Bliver dit barn god til at bede om hjælp, som voksen?

Hvorfor er det så hamrende svært, at bede om hjælp, for så mange af os?

Det kan føles helt skamfuldt, at vi ikke kan klare os selv, selvom vi er sårbare, bange, og måske har det rigtig skidt! Alligevel insisterer så mange af os på at samle de sidste kræfter, og knokle derudad, selvom kroppen bare siger “Nej!”

Når min lille dreng ikke kan sove om aftenen, men står op, selvom jeg har puttet ham, og nu virkelig trænger til noget voksen-alenetid – så tænker jeg, hvor er det fedt, at han har modet til at bede mig om hjælp, på trods af at han ved, jeg forventer, at han skal sove nu.

Men han er da ikke modig! Han følger bare naturligt sit behov og ved, at han kan bede om hjælp. Det er i stedet for mig, der ikke tør bede andre om hjælp. Og derfor spejler han netop mit manglende mod, når han står ud af sengen og beder mig om hjælp til at kunne falde i søvn, fordi han er bange for eksempelvis edderkopper.

Men hvad pokker er der så sket, når vi bliver voksne og har så meget nok i os selv? Og heller ikke tør bede om hjælp, selvom vi virkelig har brug for den, men død og pine hellere vil klare os selv?

Vi finder svaret ved at se på, hvordan vi selv møder vores barn.

Rummer vi det, i dets sårbarhed, når barnet i selverkendelse ved, at det ikke selv kan klare denne situation, uden at gøre vold på sig selv?

Eller lærer vi vores barn, at det er belastende og irriterende, og at det faktisk godt må gøre vold på sig selv, fordi det skal tilpasse sig vores behov? I en skjult forventning om, at det skal gøre det samme, som vi selv gør, når vi heller ikke tør bede om hjælp, selvom vi har brug for den.

Eller møder vi børn i deres behov, med vores medfølelse, kærlighed og forståelse. Og tør prøve at indse, at vi i stedet kan lære noget af deres kærlighed til sig selv, og at det er fuldkommen menneskeligt, at vi bare ikke altid kan klare alting selv!

Det vil jeg i hvert fald gerne lære mine børn!