikke lige så meget for hende, som de gjorde for mig, eftersom hun har en kærlig og nærværende far, hvor min kærlige far, som også elskede mig højt, samtidig var alkoholiker og magtede ikke at være nærværende i mit liv, på rigtig noget tidspunkt.

Men forleden kunne jeg endelig gå ind i den spændetrøje, det føltes som omkring mit bryst, da jeg konfronterede forladtheds-følelsen, fordi den dukkede op igen – og jeg var tilbage til at være et barn, som blev forladt, midt på et fortov, af en sløret voksen-skikkelse, der gik langt foran mig. Og da jeg blev i følelsen af frygt, i stilhed, for at iagttage den, gik tanken op for mig, at den eneste der nogensinde kan forlade mig, er mig selv. Ingen andre kan.

Mit liv har de sidste år, intensivt handlet om at blive mere bevidst. Men jeg kunne nu så klart se, at netop frygten for at blive forladt, havde skabt denne indre trang til at blive fri indeni, for så kan jeg altid være hjemme i mig selv, uanset hvad andre vælger at gøre omkring mig. Den ultimative frihed, som jeg ønsker så højt!
Læs hele blogindlægget. »

Sådan kan dit barn tænde for kontakten

Jeg har en dyb passion for vampyrer. Det har jeg haft, siden jeg som 16-årig så “Dracula”, og mit teenagehjerte blev ramt af dødelig, romantisk og alt-opofrende kærlighed, men som også var mørk, djævelsk og farlig. Og jeg tilstår, at det ikke er tilfældigt, at min søn på nu 7 år, har været en vampyr, de sidste tre år til Halloween. Hvilket passede ham fint. Og lige for tiden går meget af min tid med at se “Vampire Diaries” på Netflix. Og jeg elsker den!

Allerede dengang som teenager, var jeg optaget af lyset og mørket i mig, og derfor var jeg dybt fascineret af den mørke (og forbudte) “underverden”, samtidig med, at jeg læste bøger af bl.a. Louise Hay og Neale Donald Walsch, om at føle og leve i ubetinget kærlighed og kende sit lys.

Som jeg blev ældre, lærte jeg forståelsen om at vi kan ikke kende til lyset, hvis vi ikke kender til mørket. Og når min søn spørger mig, om mørket kan vinde over lyset, så spørger jeg ham tilbage, om han kan gå ind i et lyst rum, og tænde for mørket – eller om han kan gå ind i et mørkt rum, og tænde for lyset. Han kender svaret.

Og jeg husker mig selv på lysets magt, når jeg føler, at nu blev det lidt for mørkt omkring mig til, at jeg bryder mig om det. Når barnet i mig bliver bange og spørger, om det nu er rigtigt, at mørket kan vinde over lyset. Men så kan den voksne Cecilia finde vejen til trygheden, fordi hun ved, at mørket aldrig kan vinde. Det handler hver gang om, at finde kontakten og tænde.

Jeg var engang mørkeræd, men det hang sammen med, at jeg var bange for mine egne tanker og derfor bange for at være i mit eget selskab. Og i mørket, er man helt overladt.
Læs hele blogindlægget. »

En legendarisk skilsmisse – min!

I løbet af de sidste tre måneder, er mit liv kommet til at se noget anderledes ud. Jeg er ikke længere gift med min kære ven Søren og jeg bor ikke længere på landet, men er flyttet i en skøn, lys lejlighed, i byens centrum. Og det hele er sket, fordi mine ønsker ændrede sig og fordi Sørens ønsker, ændrede sig.

Og det er gået så hurtigt, at jeg stadig kan sidde og tænke, “Hvordan skete det lige?”Wow, hvor er jeg en fantastisk skaber, at kunne manifestere alt dette, på denne gode måde, som det er blevet, og så hurtigt, at jeg stadig kan mærke energien blafre på min hud.”

Jeg er endnu ikke klar til at dele nærmere omstændigheder, men jeg ved, at det kommer jeg til en dag. Jeg kommer til at kunne inspirere og løfte enhver skilsmisse og måske endda kunne give det et andet navn, da ordet “skilsmisse” i denne sammenhæng, aldrig har passet.

Da jeg for et par måneder siden sad med Søren, og vi aftalte, at det var dette skridt, vi nu ville tage sammen, fik jeg overskriften i hovedet, ” En legendarisk skilsmisse”. Og jeg delte det med ham og sagde, at det var sådan, det skulle være, sådan, det ville blive. Og det kan jeg i sandhed sige, at det også er.

Vi deler kærlighed med hinanden, som vi har gjort det de sidste mange år, men fordi det er den gode venne-kærlighed, vi har til hinanden, måtte vi også uundgåeligt sige farvel til hinanden som par, da vi blev klar over, at det var sådan, det hang sammen for os. Vores elskede børn har fået det godt i deres skole, der kom ro på derhjemme, og derfor kunne jeg mærke mig selv, efter i flere år, primært kun har mærket mine børn og deres behov. Jeg glemte at fokusere på min egen indre tilstand og velvære.
Læs hele blogindlægget. »

Fordi det betyder noget!

Når vi vælger at gå nye veje i vores liv, når den sti, vi måske så længe har gået på, ikke længere giver mening for os og ikke får os til at føle sådan, som vi ønsker os i vores krop, bliver vi nødt til at få nogle nye vejvisere, hvis vi ønsker at skifte vejspor. Et nyt kort, om du vil, ellers vil vi blive ved med at tage den samme rute i vores liv, og vi vil også vise den samme rute til vores børn, som følger os og gerne vil holde os i hånden imens.

Børnene vil tage nogle andre vejsving en gang i mellem, i løbet af deres barndom – veje der er ansporet af deres glæde, deres vilje, deres passioner og følelser om deres sandhed – men hvis vi har brug for at holde dem fast i de mønstre, som vi selv har lært, så vil destinationen ofte gentage sig i sin form, fordi de lærer af dig og mig, hvordan livet skal anskues og ikke mindst, hvordan vi anskuer os selv.

Så hvad kan vi gøre, når vi så har modet og kærligheden til at råbe til dem, “Lad være med at tage den samme vej som mig! Gå den anden vej, den, hvor livet er så meget sjovere, så meget mere kærlighedsfyldt og hvor livet er indholdsrigt og dybt tilfredsstillende!”

Og når barnet så kigger forundret på os, og sikkert også skræmt, og siger, “Jamen jeg vil med dig mor! Tag mig med far, jeg vil ikke skilles fra dig!”

Så kan vi lære af vores børn. Lære af dem, at lytte til vores passion, lytte til vores ønske, om ubetinget kærlighed, lytte til vores hjertes stemme om, hvem vi i virkeligheden er, og hvad vi i virkeligheden ønsker at opnå i dette liv. Og på den måde, vise barnet vejen til, at det kan gøre det samme. Det har din fulde tilladelse.
Læs hele blogindlægget. »

Nu er jeg klar til at hjælpe!

Ude på mit køleskab, hænger der en seddel, hvorpå jeg skrev for en uges tid siden, hvordan det føltes at udvikle mit firma i den retning, som jeg så længe, har vidst, jeg skulle. Så jeg ikke glemmer det, fordi det var en vigtig indsigt for mig og for dig og for de børn, som jeg ønsker at hjælpe til selv at kunne konfrontere frygt og i stedet tage springet ud og gøre krav på sig selv – uden at vide, om der nu er noget, der holder og støtter og elsker os.

Jeg havde selv længe siddet fast. Og jeg kunne ikke se, hvordan jeg skulle kunne noget andet, og det var meget frustrerende. Og jeg var rigtig bange for det ukendte.

Men da jeg i stedet begyndte at åbne mig op over for nye oplevelser, andre steder i mit liv, dukkede hjælpen så op. Igennem to dejlige mænd, hvor den ene ikke varede meget længere end et stjerneskud i mit liv, så var han væk igen, efter at jeg var blevet rykket i min energi. Og den anden mand fylder meget i mit liv, og han hjalp mig praktisk og kærligt i gang. Fordi både han og jeg kunne se, at det var nødvendigt og tid til det.

Og som der står på den seddel på køleskabet, så føltes denne udvikling af virksomheden, med nye sessioner og produkter, som endnu en fødsel, udover de to, jeg allerede har klaret af mine børn.

Jeg blev nødt til at håndtere det stædige, skrigende barn med korslagte arme, der var en del af mig, og som sagde, at det var alt for skræmmende, at begive sig ud på dybt vand, når alt nu havde været så trygt, indtil nu.
Læs hele blogindlægget. »

Sådan er Kærlighed!

Jeg har en ret vidunderlig kæreste, og vi elsker hinanden så højt. Han ser ud, ligesom jeg ønskede mig, at min drømmefyr skulle gøre, da jeg som 13-årig beskrev ham for min veninde – nøddebrunt hår, lækker hud og store mørkeblå øjne.

Han er umådelig skarp, umådelig kærlig, og han gør min verden til det bedre igennem sit væsen og sit sind, som er så dybt og fantasifuldt, som hvis tusind sommerfugles vinger rørte mig med deres begejstring og glæde.

Han ved helt sikkert, at det er mig, han vil giftes med, men han er også klar over, at han skal være atten år, før det kan lade sig gøre, for det spurgte han sin far om. Og han ville vide, hvor gammel, jeg så var, når han var gammel nok.

Jeg fortalte ham, at på det tidspunkt er jeg halvtreds år. Han spurgte mig sødt, om jeg så ville være, som jeg er nu, eller om jeg ville være meget gammel? Jeg lovede ham sandfærdigt, at jeg ville gøre alt, hvad jeg kunne, for at blive ved med at holde mig smuk, sund og rask, og måtte stikke ham en hvid løgn og sige, at jeg ville være, som jeg er nu.

Jeg er ikke bleg for at sige, selvom jeg allerede har en dejlig mand, at min kæreste er den bedste kæreste, jeg nogensinde har haft. Han ved nemlig lige præcis, hvordan jeg føler mig elsket, når han hver nat insisterer på, at vi skal putte tæt, hud mod hud, når han ofte fortæller mig, at jeg er smuk og en lækkermås. Når han giver mig blomster og tegninger, og når han vil kysse med mig og kræver mig og mit nærvær.
Læs hele blogindlægget. »

Sådan vil dit barn kunne føle sig dybt elsket af dig!

Jeg er dybt taknemmelig for hver eneste gang, jeg får et større kendskab til mig selv, til mine børn, om mine nære relationer og resten af verdens befolkning. Hver gang, jeg får mulighed for at kunne se endnu mere nuanceret på mine omgivelser og på mig selv, når jeg får en større forståelse, større medfølelse og flere muligheder, for positiv handlekraft. Og jeg er nu blevet endnu bedre klædt på som mor, med bevidstheden om, at vi alle har vores helt eget foretrukne kærlighedssprog, som jeg vil bruge i samværet med mine børn, fra nu af og resten af mit liv, kan jeg godt fortælle!

Jeg var for nyligt til foredrag med en meget seriøs og ligeså meget, morsom mand, som virkelig har på hjerte, at give børn og unge en anden bevidsthed i deres opvækst. Han hedder Nikolaj Moltke-Leth, og jeg kan anbefale hans hjemmeside her, hvis du har en teenager. Han laver bl.a. camps og har også startet en ny efterskole op, som fokuserer på, at give unge mennesker et stort selvværd og at tage ansvar for sit liv. I like!!!

I løbet af foredraget, tog han de 5 kærlighedssprog op, som den amerikanske mand, Dr. Gary Chapman, har forsket i og defineret, til stor glæde for os, som ønsker at kunne give sin kærlighed mere bevidst og klart, så kærlighedens energi lander lige i hjertet på vores kære, og vi kan få fantastiske kærlighedsforhold med hinanden.  Jeg havde godt nok hørt om kærlighedssproget før, men jeg forstod først nu, hvor vigtigt det er for mig og min familie, at tage det fuldkommen seriøst, og ikke som en gimmick, jeg nok nærmere gjorde før.

(Så kan man se, hvor vigtigt det er,
Læs hele blogindlægget. »

Børnene viser os, at leve vores sande formål

Min familie og jeg har henover Påsken, været i Rom i 11 dage. En vidunderlig rejse som udelukkende lod sig manifestere, fordi jeg lyttede til den stemme, jeg havde indeni. I efteråret havde jeg en svær tid, og jeg satte mig på et tidspunkt i mit soveværelse og skrev med Universet, og stillede spørgsmål. Og jeg fik bl.a. det svar, at jeg skulle tage til Rom med min familie. Jeg takkede og vidste det, helt ind i mit hjerte, da tårerne trillede. Jeg gik da nedenunder i køkkenet, hvor min mand og børnene sad, og fortalte dem, at jeg nu vidste, at vi skulle rejse til Rom. Og om de ville med mig. Det ville de, og min mand fik med det samme bestilt flybilletter, en proces som tog ingen tid, og de havde den rigtige pris, tid og flyselskab. Den samme proces fra hjertet, hjalp os med at finde den skønne lejlighed, vi kom til at bo i, og i et område af Rom, som vi forelskede os i. Det kan være så enkelt, at finde stien, hvorved vi skal gå, når vi lytter.

Jeg var helt ikke klar over, hvorfor jeg skulle til Rom, men afsted skulle jeg. Og først nu, hvor vi er hjemme, kan jeg klart se, hvordan det har hjulpet mig. Jeg fik stimuleret mine passioner og sanser med skøn mad, smukt sprog, storslåede omgivelser og passionerede mennesker – og jeg blev ladet op igen. De sidste mange måneder, har jeg næsten følt mig som en død, efter en alt for lang periode med stress, hvor jeg døvede mine kropsignaler, igen og igen. Fordi jeg ville mine børns trivsel så meget, at jeg glemte min egen trivsel. Men Rom gjorde, at jeg kom tilbage til mig selv, og jeg har fået lyst til at skrive og arbejde igen.

 

Vores højeste formål er at hjælpe og tjene

Marianne Williamson, en kvinde og spirituel vejleder, som jeg dybt beundrer, og derfor kaster en masse af mit lys efter, fortalte i et foredrag på Youtube, at vi mennesker i Vesten, opfører os som en usund celle i Universet, som en kræftcelle, fordi vi har glemt
Læs hele blogindlægget. »

Børns tilgivelsesproces i Nuet!

Da jeg netop hængte tøj op, ude i det skønne vejr, fik jeg den indsigt, at vi bliver nødt til at lade vores børn kunne have og gennemleve alle følelser, og give plads til dem. Ikke bare for at de kan leve som hele mennesker – men også for, at de er i stand til at kunne tilgive og give slip. Både stort som småt, i løbet af deres hverdag og deres opvækst. Fordi vi kan ikke tilgive, hvis vi ikke kan rumme, at være i de følelser, som er bundet til den oplevelse, der skal tilgives!

Jeg er først nu, som 38-årig, klar til at tilgive et stort svigt, jeg oplevede som barn, af et nært menneske. Fordi følelserne i mig, dengang blev begravet dybt inde, og jeg kunne ikke mærke dem, før de begyndte at rumstere, for et par år siden. Og den tid har det yderligere taget for mig, at kunne erkende dem og give dem lov til at være, så jeg nu kan begynde en tilgivelsesproces. Og det er stadig ikke helt nemt. Men jeg må selv være den voksne, der rummer og giver kærlighed. Og forløse den smerte, som har siddet derinde, i alle de år.

Det er livsnødvendigt, at børn må føle, blive vrede, rasende og bange. Lige så længe, som de har brug for det. Fordi det faktisk er tilgivelse i proces, lige for øjnene af os, en tilgivelse som barnet forløser i Nuet!!! Er det ikke helt utroligt smukt, at se det sådan?

En tilgivelsesproces som, hvis den bliver afbrudt, måske så må vente i mange, mange år, måske hele livet, før den kan blive forløst, og som vil sætte sine spor imens, igennem livet. Og vi har så svært som voksne med, både at forstå, hvad tilgivelse er og hvordan vi så gør det.

Kig på dit barn – sådan gøres det. 
Læs hele blogindlægget. »

Lederskabet for barnet – der er to måder …

Lederskabet i en familie eller for børn generelt, kan ske på to niveauer! Vi kan være en leder fra sindet, som tror på, at vi skal være bestemte og autoritære, for at vise vores børn, at det er os, der er lederen – og vores børn vil kigge på os og tænke, hvad har mor eller far gang i? Jeg forstår det ikke, og det føles usikkert. Men jeg er et barn, og jeg må lære af den voksne, uanset hvad jeg selv føler.

Eller vi kan være en leder ved, at vi følger vores intuition og er åbne for de vejledninger, som kommer fra vores højere selv. En leder, som ikke har brug for at være en leder, men naturligt bliver det, fordi han eller hun følger lyset i sig. Og derfor kender til lyset i barnet og på denne måde, skaber og åbner et rum til, at barnet trygt kan vise sit eget lys og lytte til sit højere selv.

Verdenen har brug for, at vi begynder at forstå denne måde, at være forældre på, og at være børnenes ledere på. Det er et skift, som vil transformere alt, hvad vi hidtil har troet på, om os selv og om børn. Det er kærlighed, i sin højeste form.

Om at gribe i egen barm og gøre noget ved hensigterne

Vi har alle forskellige ønsker og drømme. Men formår vi at udleve dem og gøre dem virkelige? Eller er de blot hensigter, som i virkeligheden aldrig bliver til noget? Det er ikke hensigterne, der skaber vores liv – men de handlinger som vi formår, at have modet og viljen til at tage.

Jeg har flere gange været overrasket over andre forældres beundring, når jeg fortæller om de handlinger, jeg har taget for mine børn det sidste år. Jeg føler jo ikke, det har været noget særligt, eftersom der intet andet valg var i min optik. Alternativet var langt værre, selvom det har været mega hårdt, og jeg har måttet sætte mit arbejde i bero, for at passe på mig selv. Men jeg kan simpelthen ikke acceptere, hvis mine børn ikke har en skøn og tryg arbejdsplads at tage til, dagligt. Hvor de trives og bliver mødt af glade og anerkendende lærere og har ro og mulighed for, at deres nysgerrighed kan få lov til at fordybe sig og udforske. Sidestil det med, hvilken arbejdsplads du synes, er værdi nok til dig. Sluger du for mange kameler og føler dagligt misglæde, eller glæder du dig til at stå op om morgenen, til endnu en spændende dag? Det handler om vores egen indre følelse af værdi, og den giver vi videre til vores børn, når vi enten accepterer og lukker øjnene for, at de ikke har det godt i deres skole, eller hvis vi tager handling og tør tage den ikke altid bekendte, men ved, at hvor der findes vilje, findes der vej.

Jeg stod uden en skole til børnene i december, og derfor så måtte jeg hjemmeundervise dem, (hvilket jeg elskede). Og nu kan jeg med glæde køre dem til en skole, som jeg kan sige, jeg er forelsket i, og selv elsker at være på. Min intention og vilje for at finde en værdifuld arbejdsplads og skolegang til mine børn var så stærk, at universet forstod og hjalp mig dertil. Blot 12 minutter herfra vores hjem.
Læs hele blogindlægget. »

Julen, dengang jeg var barn

En uge tilbage af den skønne december måned, og mine to børn tæller efter mange gange om dagen. Især ham den lille på seks.

Jeg blev rigtig glad, da min-barsel for nyligt spurgte, om jeg havde lyst til at skrive en artikel og det ville jeg selvfølgelig gerne. Den kom til at handle om forventninger i julen, men også om hvordan tiden kan ændre sig, når vi går fra barn til voksen. Og kan vælge at tage et valg om, at tiden er vores egen.

Du er meget velkommen til at læse artiklen her.
Læs hele blogindlægget. »

En åben dør til Nuet!

symfoni

I onsdags havde Søren og jeg inviteret Karoline ind og se copenhagen phil. på musikkonservatoriet. Vi sad midt for, helt forrest og var åbenhjertige vidner til musik i særklasse – først fire fremragende strygere, deriblandt Rune Tonsgaard Sørensen, som netop har modtaget Kronprinsparrets Stjernedryspris. Og dernæst Symfoniorkesteret, som jeg greb mig i at føle, at de kun spillede for mig. Og jeg blev ofte dybt overvældet. Vores første klassiske koncert – men absolut ikke den sidste. Jeg var fuldkommen til stede, i krop og sjæl. Jeg er blevet afhængig og bliver nødt til at høre flere af disse levende og storslåede koncerter. Afhængig af Nuet, som var at finde her, så nemt og ligetil.
Læs hele blogindlægget. »

Jeg gider ikke!!

MILLIARDÆR SOM LEVEMENNESKE

Jeg er i gang med at læse to store moppedrenge af og om den engelske milliardær og iværksætter-guru, Richard Branson. Han startede sin karriere som 16-årig, da han lavede et skoleblad til studenter og fik det til at løbe rundt ved ihærdigt at arbejde med at sælge annoncer og skrive artikler om kendte mennesker og firmaer. Og det ene førte det andet med sig.

Han er blevet en af verdens rigeste personer, på trods af ingen uddannelse, andet end den som han så eminent gav sig selv, ved at forfølge den ene gode idé efter den anden. Og tage de trælse nedture og udfordringer med løftet pande og bare fortsætte – simpelthen fordi han synes, at det er sjovt at leve og at få ideer, der tager form og bliver ført ud i livet, med stor selvtillid!

Hvordan var hans baggrund? Hans forældre var ikke rige – og ikke servicerende. Han fortæller bl.a. en historie om, hvordan hans mor sagde til ham, at han selv skulle cykle en tur på 80 km. da han 12 år, fordi den ville lære ham ihærdighed. Og da han stolt kom hjem, bød hun ham velkommen med, at han kunne gå over til naboen og hjælpe til med at hugge brænde. De hjalp hinanden som en selvfølge i deres samfund.

Da han var fire år, satte hun ham af bilen to kilometer fra deres hjem, fordi han selv skulle finde vej hjem. Han farede godt nok vild i krattet undervejs, men hans
Læs hele blogindlægget. »

Rodnet

Efterårets energi er for tiden, som min energi – indadvendt og eftertænksom. Jeg er et menneske, der har brug for alenetid, derfor giver jeg meget af min energi, til at kunne følge mine børn til skole i Odense, som ligger over en time væk. Men hvor de lærer, vokser og trives. Jeg har imens lånt et lokale på skolen, og her bruger jeg det meste af tiden på at skrive på min bog. Men jeg har også brugt efterårets eftertænksomhed på at sætte priserne ned på både plakater og meditationer. Til dig og dit barn, på denne rejse, der handler om Kærlighed.

Du kan se de nedsatte priser her: plakater og meditationer.

 

 

Rodnet

 

 

 

 

 

 

Stormen sidste mandag, lagde mange træer ned omkring i landskabet. Også herude på landet hvor jeg bor, og ligeledes i Odense, som jeg dagligt går igennem med børnene, på vej til skolen. For bare en måned siden, samlede de bunker af kastanjer sammen under nogle meget store kastanjetræer, der afslutter turen igennem Kongens Have, men til næste efterår vil der desværre være et prægtigt kastanjetræ mindre.
Læs hele blogindlægget. »

Min favorit, Numero Uno!

Til og med d. 18 oktober, giver jeg meditationen “Kærlighed i min familie” gratis med, når du køber en plakat!

Meditationen har værdi af 125 kr.,men jeg printer den ud til dig og vedlægger den sammen med den højt bevidste plakat, som du bestiller her.

En smuk plakat på væggen, som hver dag husker dig og dit barn på at fortælle sig selv kærlige og tillidsfulde bekræftelser, for 299 kr. En investering for Livet i dit barns barndom og for dit indre barn.


FÅR DU HUSKET DIT BARN PÅ DAGLIGE, SELVKÆRLIGE BEKRÆFTELSER?

Fordi du ønsker, at det er dem, der skal fylde i barnets bevidsthed, mens det vokser op, til at få et godt og stærkt selvværd, tillid til sine egne evner og tillid til, at Jorden er et kærligt og godt sted at leve?

Jeg bruger sedler, bøger og mine designede plakater til DAGLIGT, at træne mit sind i at være selvkærligt og tiltrække mig de ting i Livet, som gør mig glad og taknemmelig. Og sammen med mine børn, bruger jeg i overvejende grad plakaterne, da de appellerer til børnene, og giver dem lyst til at sige de positive og selvopfyldende bekræftelser.

Det er en leg at gøre, de dage, hvor de i forvejen har energi og er i godt humør. Men der er altså også mange morgener og aftener, hvor de er trætte, kede af det og sure, og så er både min mand og jeg så taknemmelige for, at vi ikke behøver skulle bruge en masse unødige kræfter i hverdagen på, at hjælpe børnene til at ændre deres tanker, i NUET. Som er det skift, der nødvendigvis skal til, for at de får det bedre. Og det er netop, når de ikke har det optimalt, at det er allermest presserende, at de finder en nem tilgang til, at ændre deres energi.
Læs hele blogindlægget. »

At rejse er at leve – tilbud på meditation

 

Jeg har for tiden meget brug for at være indadvendt, efter at jeg for tre uger siden “flyttede” ud af mit bløde og hyggelige kontor, hvor jeg kun havde mit eget selskab, til at jeg nu hver dag sidder på mine børns skole, og arbejder.

Derfor ikke så meget om mig og min familie denne gang, andet end, at vi har det godt, og ikke har fortrudt et eneste sekund, at vi har flyttet børnenes skole fra Sjælland til Fyn. Og at jeg derfor må tage med dem i toget hver dag, indtil de er gamle nok til at tage rejsen, uden mig. Men det kommer til at vente minimum et par år.

 

Lad dit barns indre lys skinne og stråle

I stedet vil jeg fortælle dig, at jeg har sat prisen ned på meditationen, REGNBUENS FARVER, men kun i en uge, fra 125 kr. til bare 58 kr.

Følg linket her, så får du den til under halv pris.

Denne meditation åbner døren for dit barn til at turde skinne sit lys og dele sine gaver med verdenen, fuldkommen som hun eller han er. Noget jeg tror, vi alle ønsker for vores barn, og verdenen har i den grad, virkelig brug for det.

Jeg har valgt den meditation, fordi jeg elsker den, og fordi det at hylde barnets lys og potentiale er den direkte årsag til, at vi har flyttet vores børn til den skole, de havde brug for.
Læs hele blogindlægget. »

Musik i den kosmiske æter

Jeg har et musiktalent, jeg det meste af mit liv har sørget over, ikke at have udnyttet. Jeg følte det, som manglede jeg en arm. At jeg ikke var hel indeni.

Så begyndte jeg for et års tid siden at spørge, hvorfor jeg skulle fødes med dette talent, når det nu ikke var meningen, at jeg skulle være musiker? Jeg ville vide det.

Svaret kom kort tid efter, en aften jeg lå i min seng, for at sove. (Det er ofte dér, min sjæl taler tydeligst til mig.)

Jeg har fået denne gave, fordi jeg skal hjælpe min datter. Være en mentor og fødselshjælper for hendes musiske sjæl, om hun så udtrykker sig på violin, sang, dans. Ord …

Være vedholdende og løfte hende, hver eneste gang, hun ikke tror på sig selv. Og holdt fast, dengang da omverdenen ikke troede på, at musikken var livsvigtig for hende.

Visheden udfoldede sig på een gang i mig. Og jeg fandt fuldstændig ro. Og dyb, dyb taknemmelighed.

Jeg har stort set altid musik i hovedet, døgnet rundt. Jeg er født med min egen indre kosmiske dj, som guider og vejleder mig med musik, og nogle gange sætter hun underlægningsmusik til mine drømme, sange, som jeg ikke har hørt i flere år.

For nogle år siden begyndte jeg, i stedet for at være irriteret over larmen, at lytte. Hvilken tekst er det, som genlyder igen og igen? Som regel er beskeden ret indlysende.
Læs hele blogindlægget. »

Derfor skal du stoppe brokkeriet

Aahh – Life is good!

Vi holder ferie, og jeg lader mig selv op, efter en fantastisk sommerlejr i sidste uge, i selskab med 932 andre voksne og børn.

Min stemme har næsten ingen kraft og min krop er træt, men alt er godt. Det er min grundfølelse, som er en konstant underliggende energi, uanset hvilke udfordringer der ellers kan være.

Som for tiden, hvor vi står over for en meget stor beslutning, som vil påvirke især min og børnenes hverdag og liv. Men vi ser masser af muligheder og gaver til os, selvom meget bliver vendt op og ned. Og vi ved, at vi har tiltrukket os disse muligheder, selvom vi ikke vidste, i hvilken form, de ville komme. Den kontrol har vi ikke som mennesker, men vi kan altid vælge at tro på, at universet elsker, støtter og hjælper os, 24/7.

 

Se filmen inden den sker …

Jeg bruger visualisering hver dag, det er blevet en helt naturlig måde at skabe mit liv på. Og det uanset om det er større og vigtige begivenheder, jeg bruger min skaberkraft på, eller om det er de små, og mere ubetydelige. Dem der bliver kaldt for “parkeringspladser”, i filmen “The Secret”.
Læs hele blogindlægget. »

Selvværdet vokser i den indre, kærlige have

Mit liv hænger fuldstændig sammen, i den smukkeste overenskomst. En sandhed jeg har kendt, fra jeg var 13 år gammel. Men jeg havde ikke forbindelse til min indre nøgle, så jeg også levede det, til min (og mine omgivelsers) fordel.

Jeg tror, at årsagen til at de fleste mennesker stadig kæmper for at lære og forstå, hvordan at leve i overensstemmelse mellem det indre og ydre, er at vores hjerne hele tiden kigger efter det svære, det problemfyldte, det, der skal løses.

Men der ikke noget, der skal løses. Og det er overhovedet ikke svært, kompliceret eller uoverskueligt. Muligheden er altid hos os.

Se i spejlet. Så ser du den. I de to smukke, strålende øjne, der kigger tilbage på dig.

Min hjerne kan godt lide at udtænke en masse sammenhænge, starte et sted, havne et andet sted og slutteligt, binde det hele sammen. Uanset om jeg tegner, skriver, laver mad, tænker eller what ever. Så er jeg glad og godt stimuleret!

Og når der et problem i mit liv, så søger min hjerne efter, at der er et eller andet, der skal løses i mit liv. Noget inde i mig, der bare liiige mangler, at komme på plads, for at jeg kan blive endnu mere fri og ændre mine omgivelser til at blive endnu bedre.
Læs hele blogindlægget. »

Luk LYSET ind i livet

For et stykke tid siden, sad jeg med min fem-årige dreng Mikkel ude i haven, og Solen skinnede dejligt på os. Jeg taler om den dejlige sol, som giver varme og lys til os, og bliver forbløffet over Mikkels svar, da han beklager sig over, at Solen altid følger efter ham.

Jeg vidste, at her var der ikke tale om den fysiske sol, som skinnede på himmelen, men det lys, som er i os. Og jeg fik et indre billede af, at der er lys, som følger efter os. Jo mere åbne vi er for det lys i vores liv, jo kraftigere er lyset.

Jeg talte derpå med Mikkel om, at det lys var en gave til ham. At det er kærlighed, som hjælper ham og give ham så meget dejligt i hans liv. Men han så sur ud og gad bare ikke, at det lys altid fulgte efter ham.

Forleden havde jeg så en drøm. Hvor der var det smukkeste, hvide og lysrosa lys, som fulgte efter mig og ville indhylle mig. Og jeg vågnede brat, og så, at Mikkel lå ved siden af mig. Jeg følte mig fuldstændig fyldt op af kærlighed til ham. Og undrede mig over, at Solen badede hele rummet i varmt, gult lys, selvom det knap var morgen, og jeg havde aldrig set så meget lys i soveværelset før.
Læs hele blogindlægget. »

Kan du bare tage imod?

Det går forrygende med de ultra billige meditationer. Hver dag, er der mødre, som køber meditationerne. Og det er jo lige præcis det, jeg ønskede, da jeg satte prisen så langt ned.

Fordi det betyder, at der nu er endnu flere børn, der hver aften falder i søvn, efter at have set sit smukke lys, forbundet sig med det, og nu tør lyse det ud på verdenen gennem sin kreativitet.

Der er endnu flere børn, som har forbundet sig med den dybe kærlighed i sin familie og mærket følelsen af, hvor elsket barnet er, bare fordi det er.

Der er endnu flere børn, som efter at have gjort et godt stykke arbejde, møder sit smukke mod og putter det ind i sit hjerte, hvor det derefter bor.

Der er endnu flere børn, som har taget en rejse til det sted, hvor der er enorm stilhed og ro, og barnet forbinder sig med universets kraft, og formulerer sit ønske, direkte til skabelsen.

De oplevelser ville jeg gerne selv have haft, da jeg var barn. Og præcis derfor, skabte jeg det til mine egne børn. Og jeg laver de ting, taler de samtaler, giver de gaver, som jeg selv kunne tænke mig, til mit eget indre barn.

Giv dig selv det, du ønsker at give dine børn:

Læs hele blogindlægget. »